Missionær Christoph Conrad Barlach

og hustru Benigna Barlach, født Bacherius

Fra bogen: Geschichte der Brüdermission auf den Nikobaren und des Brüdergartens bei Trankebar

Christoph Conrad Barlach blev født 30. januar 1759 i Eckernförde. Forældrene er Nicol. Gottfried Barlach og Anna Sophia, født Kraft.

Hans uddannelse er låsesmed. Rejser fra København 16. oktober 1783 og ankommer til Trankebar 4. juni 1784. Han kommer ikke til Nikobarerne.

Christoph Conrad Barlach dør i Christiansfeld 2. maj 1832, i en alder af 73 år, 3 måneder og 3 dage.

 Benigna Barlach blev født 24. marts 1774 i Trankebar, og døde 30. april 1843 i Christiansfeld.

Skrevet af Christoph Conrad:

Står jeg for Herren eftertænker mit livs måde og troskab hændelser i den forløbne tid, må jeg med dyb livsskæmmelse udråbe: ”Med hvilken tålmodighed, måde og troskab har du ført mig, så min tanke står stille.” Jeg er meget for ringe til al den barmhjertighed og troskab, du kære Frelser har bevist mig!

Jeg er født den 30. januar 1759 i Eckernførde.

Mine kære forældre, de begge af hjertet elskede Frelseren lå det dem på sinde at opdrage deres børn til gavn og at bevare dem for alt ondt. De kom derfor aldrig i selskab med andre børn. Min fader fortalte os ofte om den kære Frelser og bad ofte bevæget indtil tårer til ham, at han dog ville gøre os alle til ret salige børn; dette gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg spurgte min fader, hvad jeg da skulle gøre for at blive et godt barn og lære noget nyttigt for at han ikke skulle græde over mig, svarede han mig:

Mit barn, gå alene hen en i en krog og bed den kære Frelser om at skænke dig sin hellige ånd, den vil undervise dig, lære dig alt og gøre dig til et saligt fornøjet barn! Jeg fulgte dette råd i hjertets enfoldighed og du kære Frelser hørte min bøn så, at jeg blev ganske betaget af glæde og salighed. Jeg gav ham mit ganske hjerte til ejendom og lovede kun at ville være hans med liv og sjæl. Jeg vendte ofte tilbage til hint sted og kastede mig ned for Frelseren, og var i den tid lykkelig og fornøjet; hvad jeg havde at lære, gik godt fra hånde, så min fader med forundring glædede sig over mine fremskridt.

Desværre vedblev det ikke således; medens jeg voksede til, voksede også fordærvelsen i mig, jeg vandt vreden kær.

Skrevet om Benigna ved hendes død 1843:

Den salige Søster Barlach, har om sin gang her i Livet ikke efterladt noget skriftligt.

Derfor kan der kun meddeles følgende Lidet:

Hun var født paa Trankebar den 24. marts 1774. Hendes Far, en Svensker, var Missionær der.

Hendes Mor døde snart efter Benignas Fødsel. Hun var overladt til en Negerinde til Pleje, og denne, som det snart viste sig, var en ondskabsfuld Person. Dette havde ogsaa en uheldig Indflydelse paa Spædbarnet og hun led gennem hele Livet  af Følgerne heraf.

Da hun var fyldt 2 Aar, døde hendes Far. Fra nu af var hun som Vajsebarn helt overladt til de Farvede, indtil et andet Missionærpar, der opholdt sig i Nærheden,

tog sig af hende. De benyttede hende som Barnepige. Ved denne Gerning kom hun igen meget sammen med de Vilde, og det smittede af paa hende, saa hun lærte megen Daarligdom og Synd. Saaledes voksede hun op uden en egentlig Opdragelse. Kun ved at følge sine Lyster.

Men da der nu bød sig en Lejlighed for hende til at høre Guds Ord, og til at holde hende alvorligt til det Gode, mærkedes det, at Hellig Aanden arbejdede ved hendes Hjerte: Hun var da ogsaa urolig for sin Sjæls tilstand, dog kom det ikke endnu til en sand Forandring i hendes Sjæletilstand, ej havde hun et alvorligt Forlangende derefter.

Den 6. januar 1794 indgik hun Ægteskab med en Missionær, Broder Conrad Barlach, som allerede havde staaet 10 Aar i Tjenesten.

Ægteskabet blev velsignet med 7 Børn, hvoraf de 6 allerede i den spæde Alder blev kaldt hjem igen. Hendes ældste endnu levende Datter er gift med Forstanderen i Brødre Menigheden. Broder Luther i Naudietendorf. Ligesom denne Datter havde været og stadig er sine Forældres store Glæde, saa var dog Mindet om hende og hendes Haabefulde Søn, den kære Bedstemor til stor Glæde og Opmuntring og var da ogsaa stedse Genstand for Mormors Forbøn.

I Aar 1797 da Missionsstationen i Trankebar blev opgivet, begav hun sig sammen med sin mand paa den lange og farefulde Sørejse, som varede fra 11. februar til 3. juli. De landede i København fuld af Lov og Tak, for den Naadige Bevaring i saa mange Farer. Deres foreløbige opholdssted blev dem anvist i Christiansfeld. I Ekernførde hvor Barlachs Forældre endnu levede blev de modtaget og nød disses Kærlighed og Omsorg. Hertil kom de den 13. september.

Den 30. juni 1800 fik hendes mand et kald til De Dansk Vestindiske Øer. De rejste dog først til Tyskland, hvor de i Kleinvelka ved Bautzen besøgte deres 2 Børn, hvor disse var sendt hen til Skole og Opdragelse. I Herrnhut blev hendes kære Mand ordineret til en Diakonus i Brødre Menigheden og efter et velsignet Ophold her, rejste de til Altona hvorfra de med et Skib fra Vestindien den 30. maj gik under Sejl.

Allerede den 9. juli naaede de til Vestindien og naaede til Sct. Thomas og blev den samme Dag bragt til Niersky, der var deres Bestemmelsessted. Med tak til Gud tiltraadte de deres nye Gerning sammen med de andre Medarbejdere. Her paa Gudsageren hviler 2 af deres Børn og Sct. Arvig hvortil de senere blev kaldet. I Kleinwelka er der 1 af deres Børn.

I Aar 1807 kom de tilbage til Christiansfeld, hvor de skulde nyde deres Otium. Den 3. marts 1832 tog Herren hendes tro Ægtemand til sig. Hvad hun havde mistet i ham, kunde hun kun fornemme som Smerteligt. Græd da ogsaa mange Taarer efter ham og gav ham med fuld ret det Vidnesbyrd, at han stedse havde været en tro husbond og en god Far for deres Børn som altid havde baaret hende i stor Taalmod og i beskæmmende Kærlighed.

I Aarene af hendes Enkestand har hun oplevet Gud Herrens Beskyttelse og Bistand i Særdeleshed. I svaghed søgte hun dog hen til ham, der sletter Synd og ham, der ogsaa var hendes Frelser og sukkede til ham om Forbarmelse for sit uværdige Barn, indtil han fandt Bønhørelse. Tiden for hendes Vækkelse opstod omkring Fødselen af hendes 2. Barn. Da erkendte hun først sin ulykkelige aandelige Tilstand, og at der ogsaa var Redning for hende.

Dog i sin store Nød viste Frelseren sig for hendes Aandelige Øje, som hendes Forsoner, der har slettet al hendes Synd, saa hun i Tro kunde antage ham.  Denne Tid var for hende uforglemmelig.

I Aar 1840 blev hun hjemsøgt af en svær Sygdom, af hvilken hun dog kom sig igen. Dog havde hendes ellers saa robuste Sundhedstilstand faaet et knæk, saa hun aldrig senere blev helt rask.

Ved Begyndelsen af dette Aar indstillede der sig Symptomer paa Vattersot (vand i kroppen) og sygeligheden tog til, indtil hun i Slutningen af marts blev alvorligt Syg, baade i Aanden og i Legemet, saa vi ofte maatte bære hende frem i Bøn til Guds Forbarmelse og Naade, til ham der ingen Synder støder bort, som i Ydmyghed bøjer sig for ham. Dette gjorde hun ogsaa i klare Øjeblikke og vidnede, at der hos hende ikke fandtes noget godt og at hun kun vilde begive sig ind under Naaden. Og saa var hun rede til at bede om Forladelse, hvis hun havde saaret nogen.

Den 29. i denne Maaned blev der paa hendes Ønske sunget nogle Vers. I hendes sidste Levedage ytrede hun sig flere gange om, at hun var rede til at gaa herfra. Den 30., under hendes Korfest i den første Morgenstund, gled hun stille og roligt ind fra Tro til Beskuelse i en Alder af 69 Aar og 5 Uger.

Et af deres børn:

Das Kind Maria Sophia Barlach ward geboren d. 6tn November 1806 zu Friedensthal auf

St. Croix, wo die Eltern damals bei der Mission dienten. Im folgenden Jahr brachten sie es

mit, als sie hierher zum Wohnen kamen. Seit einigen Wochen zeigten sich Spuren einer

 auszehrenden Krankheit, welche die Gelegenheit zu ihrer fruhen Vollendung wurde,

nachdem sie ein Alter erreicht hatte von 2 Jahren, 6 Monaten und 19 Tagen.