Efter historiker Kay Larsens bibliotek

Kom til Trankebar 1704 som fændrik ved Ostindisk Kompanis garnison på Dansborg.

Omtales samme efterår rosende: ”Tegner godt og opfører sig vel efter sin stand, hvilket er godt overfor de sorte Hedninger.” Kort efter ankomsten havde han dog på Dansholmen strid med overstyrelsen Niels Welling, der skældte ham ud. Welling ville ikke modtage Duel, men fik så nogle Rottingslag af den fornærmede. De blev dog forligte med Rittens Mellemkomst.

Ved Peder Skovneborgs død i1707 blev han vagtmesterløjtnant på Dansborg. 1707 havde han igen en trætte. Det var med en vagt, Truels Woller. Woller skal havde overfaldet ham og udfordret ham uden for byporten. Der blev fastsat en duel, men kommandanten fik det at vide og sendte vagten ud efter dem, men da ”var de alt fra hinanden og gode venner.”

Direktøren beordrede 1709, at han skulle anklages som ”duellist” og det sekrete Råd lod fiskaren gå i gang med sagen, men Claus Kröckel forlangte da straks at komme hjem med hustru og børn. Det sekrete råd overtalte ham til at blive, da han ”er en af de få man kan stole på, dygtig officer med ære i livet” og det andrager Direktøren om at fritage ham for tiltale.

Rædsel i sindet

Var 1713 længe ”syg og fra sondsen, dog under tiden mere end somme tider, af den sygdom, som kaldes jaussi her til lands, Førende med sig en banghed eller rædsel i sindet.”  Han var imidlertid blevet premierløjtnant, men da han så ofte blev syg og ”rasede” at han måtte indespærres, sattes han på ½ gage.

Udslettes af rullen i 1714 og skulle have sin underholdning af fattige midler. I efteråret 1714 kom han dog til sin forstand igen og begyndte at forsætte tjeneste.

I rådets rapport til Direktionen af 19. oktober 1716 omtaltes han som ”ganske LIBERERET for sin forrige sygdom.” I 1716 fik han tilladelse til at vende hjem med skibet Salvator Mundi, men rådet ”persvaderede” ham til at blive mod løfte om at skaffe ham højere gage.”

Han er den villigste og mest pålidende af alle, ”ikke af de fredskeste, men troe imod dend, han står under, holder og best commando over de Gemeene nærhed vagten er betroet.”

Claus Kröckel hjemgik 25. oktober 1720 med ”Jomfru Susanne.” Døde på hjemvejen 1721. Hans gods solgtes ved auktion i København og indbragte 236 RDL. Hans hustru Kristine var blevet i Trankebar med sine 2 drengebørn og kom i ”en miserabel Tilstand.” Hun fik underhold af ”de fattiges midler”, men ansøgte oktober 1723 direktionen om at få de 236 Rdlr. auktionspenge sendt ud til Trankebar, så at hun kunne betale Claus Kröckels gæld og bøde lidt på sine egne vilkår.

Hun døde i Trankebar 3. jan. 1747 og begraves dagen efter