Eskild Andersen Kongsbakke

Guvernør 7. september 1655 – 1669

Født 1610 (cirka). Død 1670 (cirka)

Eskild Andersen Kongsbakke var af herkomst en mand af almuen. Sandsynligvis kom han fra byen Kongsbakke i Halland.

Efter egen angivelse kom han cirka år 1634 i tjeneste hos Christian IV, og da Skibet «Christianshavn»1639 blev udsendt til Ostindien, tog Eskild Andersen plads ombord. På Tenerife blev skibet prisdømt af spanierne, men kom dog endelig til Trankebar i september 1642.

Her blev Eskild Andersen ansat som konstabel og kvartermester, og blev dermed øjenvidne til koloniens nedgangstid.

Af og til sendtes han dog på togt med skibene og var således konstabel på skibet ”Christianshavn” på kapertogtet I 1647.

Han var kæk og flink og avancerede hurtigt til garnisonens 1. underofficer. Han lærte hurtigt portugisisk og tamulsk og var en velset gæst hos de mest betydende indere, mohrer og portugisere i det danske territorium.  Menigmand beundrede ham og kommandant Willem Leyel satte megen pris på ham, medens han derimod var på kant med Leyels efterfølger Poul Hansen Korsør.

Eneste officer

Da denne døde, var der ingen tilbage i kolonien af officersklasse. Der blev ikke udsendt skibe fra Danmark på grund af krigen, tanjorerne truede fra landsiden og mohrerne fra søsiden. Da koloniens beboere selv måtte vælge en øverste, faldt valget enstemmigt på Eskild Andersen Kongsbakke, som den 7 september 1655 blev kommandant og oppehoved i Trankebar.

Med bistand af portugiserne, der på de tider blev trængt af hollænderne, og ved at drage indfødte til sig, opnåede Eskild Andersen dog at forsvare den danske besiddelse. Af hans årligt gentagne indberetninger nåede kun den fra 1656 til Danmark, hvor imidlertid krigen gjorde enhver hjælp umulig.

Endelig i 1665 og 1668 nåede nye skrivelser fra ham (af 1662 og 1665) til København, og først nu erfarede man, at den koloni, der havde været så godt som opgivet, bestod endnu, takket være Eskild Andersen. Det var lykkedes ham – med sine hjælpere – at udholde en belejring på 9 måneder,  at tilkæmpe sig en god fred, at omgive byen Trankebar med en regelmæssig befæstning, at anskaffe 14 Kanoner, at erobre et fartøj fra det fjendtlige Bengalen, at istandsætte koloniens eget, eneste Skib,  at drive en indbringende handel, navnlig på Sundaøerne, og at sidde inde med en fyldt kasse!

Brevene var skrevet på portugisisk, hvilket vistnok antyder, at skrivekunsten lå over Eskild Andersens rækkeevne, men var velkomne, så i 1669 dristede man sig til at foreslå Frankrig en købesum på 2 millioner for det Trankebar, der før havde været regnet for blot en besværlig byrde.

Hjælp fra Danmark

Ligeledes i 1669 udsendtes Fregatten «Færø» med folk og udrustning til Trankebar.

Med kommandanten Henrik Eggers i spidsen indtog de nye folk fæstningen, mens Eskild Andersen Kongsbakke blev bekræftet som guvernør. Men allerede inden årets udgang beklager han sig i et brev over sine undergivnes vrangvilje og ikke mindst over den ringeagt, de viser hans kone, der var grænse-naykens datter. Men som det fremgår af det følgende, har han måske også haft en europæisk hustru.

For efter at have fået meddelelse om tilstanden i Trankebar befalede kongen den 8. december 1670, at Eskild Andersen og de andre officerer skulle have udbetalt deres tilgodehavender og for Eskild Andersen lød det endvidere, at – for tro tjenestes skyld – skulle hans hustru Christine Anders tilgives ”al den penge straff. som hun er tilfunden at betale”. Hun har rimeligvis overfuset Henrik Eggers.

Da Eskild Andersen Kongsbakke og Henrik Eggers blev ved med at sende klager over hinanden, beordrede kongen den 28. september 1671, at direktøren for Ostindisk Kompagni skulle nedsætte en kommission til at dømme i striden mellem dem.

Det menes, at Eskild Andersen boede på hjørnet af det nuværende Trankebar Spiritual Center, ind mod Zionkirken. Dengang lå der et lille hus, først i 1707 blev det til et missionshus.

Ved Eskild Andersens død i 1674 nævnes Henrik Eggers som guvernør.  Man bebrejder sig siden her i landet, at man ikke har understøttet Eskild Andersen tilstrækkeligt mod handelens betjente, og B. G. Niebuhr siger om ham:

«Ingen kjender hans Grav, faa hans Navn; men saa længe det danske Flag vajer i Ostindien og i Ostindiens Havne, burde vi erindre, at det er Eskild Andersen, hvem vi skylde vore ostindiske Besiddelser og vor ostindiske Handel».