1618-1622: Fra Danmark til Trankebar
Beretningen om Ove Geddes rejse til Ceylon, der endte på den indiske østkyst.
Beretningen er til dels baseret på bogen Det Ostindiske Eventyr af Torben Abd-El Dayem
Kapitler:
Fra Sundet til Isle of Wight
Fra Isle of Wight til Kap Verde
Klargøring til videre rejse
Over Ækvator til Kap
Ophold på Kap Det Gode Håb
Fra Kap Det Gode Håb til Komorerne
Fra Komorerne til Ceylon
Kejseren af Candy
Forhandling med naiken af Tanjore
Hjemrejsen
Fra Sundet til Isle of Wight
Skibene først.
I “flådens udredning” som er et komplet regnskab
over indkøb og leveringer til Den Ostindiske flåde, nævnes fem skibe:
Elephanten,
Lybske Davis (senere David),
Jagten Øresund,
samt to borgerskibe:
Christian,
København.
En Hollandsk fløjte var forsyningsskib. Den skulle følge med
flåden til Kap Verde og der tømme sin last af forsyninger over i de andre skibe.
Derpå skulle den tage last med salt hjem. Jagten Øresund blev sendt af sted før
de andre.
Da ordre om at lette og sætte sejl lød, havde alle været om
bord et godt stykke tid. Nogle havde været med, da skibene blev udstyret, andre
kom om bord, da de lå på reden, med alle havde været om bord, da skibene
sejlede til Kronborg. Mange kendte hinanden i forvejen. Lederne var jo alle
rekrutteret fra den kreds af borgere, der omgikkes hinanden både selskabeligt
og forretningsmæssigt, og de var også mere eller mindre i familie med hinanden.
men på en lang rejse som den, de begav sig ud på, gjaldt helt andre regler for
omgang med hinanden. Ove Gedde har i alle tilfælde kendt mange af dem fra sin
tid i kancelliet. Mange officerer var ældre end ham.
Købmændene var både ældre og erfarne i handlen med Ostindien.
Deres hovedformål var at tjene mest muligt. Den mere almindelige del af
mandskabet føjede sig nok i begyndelsen med, at de skulle lige se ham an. Hvad
var han for en fyr, ung og adelsmand? Alle skulle stikke deres grænser af, og
Ove Gedde skulle føle sig frem og ikke støde nogen. Han var meget bevidst om,
at han var kongens gesandt og var blevet pålagt en stor opgave. Han har haft
ca. en måned, hvor han kom nærmere ind på livet af dem. De menige søfolk kendte
også hinanden fra andre udmønstringer, og håndværkerne var ikke helt fremmede
for hinanden. De havde også et vist kendskab på godt og ondt til deres
befalingsmænd. Fra de satte ud fra Bremerholm i slutningen af oktober, og til
de sejlede ud af Sundet den 29. november har alle nogenlunde lært hinanden at
kende. Det var situationen hin november nat.
Den 29. november om natten var det bælgravende mørkt. Det
blæste nok også med byger, sådan som vejer nu er i november. Senere på dagen
var de begyndt at gøre søklar. Al løst grej på dækket skulle under dæk eller
surres, sejlene gøres klar, så man kunne nøjes med at hale i den løse ende af
et slipperstik, for at sejlet kunne falde. Fald var slanget på dækket, se de
frit kunne løbe i blokkene. Fremmede var jaget fra borde. Nu er skibet vores,
ingen fremmede skal forstyrre os. Farvel til slægt og venner. Så kom ordren til
at bemande gangspillet og hale ankeret op. Rorgængeren var på plads og
mandskabet var i riggen klar til at sætte sejlene. Så snart ankret slipper
bunden, begynder skibet på sine bevægelser. Det dypper snuden og skummet
sprøjter op. Så lægger det sig til den side efter, som sejlene presser det. Vi
er fri. Vi skal til Ceylon. Vi skal opleve alt det “som bonden aldrig
ser”. Men først skal vi igennem Kattegat. Om natten den 29 november 1618
er der hverken bøjer eller fyr at sejle efter. Det eneste lys , de havde var
“fyrmandens” lanterne at sejle efter. Der var dog erfarne navigatører
med, som havde prøvet det adskillige gange. Nu skulle det vise sig, om mændene
kunne deres job. Et er at sejle fra København til Kronborg, noget helt andet er
at sejle i mørke og snusket vejr på et skib, man ikke rigtig kender. Vil
sejlene opføre sig, som de skal, er det rigtige fals, vi har fat i, hiver
makkeren med eller pjækker han bare? Utallige spørgsmål og små problemer skal
løses i de første dage. Holder skibet tæt, når belastningen på skroget ved bidevindsejlads
vokser. (sejle mod vinden).
Den 5. december er de 20 mil fra Nessit, det må være
Lindesnæs ved Norges sydspids, og den 15. passerer de Dover. Da kom de ind i en
hollandsk flåde på 25 skibe, som alle skulle til Lissabon, skrev præsten i
ligprædiken. Begge beretninger skriver, at den danske flåde ankrede op under
Wichten udi England den 17. december, efter at de havde været i storm og regn i
18 dage. Der fandt de skibet David liggende, og samme dag ankom København.
Næste dag blev Det Brede Råd samlet, og det besluttede, at alle skibsråd skulle
aflevere en samlet oversigt over proviant og andre fornødenheder, som de
manglede. Det skulle være omhyggeligt udført, for det de bagefter manglede,
skulle de selv for egne midler anskaffe sig. Oversigten skulle afleveres til
Visitateuren Peter van Xanten. Han var overkøbmand om bord på David, og navnet
tyder på, at han var hollænder. Samme dag den 19. kom den Hollandske Fløjte
(skibstype) og berettede at skibet Christian var sejlet ind under Norge.
Samme dag er den kejserlige gesandt Boschouwer og Peter van
Xanten sejlet ind til Newport, og der havde opfordret alle til at sværme i land
og tære på kompagniets penge. Da Ove Gedde ikke kunne stoppe der pr. brev eller
sende bud, gav han ordre til, at ingen måtte forlade deres skib, med mindre de
fik speciel skriftlig tilladelse til det. Så tog han selv til Newport den 23.
og gav ordre til, at visitateuren kun måtte have en tjener og en købmand hos
sig. Alle de andre skulle holde sig til deres skibe. Såfremt nogen undtagelsesvis
skulle til byen, skulle det være på egen bekostning og ikke på kompagniets,
eller skulle visitateuren selv stå til regnskab for beløbet over for
kompagniet. Samtidig fik han også ordre om, at indkøb og transport skulle
foregå samlet for hele flåden. Da han jo havde fået en oversigt fra alle skibe
over deres fornødenheder, kunne han købe det hele ind på en gang og
transportere det hele til skibene i deres egne både. Visitateuren havde også
for skik dagligt at købe frisk forsyning af kød og anden proviant til skibene
og leje engelske både til at sejle det ud til skibene. Han fik ordre til at
købe ind for flere dage ad gangen og fragte det ombord på egne både. Og da han
også havde fået at vid, hvad hvert skib skulle bruge, skulle han også
omhyggeligt holde regnskab over det beløb, der blev brugt til hvert skib, så
skibene kunne stå til ansvar for deres forbrug. Det syntes såre logisk, og det
burde ikke være nødvendigt at belære en overkøbmand om sådan elementær
regnskabsføring. Her viser den unge admiral, at han godt kunne tage vare på de
ham betroede penge. Købmændene troede, at Ove Gedde var et let offer for deres
kreative måde at købe proviant på. Det er første gang, Ove Gedde beretter om
vanskeligheder med hollænderne.
Så må julefreden have sænket sig over flåden, for den næste
dato som er i rapporterne er den 30. december. De har holdt jul og som
tjenestemand har der ikke været noget at skive om. Rapporten er helt igennem
meget nøgtern. Kun enkelte gange tilkendegiver han sin mening. De 30.
besluttede Det Brede Råd, at flåden skulle ligge inder Wichten i 4 etmål
(søfartsbetegnelsen for et døgn) og vente på Christian. Derefter skal vinde
blæse fra en gunstig retning i et døgn før de letter. Skulle Christian viser
sig, før de 4 døgn er gået, skal man stadig vente på et døgns gunstig
vind. Samme dag besluttede rådet også,
hvor mange der skulle spise i kahytten på David. Der var flere personer, der
mente sig berettiget til at spise i kahytten, end der var plads til. Fra denne
dag skulle der kun være otte, der spiste i kahytten, resten kunne finde deres
måltider i “øverste hytte”, hvor de dog skulle få mere mad end
skibsfolkene de har måtte spise sammen med dem som vi i dag kalder
mellemledere. Det var bartskæreren, lægen, skriveren, overkvartermesteren,
overtømmermanden og alle andre over- et eller andet.
Under opholdet på Isle of Wright forlangte den engelske
guvernør betaling af Ove Gedde for at ligge på reden. Dette syntes Ove Gedde
ikke var behørigt, så han drog op på kastellet og viste guvernøren skibspasset.
Det var guvernøren glad for, og Ove Gedde blev behandlet efter rang og stand.
Derefter kom guvernøren om bord op Elephanten og blev som gengæld for den fine
behandling han havde givet vores admiral, fyrsteligt trakteret. Det indebærer
som skik var dengang, at hver gang en af de høje herre udbragte en
“skål” blev en kanon fyret af.
Den 1 januar 1619 blev en travl dag for Det Brede Råd. Samme
dag blev Siks Jakobsen, skipper på København og medlem af skibsrådet, dømt til
tab af 2 måneders løn for ved snak med folkene næsten at have fået dem til
mytteri.
Boschouwer og visitateuren Herman Rosenkrants, der ikke var
i familie med Kaptajnen på David, forlangte penge af ekspeditionens beholdning.
De havde brug for flere penge end de 1000 daler, de havde taget af Davids
kasse. Foruden de 800 daler visitateuren havde, ville de tage 1300 af
Københavns skibskiste. Der ville blive aflagt regnskab for det hele, så pengene
ville ikke blive brugt unyttigt, står der i rapporterne. De forespurgte også om
de 400 eller 500 daler, som Erik Grubbe havde bedt om at låne af kompagniets
penge. Ove Gedde svarede, at det ikke kunne være til stor skade, da Erik Grubbe
jo havde indskudt 5000 dale i kompagniet.
Men de selv kunne gøre, som de ville, og stå til regnskab
for en eventuel manko på kontakterne i Ceylon. Efter deres befaling gav han
også købmanden på Elephanten 50 daler. Det var en travl nytårsdag. Den 24-årige
admiral har måtte forhandle sig til rette med to benhårde erfarne
forretningsmænd med erfaring fra det hollandske handelskompagni.
Samme dag ankom Thyge Stygge, kaptajn på Christian. Han
berettede at skibet Christian var sprunget læk og var blevet repareret i
Hokalff i Norge. De havde mistet tre ankre og fået beskadiget det fjerde og lå
nu i Dunse- måske er det Dungeness? – og ventede på gunstig vind for at komme
tilbage til flåden. Det Brede Råd besluttede samme dag at sende Thyge Stygge og
Amling von Ossdem over land til Christian og bringe skibet til flåden ved først
givne lejlighed. Der blev bevilget dem 100 daler til fortæring og Thyge Stygge
blev refunderet 50 daler for fortæring på rejsen til flåden.
Så var der ro i to uger. Den 15. januar blev det bestemt, at
de ikke ville vente længere end til den 17. på Christian. Hvis skibet ikke var
kommet den 17. skulle man “gange til Seils” og efterlade dem nogle
breve.
Den 17. kl 8 satte admiralen signal, at han ville sætte sejlene
til middag. Men det kunne han ikke, fordi Boschouwer og vores folk, som han
skriver, ikke var kommet om bord. Folkene, dvs. mandskabet, har nok holdt øje
med gesandtens chalup. Så længe den stadig lå i havn, sejlede flåden ikke.
“Så kan vi nok tage et bæger til” har de sagt til hinanden. Og de havde
jo ret. Boschouwer skulle også transporteres til kejserriget Candy. Det var
frustrerende for den unge admiral, men over middag kom Christian, også var det
jo godt at de ikke havde lettet. At gesandten overså Ove Geddes signal var en
respektløs handling og har nok ikke bidraget positivt til deres indbyrdes
forhold.
Den 18. var Det Brede Råd atter i funktion. denne gang
handlede det blandt andet om sovepladser. I de to borger skibe måtte der kun
sove 4 personer i kahytten, da det ellers forårsagede stor disordre. resten
skulle sove i den øverste hytte, altså sammen med folket. Ifølge
skibsartiklernes § 49 er det kaptajnen, der anviser sovepladser. Her måtte Ove
Gedde altså selv gribe ind. Der var nok ikke den samme mandstugt op
borgerskibene blandt de såkaldte civile, som var på kongens skibe.
Det blev også besluttet, at skibsrådene ikke måtte give
tilladelse til at tappe drik fra lasten eller udlåne nøglen til drikkevarerne i
kahytten uden at have fået tilladelse af præsidenten, dvs. Ove Gedde. Han
skulle vide hvor meget der blev brugt og sikre at ingen fik mere, end der
tilkom ham. Det har nok været tappet lidt mere end den daglige ration.
Forbuddet var begrundet med, at “ingen må forbruge mere end sømmeligt
er”.
Ved samme lejlighed blev en rokade blandt befalingsmændene
vedtaget. Christoffer Stygge skulle være Erik Grubbes fændrik i stedet for
Johan Venstrermand, Thyge Stygge, øverstbefalende for soldaterne, fik Jørgen
Orming til sergent i stedet for Murmands. Til sidst skulle Otto Urne tage
Christoffer Stygges plads som korporal for Adelsbursene dvs. kadetterne.
Medens de stadig lå ved Isle of Wight, måtte de sende to
mand hjem på grund af en farlig sygdom. Det var fændrik Johan Wenstermand og en
trommeslager fra det ene kompagni. Så kan man spekulere på, hvad det var for en
sygdom. Ove Gedde er diskret og røber ikke, hvad de fejlede. Det ser ud ti, at
der er to9 af samme navn og den anden Johan Wenstermand forbliver ombord og gør
karriere inden Bremerholm. Tre mand rømmede: Borgmester af Malmøs søn, som var
soldat, skipper Niels Malmøs søn, som var Ove Geddes personlige tjener, og en
anonym sømand fra Elephanten. Livet til søs nok været lidt for meget for de unge
mennesker. Til gengæld blev der mønstret 4 sømænd til Elephanten og nogle
sømænd og soldater til de andre skibe. Det har enten været nogle danskere, der
af en eller anden grund var strandet på øen, eller nogle indfødte. Dengang tog
man det ikke så nøje. En mand var arbejdskraft uanset nationalitet, og de fik
alle samme behandling, som det fremgår af beretningen.
Den 22. januar fik visitateuren skriftlig ordre til at
henvende sig til skibet Christian for at undersøge, om de manglede noget og
hvornår de var klar til at sejle med flåden. Den havde jo under turen til
Lindesnæs mistet tre ankre og fået et anker stærkt beskadiget. Desuden havde de
fået repareret skader på riggen og ved samme lejlighed rettet på den, så skibet
sejlfærdigheder blev forbedret. På denne henvendelse blev der af kaptajnen
svaret, at de var klar til at sejle næste dag. Dog mente de, at Det Brede Råd
og styrmanden skulle forgaddes, samles eller spørges, forinden.
Samme dag blev Det Brede Råd samlet, og det besluttede, at
flåden skulle sejle videre næste dag, og at det første sted de skulle få
forferskning, vand og proviant, skulle være Kap Verde. Dersom de ikke kunne få
noget der, skulle de sejle til Ill de May, det må være Mayo, en af de
Kapverdiske Øer. Den 23 januar sejlede flåden fra Isle of Wight med kurs mod
Kap Verde. Efter ophold på 36 dage sejlede flåden ud i Atlanterhavet.
Ovenstående beretning om begivenhederne på turen fra Sundet til Isle of Wight
og under opholdet ved øen er, hvad Ove Gedde har syntes var passende for
tjenesterapport til chefen. Det var de nøgne kendsgerninger. Med hvad gemmer
sig bag de nøgterne ord? Alt det selvfølgelige og hverdagsagtige nævner han
ikke.
De sidste dage havde været begivenhedsrige, og Ove Gedde må
have fået kendskab til vanskelighederne med den brogede flok af soldater,
søfolk og købmænd, der lå og ventede på ham. Hvis man ved lidt om sejlads og
skibe, kan man komme med et kvalificeret gæt på hvad der foregik bag
kulisserne. 18 dage fra Øresund til Isle of Wight? Selv om skibene ikke sejlede
så hurtigt, synes det at være lang tid for at sejle til den Engelske kanal. Men
det var dårligt vejr og ikke alle om bord var vant til at sejle på denne
årstid. Alle danske skibe, såvel kongens som købmandsskibene, lagde normalt op
for vinteren i løbet af oktober. Først rasede efterårsstormene, så kom isen, og
til sidst på den anden side af foråret kom der igen vejr til at sejle
forsvarligt. De skik holdt sig fra middelalderen helt op til midten af 1900
tallet.
Ove Geddes flåde begyndte sit togt, da alle andre skibe var
lagt op for vinteren. Dens sejlegenskaber var nok datidens bedste, men set med
vores målestok var de nok ikke for gode. De var langsomme og tog sikkert en
masse vand ind, både gennem kanon portene og fra dækket ned i lasten. På
vejrdækket har der været store solide træriste, så an fik lys og luft ad den
vej – men der kom også vand ind, når søen slog over dækket. I det hele taget
var der koldt, mørkt og – fat at sige det mildt – fugtigt under dæk.
Den samlede besætning har været ombord siden begyndelsen af
november og indtil de stævnede ud i Kattegat, har de arbejdet med at klargøre
skibene, de har lastet og surret, været op i riggen og i det hele taget lavet
alt det sædvanlige arbejde. de har delt mad og køjeplads og taget bestik af
hinanden. De menige har fundet ud af, hvordan man skulle behandle netop deres
kvartermester eller fændrik og hvordan skipperen ville have, at man skulle
opføre sig over for ham, kort sagt alle de småting, som er på en arbejdsplads.
Lederne har også observere de menige og sikkert fundet ud af, at den ene var
villig og dygtig, eller den anden godt nok hurtig og dygtig, men altid under
protest. De skulle leve tæt op ad hinanden i lang, lang tid. Så da de satte
sejl i nattens mulm og mørke den 29. november, og der skulle sejles i et stræk
til Isle og Wight., har det taget mange kryds for at komme ud af Kattegat, og
det var mørkt og blæsende. Det havde været en hård rejse, fremgår det af rapporten,
David var på reden da Elephanten ankom. Samme dag kom København, det mindste af
de to borgerskibe. Den 19. ankom den hollandske fløjte, deres forsyningsskib og
berettede at Christian var sejlet ind under Norge. Den var sejlet i læ for det dårlige
vejr. Det yder på at vejret har været mere end skibet kunne tage. Når man er klar
af Lindesnæs ved Norges sydspids får man hele den mægtige vestenvind og sø fra Nordatlanten
væltende ind i mod sig. Flåden var blevet splittet af det dårlige vejr og aftalen
var at skibene skulle mødes ved Isle of Wight og vente på hinanden, hvis de ikke
kunne følges ad. Skibene skulle så slikke sårene efter det hårde vejr. Sejl og rig
skulle gennemgås, og evt. lækager i dækket eller skibssiderne skulle kalfatres.
Skadet proviant skulle erstattes der var nok at tage sig til.
Nu havde Ove Gedde et langt stræk i søen foran sig. Han må have
vendt og drejet begivenhederne uden den første del af rejsen under opholdet ved
Isle of Wight og har draget sine slutninger. At komme for meget på kant med Kejseren
af Candy´s gesandt var nok ikke tilrådeligt, da gesandten havde stor indflydelse
på kejseren. Det kunne skan ham , men der var et stort modsætningsforhold mellem
dem. Forflytning af personel, efter at afgangen var sat, var et klogt træk. De måtte
jo ikke forlade skibene, og de måtte ifølge skibsartiklerne heller ikke lave deres
egne private møder. Det viser sig senere på rejsen, at Ove Gedde altid har fastlagt
både straffe og forflytninger efter at afgangen er sat. Men den unge admiral har
fået en stor opgave. Han har nu haft tid til at tænke over det, der skete under
opholdet ved Isle of Wight, oghan skulle ikke gå vagt om vagt. Kaptajnen sørgede
for, at alt gik efter reglerne, skipperen håndterede skibet og styrmændene navigerede.
Ove Gedde kunne spadsere på halvdækket agter og fundere over den opgave, han havde
fået.
Fra Isle of Wight til Kap Verde
Fra isle of Wight er Kanalen ret bred. Det farligste punkt er nok Ile d´Quessant. Herfra
er det slut for Ove Geddes flåde med de korte krabbe bølger, nu var det lange
høje dønninger. I dårligt vejr var de skum på toppen og var det rigtigt
dårligt, blev siderne stejle. Der kom skum på toppen og det havde kraft til at
slå hårdt på skibene. Når man er kommet fri af Ile d´Quessant, der der langt
ind til land, og man er alene med havet. Næste landkending er Kap Finisterre,
den spanske halvøs nordvestlige spids, så nu er det sejlads på kompas og solen.
Vejret bliver gradvist mildere, men ved storm slår dønningerne tilbage ved
kysten og man bliver fanget mellem dønningerne der blæser ind og dønningerne der
ruller ud. Måske der er forståeligt at man dengang foretrak at sejle norden om
England på vejen hjem med fuldlastede skibe.
Alle de erfarne søfolk viste dengang i 1619 at vejret ville
blive varmere når de kom sydpå. Men de, der aldrig har været uden for
“indskænket fart” (lokal trafik Norge til Holland) så havet ændrede
farve i sydenden fa Den engelske Kanal og at dønningerne blev større og i
blæsevejr mere frygtindgydende. Man må formode, at når vejrforholdene tillod
det, blev soldaterne rørt og ekserceret. Søfolkene fik ikke lov til at finde på
unoder. Der var altid en krog, der skulle have en pudseklud, et fald, der
skulle udskiftes eller have taklinger fornyet, er sejl, der skulle efterses.
Sommersejlene skulle gøres klar. Det var de gamle sejl, der
skulle slås under nu, når de sejlede i magsvejr. Sejlene kunne få lov til at
stå i dagevis uden at blive stillet på. Den 1 februar sigtede de et skib to
wexøs (gammelt distancemål) forude. De må da have været i den sydlige del af
Biscayen. Hvis livet ombord var ved at blive kedeligt, så skete der endelig
noget og de forfulgte skibet indtil 3. februar. Da sendte Ove Gedde fløjten af
sted for at hente ham til flåden. Han kunne ved at vise sine papirer bevise, at
han var englænder på vej til Madeira med klæde pg sild, og dermed blev han
sluppet løs. Det var en mystisk hændelse. Hvorfor gjorde Ove Gedde mon det?
Flåden var jo ikke truet. Hvis det ikke havde været et engelsk skib, havde han
så erobret det? Han havde jo ikke kaperbrev, så det ville gøre han til en gemen
sørøver. Nå, men denne gang blev han ikke fristet til nogen overlagt handling.
Den 4. februar blev Det Brede Råd samlet, og de havde
følgende punkter på dagsordenen:
1. Styrmanden må ikke foretage kursændringer uden
skibsrådets tilladelse, og dette må ikke give tilladelse uden at have
admiralens tilladelse. Altså Ove Gedde var nødt til at indskærpe kongens
bestemmelse om, at admiralen var øverste leder. Det er sært, at dette skulle
indskærpes.
2. Der er blevet fortalt admiralen, at vinen i kahytterne
blev uddelt til stor uskikkelighed og overflødighed. Derfor befalede Ove Gedde
på majestætens vegne, at alle i Det Brede Råd skulle føre opsyn med at ingen ud
over de, som var berettiget til det ifølge kongens forordninger, måtte søge
taffel i kahytterne.
Indholdet af dette møde kunne tyde på at forordninger og
instrukser ikke blev taget alt for højtideligt. De to beslutninger er meget
vigtige. Flåden var nødt til at holde sammen under hele togtet. Det er
vanskeligere for en fribytter at erobrer fire skibe end af overfalde enkelt
skib. Rent sejladsmæssigt er det også mere trygt at følges ad. Skulle der opstå
vanskelige situationer, kunne man hjælpe hinanden. Og selv om det under
opholdet ved Isle of Wight af Det Brede Råd blev bestemt, hvor mange der skulle
bo og spise i kahytterne, har det øjensynligt ikke hjulpet. Nu blev det igen
indskærpet. En gentagelse af så snusfornuftige regler for sejlads og opførsel
burde være unødvendig.
To dage senere sigtede de øen Porto Santo, som er en ø der
ligger tæt ved og norden for hovedøen Maderia. Fire dage senere den 10,
februar, passerede de øerne Palma og Tenerifa, og den 11 sejlede de mellem
Gomera og Ferro i den kanariske øgruppe.
Med en frisk passat agten for tværs, passat skyer og dybblå
hav har det været en dejlig sejlads. Tøjet blev vasket, lufte og tørret.
Rengøringen af skib og tøj er jo bestemt i skibsartiklerne 45 og 46. Foruden sejlene har der også været
tøj oppe i riggen. Dækket er spulet, og underdækket, hvor kanonerne og folkene
skulle opholde sig og sove, blev også gennemspulet, og frisk luft har erstattet
den luft, der uden tvivl var af tvivlsom herkomst og kvalitet. Der er også
blevet serveret varm mad i disse dage. Frivagten var i gang med fritidssysler
som syning af poser til deres ejendele og medbragte værktøj, fløjtespil og
måske en enkelt violin var med. Trompeter og trommer var der også ombord. De
har ikke bare ligget og sovet. Nu var der så mange mand til rådighed, og der
vat ikke synderligt meget arbejde med at stille på sejlene. Så i ly af mørket
har den del af vagten, der ikke absolut skulle være på udkig, rorgænger eller skulle gå rundt på skibet for at
kontrollere lys og ild, fundet sig en mørk krog og rullet sig ind i et gammelt
sejl og fået sig en nattesøvn. Livet om bord blev efterhånden behageligere og
lagt i faste rammer.
Medens folkene spuler dæk, vasker tøj og laver små reparationer
på rig og fald, kan vi så finde ud af, hvor stærkt de egentlig sejlede. Vi har der,
som man i navigation kalder et affarende sted og et påkommende sted. En lige linie
i mellem de to steder giver kursen og længden af strækningen. Ved afgangen fra Isle
of Wight skal de ud af Kanalen og sydover til Ile d´Quessant. Derfra mod syd til
Kap Finisterre for at få en nøjagtig stedbestemmelse og derefter sætte kursen mod
de Kanariske Øer. Ved at bruge de tilgængelige oplysninger i Rapporten til majestæten
lig prædiken og sætte disse ind på et moderne plot kan de bregnes at turen fra Isle
of Wigth til de Kanariske øer er sejlet med en gennemsnits fart på ca. 4½ sømil
i timen. Fra de Kanariske øer til Kap Verde med 5½ sømil i timen. (en sømil = 1852
m – 5½ sømil = knap 11 km i timen).
Kap Verde
Øgrupperne Azorerne, Maderia og De Kanarisk Øer var steder,
hvor pirater og kaper lå på lur og ventede på bytte. Alle skibe fra Ostindien
og fra Mellemamerika kom forbi på vej hjem med lasterne fyldt med kostbarheder.
I læ af Kap Verde gik de til ankers enten for at proviantere eller for at
slikke deres sår. Det var godt, at vores skibe havde haft godt vejr, inden de
kom til dette risikofyldte farvand. Alle vidste, at der måtte man være
forberedt på at forsvare skibet mod samvittighedsløse banditter. Det har været
skærpet udkig, og kanonportene har været åbne. Men Ove Gedde og flåde så ikke nogen,
i hvert fald står det intet om det i rejse beretningerne som er til rådighed i
dag. Men de skulle jo ind og proviantere ved øerne. De erfarne folk, der var
med, har nok fortalt admiralen, at der ingen ferskvand var på øerne, og at de
skulle ind til det afrikanske fastland. Flåden fik besked på at holde sig langt
bagved Elephanten, men ikke længere end at de til stadighed kunne se skibet.
Kun den hollandske fløjte måtte følge med ham. de fik landkending med al
sandsynlighed af Pointe des Almadies. Foran det ligger en ø, Chausséedes
Almadies. I følge søkortet brækker søen der til stadighed, og de har nok holdt
sig i sikker afstand. Derfra stak de sydøst over langs kysten, der ligger 1½
sømil om bagbord. De passerede Kap Verde og sejlede uden om Isle de Medeleine
til tværs af Kap Manuel. Derfra skulle de sejle en nordøstlig kurs for at komme
til Anse Benard, hvor de skulle ankre op.
Fra Chausse des Almadies til tværs af Kap Manuel er der ca.
12 sømil. Når først de drejede nordøstover der, kunne de ses af skibe der lå
inde på reden. De har tøvet med at sætte farten ned, for de skulle ikke derind
i fuldt dagslys. Ved aftenstide blev fløjten sendt ind forbi Kap Manuel og
rundt om hjørnet for at se om der lå nogle skibe i Anse de Benard. Den kom
tilbage og rapporterede, at der lå seks skibe. Fløjten blev sendt af sted for
at hjælpe de andre skibe om bagved en ø, som rapporten kalder Isletta. I dag
hedder den Isle de Gorée og var dengang ubeboet.
Elephanten selv sneg sig ind om aftenen og lagde sig i læ af
øen og afventede daggry. Ove Gedde aftalte med Jan Xillesen, at hvis nogle af
skibene rørte på sig, satte sejl og gjorde tegn til at sejle, skulle han straks
lette anker, sætte sejl og sejle mod øen, samtidig med at han affyrede et skud
som tegn til Elephanten. Så var Ove Gedde forberedt på det værste. Morgendagen
ville afsløre om det var ærlige handelsmænd eller fribyttere.
Fløjten ankrede op i nattens mulm og mørke lige foran næsen
på skibene på reden. Der lå hun og skvulpede, rund og fuldlastet for næsen af
seks skibe. Tre af dem reagerede promte. Men fløjten var hurtig. Sejlene hang
under ræerne i gårdingerne (tov til at ophale sejl) som var bundet med
slipperstik.
Et træk i den løse ende og sejlet faldt ned. Der blev fyret
det aftalte skud og gangspillet bemandet for at hale ankret op. Der kom liv i
kludene i land. Ove Gedde hørte skuddet, og straks blev Elephantens ankertov
kappet, og orlogsskibet kom brusende fra sit skjul. Fra den anden ende af øen
kom Christian og København til syne. Ifølge beretningerne af 1620 gjorde det største
af sig umage for at komme til luvart (den side vinden kommer fra) af admiralen.
Det ville stække skibets manøvrerum. Det mindre skib, en jagt gik efter
Christian. Ove Gedde affyrede er kanonskud som tegn på, at han skulle stryge,
dvs. sænke sit flag som tegn på, at han ikke havde aggressive hensigter. Men
jagten viste ikke tegn på at ville standse og fortsatte med at sejle ned mod
Elephanten, uden at det lykkedes at tage vinden fra admiralen. Christian blev
imidlertid angrebet af jagten, der affyrede 9 – 10 skud, som blev besvaret fra
Christian. Fløjten kom til undsætning, og der opstod håndgemæng mellem de to
besætninger. Ifølge beretningen sloges sørøverne bravt og ville ikke overgive
sig. De vidste jo også, hvad de kunne forvente af straf ved en tilfangetagelse.
Til sidst overgav jagten sig til fløjten, Christian slap dog ikke for skader på
riggen.
Det store sørøver skib så, at det var fanget mellem
Elephanten og København, og sendte så en båd over til Elephanten med en løjtnant
om bord. Han havde fransk pas med, som Ove Gedde ikke kunne anerkende.
Elephanten fyrede igen et skud mod skibet og opfordrede dem til at stryge og overgive sig.
Kaptajnen på fribytterne kom med et svar på et upassende sprog, at det havde han ikke i sinde. Så lod
Ove Gedde trommerne og trompeten røre, slog på tromme og blæste i trompeterne
og gjorde klar til flere skud. Da blev der vinket med et tørklæde på
fribytteren og kaptajnen kom ombord og overgav sig og bad om at få quarter. Han
kunne så ikke henrettes, men var fange hos Ove Gedde. Samtidig overgav han alle
sine skibe. Der blev straks sat dansk mandskab om bord og besætningen blev
taget til fange. Jagten var erobret, og det tredje skib gik på grund i sit
forsøg på at indgå sin skæbne. Inden mandskabet forlod dette skib, havde de
strøet krudt rundt på skibet for at forhindre, at skibet blev overtaget af
fjenden. Indfødte myldrede om bord, inden det blev antændt. de indfødte ville
nok plyndre skibet for værdier, men i stedet for kom de til at antænde krudtet
og skibet sprang i luften med de ca. 40 indfødte om bord. Det var de eneste
dødsofre på denne dag. Resten af dagen, den 19. februar 1619, gik med at sikre
erobringerne, rydde op efter salget, spule dæk og se på eventuelle skader. Der
blev også fejret. Det står dog ingen steder, men det ville være underligt, hvis
de ikke gjorde det. Jo, det var nok en travl dag den 19. februar 1619. Ingen
kom i tanker om de andre tre skibe, der lå på reden, og næste morgen var de
væk. Vi har dog optegnelser med oplysninger om, hvad det var for skibe. an
Xillesen havde set godt efter, og ved forhøret af de tilfangetagne fribytter
kom yderligere oplysninger frem. Foreløbig vidste man kun, at to af dm var
franske og den tredje hollænder.
Men nu var det tid at kigge nærmere på de erobrede skibe.
Det stor der noget om i beretningen fra 1620. Så havde flåden altså erobret to
skibe, der var veludrustet til kamp. Flådens besætninger havde sårede, men der
var ingen dødsofre. Christian havde fået skader på riggen, ellers står der
intet om andre skader. Det var nådigt sluppet. Christian IV havde ikke lidt
nogen tab, tværtimod, de havde erobret to skibe. I skibsartiklernes § 72 er der
klare regler om, hvordan man skal forholde sig til erobrede skibe. Skibene skal
til Danmark og her vurderes og synes. Lasten skal sælges, og det indkomne beløb
skal dække først eventuelle skader, som skibet var blevet påført under kampen,
derefter skal resten deles ud til besætningen efter en nøje skala. Mest til
Kaptajnen og derefter mindre og mindre indtil den sidste dæksdreng får en lille
klatskilling. Det er et system som har overlevet indtil i dag når et skib skal
have bjergeløn. Selve skibet tilfalder ejermanden af skibene i dette tilfælde
kongen. Dette var overvejelser, som de skulle igennem og tage stilling til.
Men først gjaldt det forsyningerne til skibene. Det var jo
formålet med at sejle ind til Kap Verde. Efter en dags hvile, reparationer både
af skibe og mennesker, gik man i gang med provianteringen. Den 20. besluttede
Det Brede Råd at sende kompetente mænd til land og finde ud af, om der var
noget ferskvand og proviant. Det viste sig, at alt undtagen citroner kunne fås.
Denne sætning er usædvanlig i et beretning fra 1600 tallet – vidste de, at
citroner var gode mod skørbug. Det må de dermed have vidst. Der var jo kommet
et oksehoved lemoner og et oksehoved lemonsaft om bord på Elephanten i
København. De andre skibe havde ikke fået lemoner om bord. Elephantens proviant
var bestilt af kaptajn Peder Nielsen, de tre andre skibes proviant var bestilt
af hollænderen Kornelius Louge. Disse havde derimod fået fersk Amager-smør.
Hvordan kan man på flåden have kendskab til bekæmpelse af
skørbrug med citroner, normalt måtte Chr. IV´s skibe ikke være længere ude end
3 måneder, så begyndte skørbug at plage besætningerne, og de skulle ind og have
friske forsyninger. Man vidste at urten kvan var er middel mod skørbug, og man
vidste altså også, at citroner var et godt middel. Læger i dag nægter at tro på
at man så tidligt kendte til citroner som middel mod skørbrug. Det var den
engelske flådes læger, der i midten af 1800 tallet eksperimenterede sig frem
til dette middel. Tolv patienter, to og to, fik bl.a. pibeudkrads, diverse
tedrikke og andre mærkelige midler. men to fik citrusfrugter og de kom sig.
Siden da blev det indført i den engelske flåde at alle skulle have lemonsaft.
Men tilbage til flåden, Styrmanden på David vidste dog, hvor
man kunne få citroner og al den ferskvand og proviant, man kunne ønske sig.
Ifølge listen må det være Her Jacobsen, der kom med forslaget. Det vat i Porte
Dallie, inde på kysten, ikke så langt fra hvor de lå. Han kendte også vejen og
forsikrede, at der var dybt nok til at skibene kunne komme ind. Den 21.
besluttede Det Brede Råd, at så skulle de derhen for at indtage forsyninger.
De 22. blev den hollandske fløjte beordret til at sejle
derhen og undersøge besejlingsforholdene. Porto Dallie lå dengang på kysten, i
dag ligger byen inde i landet. Der var ingen havn i moderne forstand. Det var
bare en strand, og man ankrede op et stykke fra land, hvor der var dybt nok.
Men pladsen har nok ligget bag nogle beskyttede sandbanker, som man skulle
sejle udenom. Styrmanden på David havde jo forsikret, at der var vand nok, og
at han kendte indsejlingen. men skipperen op Fløjten fik besked om at komme
tilbage og lede flåden igennem til ankerpladsen. I rapporten skriver Ove Gedde,
at det gjorde skipperen på Fløjten uden at forlange nogen forsikring for skib
eller gods. Så sejlede de da. Ove Gedde skriver at flåden var udsat for stor perikel,
fare, fordi København stødte på grund to gange, og Christian stod et stykke tid
på grunden. I Elephantens kølvand vældede mudderet op. Det var altså ikke vand
nok.
Samme dag blev Hans Mortiz udnævnt til skriver for Det Brede
Råd. Det må have været en forfremmelse for manden. Det er første gang, at Ove
Gedde nævner andre end ledere ved navn. Nu havde han en sekretær til Det Brede
Råd, som han slev havde udpeget. Det må have været en, som han stolede på til
at skrive referaterne af møderne.
De 23. om natten kom der liv i sørøverkaptajnen Samuel
Fischer fra Lion d´or, som nu hed Patientia. Den brave sørøver prøvede på at
flygte. Han sprang ud fra Galleriet, verandaen helt agter. Han brød dermed det,
som han havde lovet, idet han fil quarter. At få quarter ville sige, at man
kunne gå frit omkring, hvis man afleverede sine våben og lovede ikke at flygte.
Nu hvor han havde forsøgt at flygte, var det legitimt at hænge ham fra
rånokken. Næste dag blev retten sat, og han og de fribyttere, der fulgte ham,
blev dømt til at blive kastet overbord. De, fik måske uventet hjælp fra
gesandten, dennes kone og overkøbmanden Peder van Xanten. De gik i forbøn for
dem. Fischer blev i stedet for sat i “pinligt forhør”, altså pint til
at tilstå, at han havde erobret engelske og andre skibe. Han underskrev denne
tilståelse men den findes ikke i dag.
Endelig, den 24. ser de på det plyndringsgods, der fandtes
om bord på Patientia ex. Loin D´Or. Det skulle ifølge reglerne deles, men
kaptajnen på Elephanten skulle dog have mere end de andre kaptajner.
Det store skib hed Lion D´Or og er i Beretningen af 1620
beskrevet som et ganske vell Montered og udrustet skib efter datidens skik for
sådanne røverskibe. Det var på 180 lester, omregnet er det ca. 360 tons, eller
nok lidt mindre end Elephanten. men efter forholdene et stort skib. Det var
også udstyret med dobbelt hud efter ostindisk vis. Hermed mener forfatteren
nok, at den også har fået et lag fæhår uden på bundplankerne, dækket af
fyrreplanker ligesom Elephanten og David. Den var bygget to år tidligere og
udstyret med 24 gøttlinger og 10 stenstykker (kanoner) og rigeligt forsynet med
bly og krudt. Der var bageovn med en håndmølle og en smedje om bord. Den var
rigeligt forsynet med det, som sådanne gaseller skulle bruge til deres røveriske
formål. Der var 20 piber vin og andre købmandsvarer, som de havde røvet fra
andre skibe. Dette må være en øjenvidnerapport, det menes at være skipperen på
den hollandske fløjte, der er kilden. Skibet var veludrustet til at erobrer
andre skibe. Bemandingen var oprindelig på 120 mand. Kaptajnen og leder af
fribytterne var Samuel Fischer. Skibet der gik på grund og brændte hed Fidele
Frantzou. Det var ført af Kaptajn Degermund med en besætning på 60 mand.
Jagtens bemanding var på 24 eller 25 mand. Det var skik og brug, at så snart
flere skibe fulgtes ad, havde man en jagt (jagten er et mindre skin med 2 el. 3
master og beregnet til at sejle forud og se om der var fare på færde)
Senere i beretningen er den kun kaldet Jærgeren og der ingen
oplysninger om de to sidste skibes armering.
Samme dag, den 24. februar, blev fribytterne forhørt.
Referat af forhøret ligger i dag i rigsarkivet og giver et ganske godt billede
af fribytternes skibe og deres togter. Fem mand blev afhørt, deres navne
hjemsted og udsagn blev skrevet ned og underskrevet af hver af de forhørte.
Nogle underskrifter er bare kryds eller andet bomærke. Referatet fylder 10
sider, og når først det er tydet og tolket, giver det et godt billede af alle
deres genvordigheder, indtil de overgav sig til flåden. Der er ingen tvivl om,
at den oprindelige besætning var opsat på eventyr. Ved at sammenholde de
forskellige udsagn kan man danne sig et skøn over besætningens størrelse og
sammensætning. Men under forhøret bedyrede de fleste, at det var et rent tilfælde,
de var ombord. Nogle sagde, at de var med, fordi de skulle til Brasilien, andre
mente, at de skulle ind i Middelhavet og røve, endnu andre var bare blevet
hængende om bord, fordi Samuels Fischer have lovet dem masser af guld. Kun
kokken fik fast hyre hver måned. De andre skulle dele 1/3 af udbyttet. Med de
vidste egentlig ikke, at det var på fribytteri de skulle. Soldaterne og deres
befalingsmænd kom fra Paris, resten af folkene fra La Rochelle, Dieppe og
oplandet til de to byer. Der blev flåden også samlet og udrustet.
Fidele Frandtzou og jaget afgik fra Dieppe i juni 1618 til
La Rochelle, og sejlede derfra med det “store skib”. Det varede ikke
længe før Jagten manglede vand. Den blev sendt til Afrikas kyst efter vand. Den
kom tilbage til de to andre skibe uden at have fundet ferskvand og blev så
sendt hjem med en reduceret besætning. Resten af folkene fortsatte på de to
andre skibe. De sejlede faktisk lige ned til fribytternes foretrukne jagtområde
mellem Azorene, Maderia og De kanariske øer. De har ligget lige passende i
vejen for de med skatte tungt lastede skibe på vej hjem til Spanien og de
ligeledes tungt lastede engelske, hollandske, franske og nu også danske skibe
på vej til eller fra det fjerne østen. Om sommeren var der en stabil passat og gode
muligheder for at ligge i læ af småøerne. Så kunne de hurtigt komme frem og
overraske deres bytte. Anlægspladser som Flores, en lille ø af Azorerne, Porto
Santo nord for Maderia, var kendte sørøver reder. Reden ved Kap Verde blev
brugt til reparationer og proviantering.
De sejlede til de Kanariske Øer. Sejladsen kan have taget
cirka 12 dage. Der tog de fisk fra tre englændere og plyndrede folket. Allerede
påså tidligt et tidspunkt af deres færd var de interesseret i proviant. De har
nok ikke haft for meget med sig. Det ser ud til, at der ikke var mere at hente
der, og de sejlede til Isla de Flores, hvor de mødte de tre franske
orlogsskibe, som de kendte. Til dem afsatte de tre mand som var opsætsige. den
oprindelige besætning af fribyttere sejlede rovet hjem. Besætningerne på de
erobrede skibe blev sat til at arbejde på Samuel Fischers skibe, eller de blev
også fribyttere. På den måde fik han flere og flere fremmede om bord. Det var
ikke altid de makkede ret. Nogle var ikke særligt begejstrede for at arbejde
for firbytterne.
Derfra sejlede han tilbage til Isla de Palma. Der fandt han
en franskmand, som han lettede for 3 læst hvede, 4 gøttlinger, 6 stenstykker og
2 tons krudt og kugler. Folkene havde ikke meget, men det de havde, blev taget
fra dem. Kaptajn Samuel Fischer gav franskmanden en kvittering for det modtagne
gods. Denne handel viser tydeligt, at det ikke var vin og andet kostbart, han
ar ude efter. Hvede var noget spiseligt, og 3 læst er alligevel en anselig
mængde. At han også tog kanoner, kan tyde på, at han ikke var tilfreds med det
skyts, skibet var udstyret med fra Frankrig.
Fra Palma sejlede han til C. Carnurien, (Grand Canaria) hvor han fandt en engelskmand, der allerede to
gange var blevet overfaldet af franskmænd. Han tog 10 piber vin, 2 piber sukker
og afleverede 30 mand, der var ” løbet” fra ham. Samme sted tog han
fra en engelskmand 50 piber vin og berøvede folket. Derfra sejlede han til
Lanzerote og erobrede den engelske jagt med E. Leck om bord. Fidele Frandtzou
og jagten kan godt have forladt Lion d´or, efter at Samuel Fischer havde fået
“legale” forsyninger af franskmanden.
Den 19. november 1618 bliver en engelsk jagt overfaldet.
Vidner omtaler kun fribytteren, der forlangte, at jagten skulle levere 8 både
vand, 5 krabicker, hvad det end er, 12 okser og 14 høns. Dvs. fribytteren havde
ikke fysisk overtaget jagten, men han kunne nok true den til at give noget fra
sig. Jagtens skipper har udleveret, hvad fribytteren forlangte. Jagten var
velforsynet og fribytteren manglede proviant. Dette forklarer Fidele Frandtzous
og jagtens afstikker til Ringebordo, Tangerj og C. de Rouertt, som et andet
vidne har beskrevet. Mangelen på proviant var simpelthen større end mangelen på
bytte. Alle de fade vin, han havde taget, kunne ikke mætte. Skipperen udleverede
det forlangte og “begierett Engelschmanden sitt schibff igien”, altså
han tror, at han er fri. Men fribytteren vil have mere, hvilket skipperen dog
nægter ham. Så tilbyder fribytteren jagten at sejle med på fribytteri.
Jagtskipperen tilbyder ham skibet uden besætning (her er det lidt uklart, om
fribytteren tilbyder 100 croner, eller om jagtskipperen, siger at han ikke vil
på fribytteri, om så han fik 100 croner). Fribytteren Samuel Fischer trøster
skipperen med, at han kunne blive tilfreds, hvis han gjorde en god rejse. Et
vidne fortæller at skipperen blev lovet 1000 gylden for at følge med og 300
Gylden til foræring, og at han oven i købet kunne blive på sit skib med sine
egne folk. Skipperen slog til og siden sad han til bords med Fischer og kaptajnen
på jagten var tolk. Den engelske jagt fulgtes herefter med fribytterne som
deres jagt.
Springet fra koffardiskib, dvs. handelsskib, til
fribytterskib var ikke så stort dengang. Efter forhandlingerne med den engelske
jagt lå Fischer i fere omgange 10 – 11 dage under Lanzarote og ventede på nogle
skibe fra Maderia. Så sejlede de til Tenerife og var der i 5 – 6 dage. Her
jagtede de en karavel fra Santa Cruz red til den anden side af øen. Derefter så
jagten på et andet skib med 18 kanoner med det hollandske flag på storstange og
der engelske på bageste stang. Dette skib angreb de om natten uden de store
skibs støtte. To timer senere kom Lion dór og Fidele Frandtzou og forsøgte at
borde det angrebne skib, men måtte opgive efter syv timers kamp. 10 eller 12 mand
blev såret. og en konstabel blev slået ihjel. De var her tre skibe om at
angribe et skib, der turde forsvare sig.
Derfra sejlede de igen til Maderia og lå der 8 eller 9 dage,
til de sejlede til Lanzarote ind i bæltet mellem Lanzarote og Fuerteventura til
C. Blanc og så langs kysten til Kap Verde. Denne sejlads tog ca. 10 dage. Der
lå de så, indtil de blev taget.. Under opholdet ved Kap Verde fik de af et tysk
skib omtrent 20 stænger jern for vin. Jernet blev brugt til at få vand af de
indfødte. Ove Gedde måtte også give jern for ferskvand. På land havde de 30
sårede. Nogle af dem var måske mænd fra d erobrede skibe. En var blevet pint,
nævnes det af to vidner. Adskillige fribyttere er blevet sat i land eller på
andre skibe, fordi de var opsætsige, havde rebelleret eller bare ikke ville
være fribyttere.
Det ser ud som om at fribytterne var i en sølle forfatning,
at der ikke var vand nok, var almindeligt, men de manglede proviant og har ikke
kunnet skaffe nok ved fribytteri. Den engelske jagt var en lækkerbisken for
dem. Den var velforsynet, og måske var det derfor, den fik tilbuddet om at
sejle med. Bortset fra Lion d´or, var de andre skibe heller ikke meget bevendt.
den engelske jagt tog egenhændigt kampen op med et skib på 18 kanoner, men
efter to timers kamp, havde det alligevel ikke erobret det. Lion d´or og Fidele
Frandtzou kunne efter yderligere 7 timers kamp heller ikke klar det. Det ser ud
til at besætningerne var i en fysisk dårlig forfatning og at moralen ikke var
særlig høj. Englænderen troede, at han kunne klare det og slippe fra Fischer på
et tidspunkt. De skulle lers have solgt deres last af huder og staver til
tønder på Maderia, hvor de blev erobret. Derfra skulle de til Lanzarote og til
Cabo Blanco op Afrikas vestkyst og fylde lasten med fisk. Men det lykkedes ikke
, og nu var de altså taget til fange af den danske styrke. De gjaldt om at
slippe så billigt fra anklagen for sørøveri som muligt. De fleste af de
forhørte havde en eller anden luftig undskyldning for at være ombord på skibene
lige nu, og det var nok snarere blandt de 30 mand i land at man kunne finde
fribytternes fanger fra de erobrede skibe. Blandt dem var en Skotte, der var
blevet pint og plaget og havde reb om halsen, fortæller et vidne. Ove Geddes
skibe havde set ud til at ville slås for det. Derfor gav fribytterne så hurtigt
op og håbede på en mild behandling af danskerne.
Et forhør er mærkeligt. Det sidste vidne, tilsyneladende en
sømand, der var om bord hos fribytterne for at komme hjem. Han var kommet til
Kap Verde på et koffardiskib, som sejlede fra Dieppe fem måneder tidligere for
at handle huder for jern og brændevin.
Var han bare uheldig?
De 19. februar om morgenen får fribytterne øje på den
hollandske fløjte, der ligger og skvulper, bred om bugen, dybt lastet og til
ankers. Det er endeligt et let bytte. Så er det bare om at komme i gang. Op med
ankret og sejlene. Den mest udførlige beretning om dette slag set fra deres
synsvinkel får vi af “den engelske styrmand Leck” på Lion dór.
Fløjten fyrer et skud af, men det var vel af angst, tænker sørøverne. Så dukker
resten af flåden op. Styrmanden beretter, at de troede, det var spanske eller
portugisiske skibe. De prøvede at komme til luvart for skibene, og de frydede
sig, da de så Elephanten sætte storbåden i vandet. De regnede med, at de var
ved at bringe deres kostbarheder i sikkerhed. De tænkte ikke på, at det kunne
være, at båden med mandskab om bord var sat i vandet for at entre deres skib.
Da de blev beskudt af danskerne, mente han, at de skulle overgive sig. Det
mente hans kolleger ikke, at de skulle.
Leck nævner kun tre af flådens skibe i kamp, Elephanten,
borgerskibet Christian og den hollandske fløjte. Sidstnævnte har både været
lokkemad og bagstopper. Den har nok haft den farligste rolle i træningen, men
når man overvejer, hvad det egentlig var denne fløjte præsterede, så har det
nok været et mere kampdygtigt skib end forventet. Den sørger for at holde
afstanden til fribytternes jagt på vej
ud. Jagten sejler forbi Elephanten og går i kamp med Christian og får held til
at beskadige riggen blandt andet. Så må fløjten vende for at borde jagten, og
det lykkes fløjten at erobrer den fremmende jagt. Ove Gedde roser også
kaptajnen i sit brev til majestæten. Kongens skib David med gesandten om bord
og borgerskibet København deltog ikke i træfningen. Det er forståeligt ´, at
David ikke var med. Kaptajnen på København var Laurids Willomsen. Han skulle
måske beskytte David.
Træfningen kan ikke måle sig med andre kendte piratangreb.
Der blev ikke skudt ret meget. Elephanten afleverede to varselsskud, et mod
Lion d´or og et mod jagten. Derefter et skud igen mod Lion d´or, efter at have
set dennes pas, det vil sige tre skud i alt. Christian, jagten og fløjten har
nok ikke været indhyllet i krudtrøg. Ove Gedde melder hverken skader på skib
eller mennesker. Derimod har fribytterne en del sårede, nogle af dem var nok
sårede fra tidligere møder med skibe.
Ve Kap Verde har fribytterne bragt 30 sårede på land. Nogle
af dem har sikkert ikke villet være fribyttere og var derfor i land, formentlig
bevogtet. Det kan kun blive et kvalificeret gæt, at der var ca. 140 kampduelige
fribyttere, da de gav sig i lag med den
ostindiske flåde. De var så oven i købet ikke i for god fysisk tilstand og
deres moral vel heller ikke. Man kan antage at kongens skibe og den hollandske
fløjte var vedligeholdte og rene med folkene mætte, sunde, vel disciplinerede
og i overtal. Det har været for stor en opgave for fribytterne.
I rapporten til Christian IV har Ove Gedde ikke skrevet
noget om, at fribytterne var deres fanger, eller nævnt de mennesker, der var
blevet i land. Den eneste, der egentlig var fange, var kaptajnen for styrken
Samuel Fischer. Lion d´or blev omdøbt til Patientia et navn, som der er
tradition for i kongens flåde.
Det er nok på sin plads her at gennemgå det , der førte til
slaget ,ed fribytterne. Ove Gedde, “Christian IV´s mannd, thienner och
gesannte” havde skønnet rigtigt, da han formodede, at fribyttere kunne
ligge i Anse Benard. Han disponerede rigtigt ved at sende den hollandske fløjte
i forvejen for at undersøge ankerpladsen nærmere. Han dirigerede de andre skibe
i læ af øen Goreee, så de var beskyttede. Det hele tyder på, at de var
admiralen, der her dirigerede de dansk skibe. Havde Ove Gedde ikke angrebet
fribytterne, var de danske blevet erobret eller svært beskadiget af
fribytterne. Den helt korrekte opførsel fra begge parter havde været, at d
viste hinandens papirer frem og derefter fandt ud af, om de var venner eller
fjender. Af forhøret af fribytterne synes det at være klart, at det var rene sørøvere,
som ikke var blege for at overfalde deres egen nations skibe. Ved korrekt
opførsel fra Ove Geddes side ville ekspeditionen enten være blevet svært
beskadiget, eller den havde stoppet der. Mens kongens gesandt ikke var i tvivl om.
at det var sørøvere, så tvivlede han derimod på den diplomatiske reaktion hjemme.
Man havde hele opholdet på kysten til at tænke over hvordan man skulle skrive det
til kongen.
Klargøring til videre rejse
I første omgang var der vigtigere ting at tage sig af. De
var kommet for at købe ferskvand og proviant, og den 26. februar ankrede de op
ved Porto Dallie og aftalte med de indfødte, at de ville give 30 stænger jern
for ferskvand. Samme dag blev Thyge Stygge og Peter van Xanten beordret til at
optegne alt, hvad der fandtes på skibet Patientia. Niels Rosenkrands og
Visitateuren, Herman Rosenkrants, skulle tage sig af den erobrede jagt, der nu
hed Jægeren. De af leverede et underskrevet register over invetaret. Næste dag
den 27. blev besætningerne til de to skibe udstukket. Hvet skibsråd afleverede
en fortegnelse over den proviant, de kunne afse til de to skibe. Hans Lindenov
blev kaptajn på Jægeren, mod at den kejserlige gesandt skriftligt stod til
ansvar overfor kongen “for alt hvis Skade og Schimpf, som deraf kunde
foraarsages”. Det havde altså ikke været noget admiralen gik ind for.
Et par dage efter, den 28., blev overkøbmand Cornelius Løyse
sat til at fjerne, krystal, koraller og jernstænger fra priserne for dermed at
finansiere flådens proviantering. Det med koraller og krystal er mystisk. Var
det noget de havde tiltusket sig fra de indfødte? Jernstænger var til gengæld
den gængse handelsvare i Porto Dallie. Den 2. marts blev alle kaptajner og
skippere af Det Brede Råd beordret til at ro hen til priserne for at finde ud
af, hvad de erobrede skibe eventuelt manglede af udrustning, hvis de skulle med
til Ostindien. Den 6. tabte Davis en 3/4 sag, en mindre kanon. Ove Gedde var
sur, det var sket, medens kaptajnen ikke var om bord. Skipperen og artilleri mesteren
havde ikke været påpasselige nok. En kanon er ikke noget, man sådan bare taber
ud over siden. Ove Gedde havde nok at se til. Episoden med kanonen har nok
overbevist ham om, at man skal være over det hele, hele tiden. Det er ikke en
ukendt reaktion på sløseri i arbejdet.
To dage efter besluttede Det Brede Råd at anholde kongens gesandter og folk fra
Porto Dallie, da disse var kommet med trusler og “adskellig
Unyttighed”. Dette er det eneste, der står om den episode i rapporten. Om
tilstandene på kysten dengang oplyser Søfartsmuseet i nutidens Gorée at både
øen og kysten ved Porto Dallie hørte ind under et rige, som Ove Gedde kalder
Gambra, og at Gambra øverste ledelse udelukkende bestod af indfødte. I dag
sikkert Gambia.
De eneste udlændinge på denne tid var arabiske købmænd eller
europæere fra Portugal eller Spanien. De kunne være mellemled mellem de
indfødte herskere og europæerne. Ove Gedde og hans folk var ikke meget kendt
med at handle uden for det skandinaviske område. Hollænderne var bedre kendt med
den salgs handel, men de holdt sig beskedent i baggrunden. Forsyninger til
skibene på kompagniets rigning var ikke deres anliggende. Der kan meget vel
have opstået misforståelser mellem danskerne og de indfødte. Den 9.´marts
sendte Rådet Alcairens, guvernørens, broder med en fastboende portugiser til
kongen. De skulle forsikre ham at der intet ondt ville ske fangerne på skibet.
De var ene og alene tilbageholdt på grund af en manglende leverance af vand og
brænde som de allerede havde betalt for. I et brev til Christian IV skriver Ove
Gedde, at et flertal af stemmerne i Det Brede Råd besluttede, at de
formastelige indfødte, der kom om bord og “gandsche ubehørligen” lod
befinde, skulle tilbageholdes og trakteres vel, indtil de havde fået vandet om
bord. Dette fik de indfødte i land at vide. Danskerne fik omgående lov til at
hente deres vand om to dage. Men de turde ikke løbe an på løftet, så de beholdt
de indfødte om bord.
Der kom ingen vand. Den 10. blev det forordnet af Det Brede
Råd, at tre officerer, 55 mand samt skibsbådene bemandet med søfolk skulle atge
ind til land og hente vand. Det var søfolkene, der skulle hente vandet, og
soldaterne skulle se til, at de ikke blev forhindret af de indfødte. Dagen
efter tog Ove Gedde, Thyge Stygge, to løjtnanter og en fændrik med 50 soldater
ind på land for at undersøge, om de kunne få vand nok, uden Folke-Spilde. Det
fandt vand to steder. Det ene lå 100 skridt fra stranden, hvor bådene kunne
ligge. De gravede ned i stranden for at komme til grundvandet. Når man er så
nær ved havet, er man nødt til at smage på det kan meget vel være brakvand. Ove
Gedde fandt den nærmeste plads velegnet, selv om det smagte lidt af salt. Det
kunne bruges som kogevand. Alle, der var med, forlangte, at man tog vandet fra
det fjerneste sted. De ønskede ikke at blive syltet i det salte vand og dø i
søen. Så hellere tage den risiko, det ville være at hente det længere inde i
land. De ville holde god vagt, hvis de indfødte fandt på at ville skade dem.
Admiralen bøjede sig modvilligt for dette krav og henvendte sig til alle i land
med en advarsel om, at de ville blive slagen, hvis de blev overfaldet af de
indfødte, da de ikke kunne få nogen hjælp fra skibene. Så de skulle være
vagtsomme. Soldaterne blev delt i tre grupper med hver en officer. De blev
posteret mellem vandhullet og bådene. Ove Gedde og Thyge Stygge blev roet
tilbage til skibene. Resten af det, der skete på stranden, blev opklaret af et
forhør, som fandt sted efter, at alle var kommet tilbage til skibene.
Det har været ret besværligt at hente vand på kysten. På
stranden ved Porto Dallie var det ikke helt så nemt. Vandet blev pumpet eller
øst op i træfade, laste i jollerne og sejlet ud til skibene. Medens søfolkene
knoklede med det, skulle soldaterne holde vagt. Den midterste gruppe af
soldater blev ledet af en fændrik. Han beordrede sine soldater hen til den
gruppe, der var placeret tættest ved stranden, og smed tøjet og gik i vandet.
Han opfordre sin deling til at gøre det samme. Det var dejligt for soldaterne
for det var ingen badeværelse om bord, go for en gangs skyld kunne man få vand
på hele kroppen og blive kølet af, det var jo i troperne. Geværerne blev
stillet op i pyramider og tøjet lagt i bunker på stranden og de for ud i
bølgerne.
I brevet til kongen skriver Ove Gedde mere om denne
beklagelige episode. På dette tidspunkt har han haft tid til at overveje, hvad
der egentlig skete, og hvordan han skulle fremstille det for riget øverste
chef. Han var jo først og fremmest tjenestemand.
Episoden beskrives sådan: Da de “Sorthe” så soldaterne
i vandet, overfaldt de med inden de kunne komme til deres geværer. De blev
jaget ned til bådene . En del nåede ud til bådene, andre blev slagne eller
druknede. De tabte 43 mand. Nogle af dem blev tilbageleveret. 12 mand beholdt
de. De tal stemmer ikke helt overens med de tal, der står i rapporten. Det
står, at 10 mand forsvandt, 31 blev slået og fanget, 12 mand blev leveret
tilbage og 11 mand beholdt de som slaver. Regnestykket passer ikke helt,
hverken i rapporten eller i brevet. Det eneste som vi ved med sikkerhed, er, at
11 mand er blevet slaver hos de indfødte. Klog af skade måtte de prøve endnu
engang. Ferskvand skulle de have. Der er ikke nogen beretning om, hvordan det
så gik.
Den 16. marts mødtes Det brede Råd igen. Denne gang var det
på grund af “Uskikkelighed udi Flaaden” Der var for meget drikkeri og
overflødig spisning i kahytterne, det vil sige officersmesserne. Enhver person
skulle udleveres 4 pund brød,3/4 pund smør og hver dag ½ kande vand og ½ kande
vin. På hver køddag – 2 dage pr. uge – udleveres 1/4 pund flæsk og ½ pund kød,
og på hver fiskedag 1/4 pund fisk.
Den daglige kande øl er blevet til ½ kande vin og ½ kande
vand. Rent umiddelbart skulle man, tro at øllet var sluppet på eller blevet
dårligt. Hvor meget der var komme om bord er ikke til at udregne, der er for
mange ukendte faktorer. Var det specielt skibsøl, der kom ombord, eller var
dansk øl almindelig øl, som enhver husholdning bryggede? Fakta er, at rationen
blev lavet om til vin og halv vand. Så kan man bedre forstå modviljen til at
tage brakvand om bord. Det er da uappetitligt at fortynde vin med brakvand.
Det næste punkt på dagsordenen er meget alvorligt og
kompliceret. Gesandten havde kastet Davids båd i søen med 8 kanoner og nogle
geværer, som han havde fået skriftlig bevilget af kompagniets bestyrelse.
Hvorfor gjorde han det? Kanonerne er en mangelvare på lange rejser. De var ikke
nemme at få fat i og det var absolut en svækkelse af flådens ildkraft. Så blev
der byttet både, for man kunne ikke undvære en båd. Den bliver ikke bare brugt
til at transportere kaptajnen og den øverste ledelse, en båd er også en
arbejdsbåd. Kaptajner og skippere fik travlt med at bytte både, så de kunne
sikre sig en bedre båd, end den de havde i forvejen. Og nu skal man altså lige
holde tungen lig i munden: Den hollandske fløjte skal have Patientias båd,
fordi gesandten havde kaste sin båd i søen. Davids skulle igen leveres til
Patientia, fordi skibsrådet havde beklaget sig over ikke at kunne have den. Den
har måske fyldt for meget på David.
To dage senere samles Det Brede Råd igen. Det sluttede, at
Jægeren og Patientia skulle følge med til Ostindien, selv om Ove Gedde havde
protesteret og advaret dem om, at de selv skulle stå til ansvar for følgerne af
denne beslutning. Han havde forslået, at Patientia skulle bemandes med 20 mand
af deres egne og sammen med den hollandske fløjte sejle til Salt Øerne og
lastes med sal til Danmark. Ilha do Sal er en af de Kapverdiske Øer, hvorfra
der udskibes salt. Ankommen til Danmark,
fuldt lastet med salt, kunne admiralitetet bestemme over skibets videre skæbne,
så det ikke ville give anledning til Internationale stridigheder. I øvrigt var
en prise ifølge skibsartiklerne kongens ejendom. Han tilføjer, at selv om
skibet havde været ude i 8 måneder, var det i god stand. I Beretningen af 1620
står der at det var en nybygning. At skibet skulle med til Ostindien var ikke
så dårlig en beslutning. Man vidste, at der ville komme et større mandefald i
løbet af rejsen. Det var normalt på de tider. Så det var vanskeligt at undvære
folk til at sejle to priser hjem. Det var også et godt skib, som d nok kunne
have gavn af ude på Østen. Det viste sig faktisk, at det var den bedste sejler
i flåden. De andre skibe var ombyggede lastskibe. Den stak mindre end de andre
og var derfor god til at sende i forvejen. Rådet besluttede endvidere at man
skulle forsøge at få den lokale konge for “Gods eller Penge” til at
frigive de fangede soldater. Samme dag forlangte, i rapporten står de begierde,
Boschouwer, at det kejserlige våbenskjold sammen med den danske konges
våbenskjold blev malet på Patientia agterspejl. De to majestæter skulle også
males holdende hinanden i hånden under våbenskjoldene. Ove Gedde sagde, at det
ikke kunne lade sig gøre, der var for lidt plads. Det var et diplomatisk
afslag.
Det var nogle travle dage. Den 19 marts tog Ove Gedde selv
med officerer og folk med alle de store både i land – nu ville de havde deres
folk ud af fangenskabet. Det må have set imponerende ud med alle de store både
med soldater, bevæbnet med musketter, krudt og kugler komme ind til land. Måske
var der endda en lille kanon om bord. Det er ligesom, man har set det på film,
når opdagelses rejsende eller soldater på rov ror ind til en fremmed kyst fra
skibe, der ligger til ankers i bugten. Til at begynde med har de indfødte nok
været imponerede og bange for, hvad der skulle ske. Men med tiden er de blevet
hærdet og har siddet stille på stranden for at afvente begivenhedernes gang.
Det skete også her. Brændingen var farligere end folk troede. Det begyndte
allerede tre musketskud fra land . Alle kom i stor eventyr, skriver Oce Gedde.
Men de trak sig tilbage i tide, uden at de kom til skade. Han skrive ligeud, at
det havde været slut med ekspeditionen, hvis de havde mistet alle deres både på
denne udflugt, og det havde været til stor “daarlighed af både mig og de
andre”. Efter dette mislykkede forsøg, lettede de anker og sejlede til
Salt øen, Ilho do sal, for at laste hollænderen med returlasten.
Medens de lå der, skulle de borgelige skibe have nok at
bestille med at omlade proviant og andre forsyninger fra hollænderen til deres
skibe. De to priser skulle have deres forsyninger suppleret så de havde nok til
den lange rejse til Ostindien. De fik lov til at låne Elephantens storbåd til dette
arbejde. Den 20. om aftenen ankrede de op ved Salt Øen. De Kapverdiske Øer
ligger ud for Kap Verde og er en gruppe øer uden ferskvand. Salt øen er en af
den gruppe. Den næste dag blev hvert skibsråd af Det Brede Råd pålagt at finde
ud af, hvor meget ferskvand de havde om bord. Det viste sig, at der var nok til
de næste 3 – 4 måneder. Ove Gedde bemærker lidt syrligt i rapporten, at så
havde al den besvær og de tab, det foranledigede, været unødvendige. Fremover
skal alle officerer holde bedre regnskab med deres forbrug af vand, vin og
proviant. Det er ikke første gang, at han ser sig nødsaget til at irettesætte
de øvrige ledere. Disciplinen var ikke så god, som den skulle være. I dag er
det en selvfølge at man kontrollerer, hvor stor forbruget er i forhold til
beholdningen. Det må det også have været dengang. Men i de andres øjne var han
nok en grønskolling og militærmand. De var frie købmænd. Allerede på Isle of Wight
lod de hånt om hans ordrer. Gesandten gad ikke engang være om bord til
afgangstid, hvilket ikke har hjulpet på forholdet mellem danskerne og de
hollandske købmænd. Gesandten have åbenlyst demonstreret sin holdning til den
danske ledelse. Ove Gedde har indtil nu undladt at tvinge sine ordre til at
blive fulgt af de civile købmænd. Efter at have konstateret, at der var vand
nok, hvis man udi nød kunne klare 4 måneder uden at tage mere vand ind, mente
Det Brede Råd, at man kunne fortsætte rejsen. Man kunne dog først lige finde ud
af, om man kunne få vand fra fastlandet. Tå både blev sejlet ind til fastlandet
og fik der forbindelse med en portugiser, der for 80 rigsdaler kunne skaffe dem
vand. Så flåden skyndte sig at lægge sig til ankers i Anse Bernard, bugten ud
for det nuværende Dakar.
Der er ingen ro. den 27 bliver skipperen på Christian, Jan
Jansen, dømt fra sin stilling, som skipper samt tab af alle sine
“fortiente Maanedspenge”. Hans forbrydelse var alvorlig nok. Han blev
beskyldt for at have løjet til gesandten, sådan at denne opildnede hollændere
og fremmede imod danskerne. Altså han havde sået splid i mellem grupperne. Så
er det et fortolknings spørgsmål, om dette betyder, at han hele rejsen skal
arbejde gratis, eller om det kun er den løn, han har tjent indtil denne dag.
Ifølge skibsartiklernes § 64 er den endelige afgørelse kongens. Han kan benåde
den gode Jan Jansen. Endelig de 30. mats bestemmer Det Brede Råd sig til at
udlevere Alcairen af Porto Dallie til Alcairen i Kap Verde.
De 1. april tog Det Brede Råd nogle vigtige beslutninger.
Man kan fornemme, at nu tog man en dyb indånding, for nu skulle man for alvor
ud på dybt vand. Der vat langt til næste stop. Flåden skulle helt til Kap Det
gode håb uden stop. Provianten var blevet checken flere gange. Der var vand nok
og disciplinen havde fået en opstrammer. En kilde til uro var fundet og kvalt.
Nu skulle størrelsen af rationerne bestemmes, så man var sikker på at kunne nå
Kap Det God e Håb. Nedskæringerne i rationer skulle gælde alle uden undtagelse.
Det bliver præciseret i bestemmelsen om de nye rationer. Fra 4 pund brød
ugentlig går man over til 3 pund. Der bliver 2 køddage og 5 fiskedage, en kande
vand og 2 møtschen fransk vin. Når der er sluppet på, får de kun 1½ møtschen
spansk vin . Øl og brændevin er ikke nævnt, så det formoder jeg bibeholdes så
længe lager haves. Samtidig beslutter man, at hvert skibsråd skal have lov til
at lave om på rationens størrelse, alt efter omstændighederne. Det kan være
fordi, de på grund af uvejr kan komme væk fra de andre skibe eller have andre
årsager. I alle tilfælde bliver det pålagt det enkelte skibsråd at administrere
den medgivne proviant. Da kongen ikke specielt, havde nedsat et skibsråd for
flåden, bestemmer Det Brede Råd, at alle skibskaptajner skal med i sådan et
råd. Et skibsråd for Patientia bliver udnævnt.. Den sidste beslutning, som
bliver taget i Det Brede Råd, er noget helt exceptionelt. Det fremgår af
skibsartiklerne, at brug af åben ild på skibene i al almindelighed er forbudt
og dermed også tobaksrygning. Men nu beslutter rådet, at der må ryges tre gange
om dagen. I rapporten står der “maatte for Masten drikke Tobak”. Der
står yderligere, at så må de altså ikke ryge under dæk. Ove Gedde skriver, at
det blev besluttet mod hans vilje, da han udmærket er klar over, at det var i
modstrid med majestætens skibsartikler. Det må have taget nogen tid og
diskussioner at tage så vigtige beslutninger, og jeg forestiller mig, at alle
trak vejret lettet efter dette møde. Nu havde man da rationerne på plads, der var
etableret krigsråd, så der ikke var nogen , der kunne gå på rov for sig selv.
Patientia havde fået et skibsråd, og Ove Gedde havde bøjet af for kravet om
rygning om bord.
Det var dog for tidligt at slappe af. Der var en alvorlig
disciplinær sag, der skulle afgøres. En understyrmand på Christian blev dømt
fra sin stilling og skulle kølhales tre gange. Han havde talt nedsættende om
skibsartiklerne. To sømænd blev også dømt til tre gange kølhaling og tabt løn
for tyveri, som de havde begået, medens skibene lå ved Isle og Wight. Hr.
Jacobsen, overstyrmand på David blev dømt til tab af fortjent løn, da han havde
bragt flåden i fare ved at angive, at flåden sagtens kunne sejle til Porto
Dallie. Elephanten skrabede bunden og Christian stødte på grund og kom fra. Som
navigatør var han ansvarlig for de kurser, han fik skibet til at følge.
Der er på tide at kigge lidt på de straffe, der blev udmålt
den gang. Rent umiddelbart vil man nok synes, at det er hårde straffe i forhold
til forbrydelserne. Jam Jansen skipper på Christian, blev dømt for at tale
nedsættende om danskerne til hollænderne og blev fradømt stilling og løn. Nu
bliver en understyrmand fradømt stilling og løn og skal kølhales tre gange også
for at tale nedsættende. Er det forskel i strafudmålingen efter rang? nej det
er der ikke. Understyrmanden talte nedsættende om skibsartiklerne, som selveste
kongen havde godkendt. Dermed klandrede han majestæten og dermed hele
retsgrundlaget for flåden. Det nærmer sig majestætsfornærmelse. At stjæle har
altid været en alvorlig forbrydelse til søs. At have en tyv om bord er ikke
godt for det sociale klima.
Man kan nok tro at kølhaling er lig med dødsstraf. Men det
var det ikke. Der er mange myter om straffene på skibene. Straffene var ikke
beregnet på at slå ihjel. Man skulle da have nogen til at sejle dem. Profossen
havde ingen nihalet kat. Den kom om brod meget senere. Han havde en lille og en
stor kæp.
Livet på skibene var hårdt nok endda i 1600 tallet, og man
udryddede ikke mandskabet på et togt. Bortset fra de korporlige straffe blev
alle straffe først bedømt af rederen, dvs. kongen, når skibet kom til
Helsingør. Indtil da svævede de straffede i uvidenhed. Men de havde da tid til
at korrigere deres opførsel. Belønningen for at fuldføre rejsen var jo 3 mands
hyre og et sæt tøj.
Det hele handlede ikke kun om disciplinærsager og rationer.
Ove Gedde var også ansvarlig for driften af skibene, og han havde lagt mærke
til, at der fra de to borgerskibe blev smidt en del fordærvet brød overbord.
Skriftlift befalede han visitateuren, som var regnskabsfører for hele flåden,
at undersøge sagen nærmere. Han ville gerne vide, om det var brød, de havde
haft med fra begyndelsen af rejsen, og det havde været fordærvet, da det kom om
bord. Eller om det måske var forket opbevaret om brod og derved blev fordærvet.
Visitateuren svarede ikke. Admiralen fik dog opsnut, at brødet inde afrejsen
fra Danmark var blevet vådt i brødkammeret. De havde først nu haft lejlighed
til at komme af med det.
Det var almindeligt, at man på længere rejser brugte ophold
under land til at forny proviant, fange fisk og salte eller røge dem, bage
brød, reparerer og vedligeholde skibene, måske endda kølhale dem. Der blev
ligefrem etableret en lejr med telte til de syge og værksteder. Borgerskibene
har nok fået bagt så meget brød, at de kunne tillade sig at smide det
fordærvede brød ud. Men det er dog bemærkelsesværdigt, at den gode herr
visitateur ikke værdigede sig til at svare admiralens skriftlige forespørgsel.
Endelig den 4. april fastsættes en afrejsedag. De bestemmer
sig til at sætte sejl den 6. april. Forinden skulle der forhandles med de
indfødte, om de ikke for en 40 eller 50 daler kunne blive enige om at købe
kanonerne fra den grundstødte fribytter. Skibsrådene skulle informeres om
rådets beslutning. Skulle det være nødvendigt at sende en båd i land, måtte der
ikke være mere end fire mand i båden. Det Brede Råd har nok fundet ud af, at de
ikke kunne tåle unødvendige tab af folk. Det skulle jo ifølge aftalen med
kejseren af Candy afleveres to kompagnier soldater. Skibskaptajnerne skulle
også undersøge, om skibe David skulle have mere ballast, da dets egen skibsråd
ikke kunne blive enig om dette. Det yder ikke på det bedste klima om bord på
gesandtens skib. Næste dag samledes rådet atter. Denne gang var det om de folk,
som blev tilbageholdt af de indfødte. De indfødte lovede at levere fangerne
tilbage den 7. og derfor skulle afgangen udsættes til den 8. Skibene skulle
være i forbindelse med admiralen to gange ugentlig. I rapporten står der, tale
med admiralen. Kursen skulle sættes til SVtV, 235˚, indtil 80 mil fra landet,
til de var kommet til ca. 11½˚ nordlig bredde. Så skulle de holde StØ 170˚ og
SSØ 155˚. PÅ samme møde besluttede rådet, at der skulle leveres 200 daler til
Patientia og 100 daler til Jægeren. Pengene skulle bruges til proviant i
tilfælde af, at skibene kom væk fra hinanden på turen. Dog skulle
Præsidenterne, mon ikke det er det vi idag kalder messeforstander, stå til
regnskab for de summer. Så kunne de roligt gå til køjs. Afgangen var sat, de
første kurser sat af, og tilsyneladende var alle skibene klar.
Det var nogle travle dage, nu afgangen nærmede sig. Den
næste dag blev de enige med Alcairen om, at han skulle have 50 daler og to
stykker hørgarnslærred. De må have været to ruller lærred, ikke så lidt endda.
De fik så anvist, hvor kanonerne lå, og de fiskede dem op med det samme. Det
blev til to dele af en bronzekanon, kaldet Kaaber Støkke, tre jerngøttlinger,
en ottekantet jernkanon samt tre små ankre og en trosse. Det var egentlig
billigt. Jernkanoner kostede 5 daler pundet i Tøjhuset.
Den 8. april havde de et langt møde i Det Brede Råd. Der var tre punkter på
dagsordenen. Det første punkt handlede om misbrug af Guds navn, at bande
og sværge. For overtrædelse af dette forbud var bøden en rigsmark til de
fattige. For præsidenten var det 1 daler. Så kunne man tage fat på det mere
praktiske. Inden for en perioder på tre uger skulle alle mand have haft en tørn
ved roret. Bøden for at undlade dette var mere beskeden, 8 skilling. Alle mand
skulle holde skibet og galleonen ren. (galleonen er området foran den forreste
mast, det lille stykke dæk neden foran. Her er bovsprydet surret fast til
formasten og skibet, og samtidig det store fælles toilet, som hyppigt bliver
overskyllet af søen.)
Det sidste punkt på dagsordnen omhandlede igen afgangstidspunktet.
De skulle i Herrens navn afsejle næste dag. Forinden skulle de fra
sørøvervraget bjærgede ankre leveres til den erobrede jagt. Den portugisiske
alcair skulle have en gave til kongen af Senegal for at hjælpe til med at få
frigivet de fangede soldater og søfolk. Den fastboende portugiser, der havde
hjulpet dem og forhandlet for dem skulle og have en erkendtlighed. han skulle
foræres 20 daler, en halv amme brændevin, 40 pund brød, 4 oste, en tønde salt
og “en af de sorte”. Alt dette fik han for at hjælpe med at få de 12
fanger frigivet og sørge for deres ophold, indtil der var lejlighed for dem til
at komme med et skib derfra. Til sidst blev det besluttet, at den hollandske
fløjte skulle følge dem i to dage og sejle hjem derefter. Samme dag blev
Cornelius Løyse, overkøbmand idømt tab af 3 måneders løn for “med Skields
have forklejnet Fiscalen”. Det er uklart, hvad det var de havde skændtes
om. Fiscalens senere opførsel kan måske forklare Løyses opførsel.
Samme aften satte de sejl. De havde ligget ved Kap Verde i
50 dage. Man må sige, at der skete noget i alle 50 dage og at det var et langt
ophold, når der ikke var tale om havari eller andre ulykker, og nå de i grunden
havde travlt. De skulle nå til Ostindien, laste og gerne sejle derfra igen med en
gunstig monsunvind. Dog har tiden ikke været spildt. De fik også erobret to skibe,
dog var det vigtigste at Ove Gedde og hans nærmeste danske rådgivere fik set eller
kunne fornemme de vanskeligheder, købmændene kunne forårsage. Der kunne nu ikke
være tvivl om, at Boschouwer ikke var helt enig med admiralen. Flere gange fik han
dog si vilje. Samuel Fischer blev benådet og blev ikke henrettet efter sit flugtforsøg,
fordi Boschouwer og denne kone og Peter van Xanten fik i forbøn for ham. De tilfangetagne
fribyttere kom med på denne del af rejsem. De blev formodentlig sat til at arbejde
for føden, nøjagtig ligesom “konsulatpassagerer”, havarerede søfolk og
turister kom hjem når de var strandet uden midler. Samuel Fischer spankulerede frit
omkring beskyttet af Boschouwers og Peter van Xantens velvilje.
Over Ækvator til Kap
Den 8. april 1619 om aftenen sejlede flåden ud med kursen
sat til 235˚, SV til V. Den kurs blev de enige om at holde, indtil de kom til
ca 11½˚ nordlig bredde. Så ville de være godt klar af kysten med eventuelle
ukendte revler og strømme. Dette må de have tilbagelagt for den 10. skriver Ove
Gedde, at hollænderen blev “afferdiget”. I de cirka to døgn har de
holdt en gennemsnits fart på 5 – 6 sømil i timen. Det er ganske godt. Der står
intet om, at skibene havde været kølhalet under opholdet på Kap Verde, med de
er da uden tvivl blevet renset så godt som muligt for begroninger udenbords. De
skal ikke ligge længe i det varme vand før der er et frodigt lag alger og
muslinger under vandlinien. Det koster fart at slæbe rundt med det. Mange af
folkene har nok stået og tænkt deres, da de så afstanden til hollænderen
langsomt blive større. Nogle har nok tænkt på familien eller vennerne, de havde
efterladt i Danmark. For nogle gik det først nu op, at herfra blev der bare
længere og længere hjem. Og hvad ligger der forude og venter. Ikke alle har
været begejstrede, de har haft tid til at få dæmpet deres begejstring. Nå, men
så løsrev man sig fra mørke tanker, for sejlene skulle stilles om til ny kurs.
Nu skulle de styre S til Ø, 170˚ og SSØ 155˚, lige ind i Guineabugten. Derinde
ligger der en ø, Annabon, som også blev brugt som provianteringsplads. Jagten
Øresund med Roland Crappe om bord havde brugt den i stedet for Kap Verden.
Bæltet med næsten ingen vind ved ækvator er længere sydpå om vinteren. lige som
også ækvatorialstrømmen er. Dette er en stærk vestgående strøm tværs over
Atlanten. Og det er lige den strøm togtets flåde skal finde for at komme over.
I ligprædikenen står der, at det gælder om ikke at komme Guineakysten for nær, for der kunne man ligge stille i
månedsvis på grund af vindstille. man måtte heller ikke komme Brasiliens kyst
for nær, for der fandtes de farlige Abrolhos-skær.
Den 16. april blev Patientia ramt af lyn og ild, hvorved
dens store stang og masten blev ilde tilredt, og nogle bjælker brast, hvorved
flere mand kom slemt til skade. Den 29. om morgenen opdagede, at de havde
mistet David. Den havde godt nok holdt sig beskedent i baggrunden i læ, men
både Christian og Jægeren havde holdt sig i nærheden af den. De to sidstnævnte
havde set og forstået signalet om at skifte kurs, så det undrede Ove Gedde at
David ikke havde fulgt det. Han måtte tilbage på den gamle kurs for at søge
efter skibet. Den næste dag ved middagstid sigtede de skibet langt ude. De var
dog ikke sikre på at det var Davis. De sejlede samme kurs som David. Den ville
dog tilsyneladende ikke komme dem nærmere, men holdt afstanden til dem. Da det
blev mørkt satte de en lanterne og fyrede skud hele natten. Den 30. om morgenen
var den ikke kommet nærmere. Så befalede Ove Gedde officererne på Patientia og
Jægeren at gøre deres bedste for at indhente skibet. Den 1 maj nåede Jægeren
dem, men de nægtede at nærme sig flåden. Tre timer senere kom Patientia og
befalede kaptajnen på admiralens vegne at slutte sig til flåden. På dette
tidspunkt var de kommet så lang fra Elephanten, at de kun lige kunne ane den
ude i kimingen.
Så snart skibene var samlet igen, sammenkaldte Ove Gedde
krigsrådet. Det skulle undersøges, om det var med forsæt eller på grund af
sløseri, at David var kommet væk fra flåden. Kaptajnen Niels Rosenkrants,
undskyldte på sin skippers og styrmænds vegne, at de ikke havde “taget vel
vare på “, at der blev skiftet kurs, og da de havde været væk fra flåden, ville
gesandten ikke tillade dem til at nærme sig flåden, uden at de, skibsrådet på
David, forsikrede ham om sikkerhed for skib og gods. Det kunne jo være, at det
var englændere, franskmænd eller portugisere, der ville erobre dem.
Dette argument kunne kaptajnen ikke som eneste mand imødegå.
Der var otte personer i skibsrådet, alle udpeget af kongen. I et meget
autoritært samfund , som et skib er, er det vanskeligt at gå imod den øverste
ledelse. Boschouwer var vanskelig at komme uden om, og han blev oven i købet
støttet af Peter van Xanten, der havde megen magt i flåden son den, der skulle
holde styr på finanserne. Det blev så besluttet, at kaptajnen skulle udpege de
personer, der imod deres ed havde holdt med gesandten. De skulle erstattes af
kongetro mænd. Det blev straks effektueret. Dette var det første alvorlige tegn
på uoverensstemmelse mellem Boschouwer og Ove Gedde. Var det forsætligt?
Udskiftningen af officerer kunne tyde på, at admiralen mistænkte gesandten for
at ville undslippe flåden. Men kaptajnen var jo Niels Rosenkrants, skipper
Rasmus Samsing, løjtnant Hendrik Hess og der var en trofast mand mere i
skibsrådet, nemlig kadet Christoffer Stygge. Adelsburs var en forholdsvis høj
stilling, når man kunne komme med i skibsrådet. De resterende medlemmer var
måske ikke så pålidelige. Der var gesandten selv, hans betroede overkøbmand
Peter van Xanten og Hr. Jakobsen, der i forvejen er blevet fradømt alle sine
månedspenge ved Kap Verde. Hvis gesandten i kraft af sin stilling havde presset
på, godt støttet af de tre hollændere, har resten af skibsrådet ikke kunne
modstå. Man var mere autoritetstro dengang. Skibene blev forenet igen og man
fortsatte turn over Atlanten, men mistanken var sået. Den 3 maj bekender
skipperen på Davis, at de havde set Christian skifte kurs, men først selv
skiftede kurs et par timer efter. Umiddelbart skulle det ikke give den helt
store afstand mellem dem. På de kanter er sigtbarheden normalt mindst 10 sømil.
De var endda oppe i masten for at finde dem. De har nok sejlet en helt anden
kurs, og Ove Gedde var meget heldig at han fandt dem.
Rapporten er ret tavs om de forskellige kurser de sejle de
over Atlanten. Der er flere oplysninger i ligprædikenen. Den gode præst må have
fundet dem i Ove Geddes private papirer. De 8. maj passerede de ækvator første
gang. Deres bredde var 0˚ S, og de kunne se Sydkorset og havde solen i stik
nord til middag. Den 8. maj havde de øen Fernando de Noronha ca. 56 mil SV til
V, og så sejlede de StV og SSV. Der er ingen optegnelser om, hvornår de
egentlig skiftede fra en sydøstlig kurs til en vestlig kurs. Et eller andet
sted i nærheden af Afrika har de fanget den kraftige vestgående
ækvatorialstrøm. Den fremherskende vind på dette tidspunkt er god østen eller
sydøstenvind, så de er nærmest drevet over Atlanten med en gennemsnits farts på
7 sømil i timen. Senere har skibene slidt og slæbt sig gennem disse farvande.
Ideen med denne kurs var at man kunne kommer til Brasilien
og få fat i SØ-Passaten og så bruge den for at komme tværs over Atlanten til
Kap det Gode Håb. Man skulle holde øje med bredden, for kom man forlangt sydpå,
var det vanskeligt at arbejde sig tilbage til Kap det Gode Håb. Middagshøjden
skulle helst tages hver dag. Man havde ikke nogen måde at måle længden nøjagtig
på. Kronometeret vat ikke udviklet endnu, men englænderne arbejde på det.
Også under denne sejlads skulle man undgå at komme kysten
for nær. Lige under linjen ligger der nogle øer ret umotiveret i det store hav.
St. Pouls Rock på 0˚ 50ʹN og 29˚ 22ʹ V og Fernando de Noronha 3˚ 25ʹ V. Den
første ligger østligt og er meget markant. Den har en imponerende silhuet. En
høj spids klippe rager op af havet.
Der er ikke noget fyr på øen. Man kunne ikke enes om, hvem
der havde ansvaret for øen. Den anden ø ligger tættere på kysten. Foruden disse
øer kommer der flere lumske steder, såsom Rocas på 3˚ 51ʹ, der er et rev, der
stikke lige stikke op af vandet, og så de to øer Trinidad og Martin Vas, begge
på 20˚ 30ʹ S og mellem 28˚ og 30˚. I 1619 var der ingen fyr på disse farlige
stenbunker.
Den 16 maj har de Kap San Augustin 77 mil vesten for sig.
Det må være en gættet position, for på den afstand har de ikke kunnet se land.
De har højst kunne lugte det eller har kunnet se på havets farve, at de var
blandet med flodvand. Men altså det rene gætteri. Middagsbredden viste
alligevel, at de var på 8˚ 29ʹ sydlig bredde. På dette stræk har deres fart kun
været på ca. 2½ sømil i timen. De fremherskende vinde på denne strækning er fra
SØ og ækvatorialstrømmen støder til kontinentet og drejer nordefter. De beholdt
kursen SSV til den 22. og gik så SSØ og til StØ til de kom til 13˚ 57ʹ S og
bemærkede en variation op deres kompas på 15˚. Farten vat i det hele lidt
bedre, ca. 3½ sømil i timen.
Den 23. blev det besluttet, at kursen fremover skulle være
SSØ og StØ, men aldrig lavere end StØ, og den 30. maj passerede de den sydlige
vendekreds på 24˚ 30ʹ sydlig bredde. Da var de på højde med Rio de Janeiro, og
det var på tide at udnytte SØ-Passaten. Kap det Gode Håb ligger nede på ca. 35˚
S, og det var på tide at tilrettelægge den videre sejlads, så der ikke kunne
opstå nogle misforståelser. Jægeren skulle altid sejle foran flåden, og om
natten skulle den føre lanterne. Den skulle give tilbørligt tegn, hvis den
mente at kunne fornemme grunde eller land forude. Så var der lukket for andre
skibe at sejle forud og forlade flåden.
Den 1. juni blev de enige om, at de skulle sejle mellem
Madagaskar og Afrika, sås nat de var kommet fra Kap det Gode Håb. Det blev forbudt
at affyre kanonskud til honnør, hverken for admiralen eller nogen anden. Der
måtte heller ikke skydes salut ved begravelser. Undtaget var dog medlemmer af
skibsrådet. Samtidig står der “Og hvad kås vi skulle rette. Det må betyde,
at der blev foretaget rettelser i den daglige kurs. De skulle jo være meget
agtpågivende. At forfejle Kap Det Gåde Håb ville give en betydelig forsinkelse
af hele rejsen.
Den 6. juni målte de deres bredde til 30˚ 15ʹ og gættede sig
til, at øen Tristan da Cunha lå 116 mil sydøst for dem. Kompasset afved nu med
to hele streger og 4˚ 52ʹ. Det er meget. En streg er 11 1/4 grad. Ud fra den opgivne
position den 30. maj, pejlingen og den opgivne afstand til Tristan Da Cunha må
den reelle kurs have været StØ. De er blevet godt presset af havstrømmen og
vestenvinden på det sidste stræk.
Det var også godt, eller var de kommet alt for meget syd for
Kap. Så ville de have besvær med at arbejde sig nordpå mod vinde og strøm. Fra
den 13. til den 18. juni så man mange tegn på, at Kap Det Gode Håb var nær. De
så svaler, hvaler og flydende rør og mente at være ca. 130 mil fra deres
bestemmelsessted. For den 17. står der ret kortfattet i rapporten, at Christian
mistede et stykke af sit bovspryd. Og den 18. blev jægeren beordret til at
sejle forud, da styrmændene mente, at de var i nærheden af Kap Det Gode Håb. I
rapporten hedder det Cabo Bona Esperaca. Allerede den 19. juni tabte de Jægeren
af syne. Kaptajn ombord var livsfangen Hans Lindenov.
De 26. var igen en af de dage, hvor mange ting blev
besluttet. De skulle sejle til 36˚ sydlig bredde. Taffelbayen ligger på 33˚ 40ʹ
S. Skibet Patientia skulle have seks sunde mænd fra Christian. Fyrmanden, det
vil sige det skib, hvis tur det var til at føre lanterne om natten, skulle føre
to lanterne. De andre skulle føre en lanterne på grund af det mørke vejr.
Vinteren var begyndt på den sydlige halvkugle. Man skulle mødes til rådslagning
hver anden eller tredje dag, så vidt vejret tillod det. Dette møde tyder på ,
at man var klar over, at nu nærmede de sig et forholdsvist ukendt farvand og
land. Det var mørkt og ustadigt vejr, og der var flere syge, end der plejede at
være om bord. Det var så galt med sygdom om bord, at Ove Gedde den 27.
befalede, at alle mand uden undtagelse, han slev inklusive, skulle deles op i
kvarterer, dvs. vagter. Alle mand kom på vagt og skulle deltage i rortørn,
udkig og manøvrering af sejlene. Det har indbefattet, at skrivere,
trommeslagere, bartskærere, kammertjenere m.m. har været med på vagt. Der var
mange syge. Alle uden undtagelse skulle gøre rent efter sig på galleonen. Der
har i hvert fald været mange tilfælde ad maveonde, og de har alle været
afkræftet.
Den 4 juli så de endelig med stor glæde Taffelbay. Den 8
satte de ind i bugten. I lig prædiken står der 32˚ 50ʹ S , med det må være 33˚
50ʹ S. De ankrede under et “øland”, det må være Robben Island.
Skibene har nu været i søen 91 dage.
Ophold på Kap Det Gode Håb
Allerede næste morgen, den 9. juli, sendte den engelske admiral bud efter Ove Gedde.
Denne undskyldte sig, men i rapporten står der ikke, hvilken undskyldning han gav for ikke at komme.
Klokken 9 slet ankom de to andre skibe. Der skulle måske stå: de tre andre skibe.
Jægeren var blevet væk, så det må have været David, Christian og København.
Men de flyttede altså længere ind i bugten til ca. ½ mil fra land og ankrede ved 2 favne vand, eller
nærheden af de engelske skibe, og begge parter kunne holde øje med hinanden.
Som skik og brug var dengang, havde Ove Gedde nok også vurderet den engelske
samling skibe. De kan have ligget der og samlet kræfter enten til den lange rejse
hjem eller efter en lang og besværlig tur over Atlanten. Den danske flåd var
just ikke i den bedste forfatning. De var plaget af mandefald, sygdom og
sikkert også mangel på proviant. Skibene trængte nok også til et ordentlig
eftersyn og reparation af skader. Flåden var ikke særlig kampduelig. At skulle
i kamp i den tilstand ville ikke være særligt hensigtsmæssigt.
Samme dag kom den øverste engelske købmand om bord og
insisterede på, at Ove Gedde kom til admiralen. En ledsagende købmand sagde
oven i købet, at admiralen ville tale med ham med det “gode eller
onde” De blev sendt tilbage med besked om, at Ove Gedde var parat til at
modtage admiralen “lige på sådan Maneer, som han vilde ankomme”. Den
øverste købmand skældte sin undergivne købmand ud, og forklarede, at
invitationen ikke var givet i en ond mening. Ove Gedde kunne sende sin kaptajn
til admiralen. Han kunne se admiralens pas udstedt af den engelske majestæt.
Ove Gedde gav sig god tid til at overveje denne mulighed og gik med til at
sende sin kaptajn over. Så bad den øverste købmand om at se Ove Geddes pas.
Dermed havde de gensidigt uden tab af ansigt fået konstateret, at de var
hæderlige ledere af en flåde. Her viste den unge Ove Gedde, hvorfor han var
blevet valgt til gesandt for den danske konge. Danmark log sig ikke intimidere
af fremmede styrker. Allerede næste dag gjorde tre af de engelske skibe sig
klar til at sejle til Gusserat uden at vente på de danske skibe. Det må
formodes at Gussrat er den indiske delstat Gujarat nord for Bombay. De skulle
sejle mellem Madagaskar og Afrika.
Så var det Ove Geddes tur til at invitere den engelske
admiral om bord. Også admiralen undskyldte pænt, men sendte øl og anden
“forferskning” til skibet. Ove Gedde gengældte med noget tørret fisk
og tobak. Den første dag på reden var en travl dag. Ove Gedde var i land for at
finde en egnet plads til at slå telte op til de syge. Her fik han besøg af den
engelske viceadmiral over de tilbageblevne skibe. og de fik en ordentlig snak.
Den 11. juli sendte han nogle købmænd i land for at
forhandle med “de sorte” om køb af okser og anden proviant, selv om
englænderne ikke havde kunnet købe noget af dem. Den 12. sejlede de tre
engelske skibe til Gujarat, og den engelske admiral indbød ved sin viceadmiral
Ove Gedde til gæst hos sig. Viceadmiralen blev om bord og blev beværtet med et
måltid. Næste dag sendte han 16 tømmermænd om bord på Elephanten for efter
kaptajnens anmodning at tætne skibet. Ove Gedde skrive at han intet vidste om
det.
Endelig den 14. var Ove Gedde om bord hos den engelske
admiral. I sin rapport skriver han, at det var efter grundig overvejelse og i
samråd med Det Brede Råd. Da han kom om bord strøg admiralen sit flag, indtil
ham kom ind i kahytten, hvor han blev standsmæssigt modtaget som den danske
konges gesandt. Han fik også lejlighed til at bese skibet. Dt var vist et møde
mellem to kompetente repræsentanter for deres lande. Den 17. var det
englænderens tur til at blive modtaget med samme ceremoniel på Elephanten. Ved
sådanne lejligheder blev der serveret speciel fin mad, og der blev skålet en
del. Ved hver af de officielt udbragte skåle blev der affyret kanoner. Så kunne
alle høre, at der blev udbragt skål for først den ene majestæt så dan anden, og
så var der mange andre årsager til at skåle. Kanonerne var altid parate til
skud. Det tog lang til at lade eb kanon, og man vidste aldrig, hvornår man fik
brug for den. Til gengæld havde vist også godt af at blive brugt en gang i
mellem.
Efter de to feste, hvor man spiste godt og drak godt og fik
snakket med andre end lige netop skibskammeraterne, må der have været nærmere
kontakt med englænderne. De var tilsyneladende erfarne Ostindiefarere. Man har
udspurgt englænderne om vilkårene for en god handel, om sejladsen og også om
vind og vejr. Mange af hollænderne på de danske skibe havde været derude før
med VOC skibe, det hollandske ostindiske kompagni. De skulle lige have
ajourført deres viden om området. Ove Gedde fattede mistanke til alle de breve,
der blev afleveret til de engelske skibe, som skulle hjem til Europa. Han havde
ikke glemt den måde, hvorpå David forsvandt i Sydatlanten og hvor svært det
havde været at få den tilbage igen.
Den 20. juli forlangte Ove Gedde at få udleveret alle breve
til Danmark, der var afleveret til de engelske skibe. Han fik udleveret tre
breve skrevet af Amling van Ossdem og et fra fiscalen, samt et fra de andre
købmænd. Fiscalens brev var underskrevet af ham selv, men indholdet var blevet
skrevet på Boschouwers befaling. Ove Gedde informerede Thyge Stygge og de andre
Brede Råds medlemmer, der var om bord, og bød alle Det Brede Råds medlemmer om
at møde den næste dag, så de kunne diskutere det passerede.
Den 21. blev det besluttet at ingen “skulde torde sig
understaae” at sende breve hjem med englænderne, før de var læst og
godkendt af Det Brede Råd. Da denne beslutning blev offentliggjort den 24. blev
fiscalen, gesandten og visiateuren fortørnede og protesterede højlydt. De havde
ingen part i denne beslutning og ville overhovedet ikke gå med til det. Det
vakte danskernes harme og vrede mod hollænderne, og de var nær ved at gribe
efter deres geværer. Det blev ikke til et møde i Det Brede Råd den dag. Alle de
involverede skulle lige have lov til at besinde sig. Det var jo en alvorlig
situation, der var opstået.
Den 23. brast Elephantens ankertov. Da trækket blev for
sort, brækkede den ene arm på ankeret. Der var en gammel brist, som de ikke
havde lagt mærke til før. Så lå de kun for et anker, og nu havde de kun et
dagligt anker. De blev udrustet med to pligtankre, to daglige ankrer og to tøjankre.
Det sidste kendt i dag som drivanker. Et anker er svært at erstatte. når først
de var ude på sådan en ekspedition. Hvor var der en smedje, der kunne lave et
nyt anker? Man fortøjede jo ikke ved kaj eller anløbsbro. I de fleste havne lå
man til ankers og lossede og lastede til og fra pram eller mindre skibe. Og nu
var de ved at drive mod en sandet grund. Sad man fast, var det vanskeligt at
komme fri. Der var ikke mere end ti mand om bord. De måtte skyndsomt signalere
efter hjælp. De skulle bruge hjælp til at få et andet anker op af lasten, det
kan være en vanskelig opgave at få et anker op fra lasten fordi det som regel
altid er placeret så det ikke er til hindre for lastning og losning og så er
det tungt. Situationen krævede hurtig handling. Alle de syge var i telte i
land. Desuden var det skik, at lige så snart man kunne, blev der bagt brød,
fanget og røgt og saltet fisk.
Ove Gedde var blandt visse personer ikke særlig populær
efter det med brevene, og han var irriteret. Skibet var sårbart og kunne strande.
Dermed risikerede han at miste sin anseelse som admiral. Dette illustrerer
også, hvor sårbar flåden egentlig var. Efter turen fra Kap Verde var folkene
syge og skibene dårligt bemandede. Et pludseligt angreb på flåden ville være
katastrofalt. Når man var langt hjemmefra, var man et “legitimt”
bytte for alle andre honnette skibe
Der blev kaldt sammen til møde i Det Brede Råd igen den 24.
Inden da havde Ove Gedde læst og tænkt over brevenes indhold, så han var
forberedt til det møde, han havde indkaldt til. Der findes et dokument i
rigsarkivet, som er et ekstrakt af de breve, der var adresseret til Kansleren.
På forsiden står der, at det er ekstrakt af diverse breve fra den ostindiske
flåde af 1619 sendt til Johan de Willum, Johan Braem og de mening bewindhebbere
og bestyrelses medlemmer i det ostindiske kompagni.
Ifølge rapporten var der et brev dikteret
og underskrevet af Herman Rosenkrants på gesandtens befaling. Et brev var af
Peter van Xanten og Herman Rosenkrants dateret den 27. 1619 sendt fra
Taffelbay. Det må have været afleveret, efter at Ove Gedde konfiskerede de
famøse breve. Heri står, at flåden ankom den 9. juli og fandt 8 engelske skibe
liggende. De blev behandlet med “store courtoisie” af dem. Det kunne
de godt bruge, da de havde 240 døde, og resten var “heel ilde thil
pas”. De kunne ikke få proviant af de indfødte, da disse have haft besøg
af mange skibe. Da deres egne danske ledere ikke tog imod gode råd, som de
heller ikke tidligere havde gjort, og de store “Puckhansses och
Hanefere” intet formår at udrette, vil det føre flåden til ruin og
undergang. Der stod endvidere, at Ove Gedde havde alvorligt forløbet sig
overfor Gesandten, idet han havde åbnet hans brev og alle tyske breve uden Det
Brede Råds accept. Dette kunne have forårsaget blodbad, hvis ikke gesandten og
de andre havde forhindret det. Desuden havde Ove Gedde sendt Jægeren uden
tilladelse fra Det Brede Råd i forvejen til Kap det Gode Håb. Den havde så
forvildet sig, og mandskabet var måske omkommet.
En af gesandtens tjenere havde skrevet, at det stod ilde til
med folkene. De var meget syge og 200 var døde. Englænderne havde fortalt, at
der nylig havde været et slag mellem englændere og hollændere. Englænderne
havde mistet to skibe og hollænderne er der var ” Tii hundrede
Tiussen” gylden værd. Jagten Øresund havde været ved Kap der Gode Håb og
efterladt breve. Man vidste ikke, hvor den var nu. Englænderne mente, at den
måske var blevet taget af hollænderne. Endvidere skrev tjeneren, at rejsen
havde varet så længe, fordi de havde opholdt sig i England og Kap Verde så
længe, og at deres råd ikke blev hørt, hvilket var årsag til stor desordre. Han
forsatte med at skrive, at englænderne var meget hjælpsomme, og at det skulle
gengældes. Man skulle slå det engelske og danske kompagni sammen for derved at
få større fortjeneste, og man kunne holde de andre nationer væk fra handelen på
Ostindien. Dette kunne man starte på, inden den ceylonske gesandt ankom til sit
rige.
Endnu et brev bliver nævnt. Det er et brev fra Peter van Xanten
til Johan de Willum, formand for bestyrelsen i Ostindiske Kompagni, og er
dateret den 24. juli. Det begynder med flådens ankomst, den engelske flådes
velgerninger, og omtaler herefter gesandtens og Herman Rosenkrants sygdom. Det
er nyt. Det fortsætter med at Jægeren blev sendt i forvejen, og det gentager
beretningen om de mange syge, og den farlige skørbug bliver nævnt. Så giver
brevet nogle gode råd:
1. Der må ikke længere bruges danskere, da de er lade og til
sådan en lang rejse “ubequem”. Man skal bruge folk fra fremmede
nation.
2. Der må ikke bruges adelspersoner som ledere, og de
kaptajner, der nu er om bord, forstår intet. De har med deres galde fordærvet
en god sag, og kaptajner er kun ballast. Denne rejse havde været bedre tjent,
hvis Ove Gedde havde fulgt gesandtens råd i stedet for at have hørt på Thyge
Stygge. Det var årsagen til al den ulykke.
Ove Gedde havde også sendt en kopi af det edikt, der forbød
dem ar sende breve hjem og skrive om flåden. Dette brev blev adresseret til
Johan de Willum. Han beskriver indholdet og begrundelsen for forbuddet. Han
frygtede, at nogle uden betænkning i deres breve ville beskrive flådens
tilstand og derved udsætte flåden for fare. Flådens fjender kunne blive
overmodige og angribe flåden. Derfor blev dette forbud givet på majestætens
vegne. Der måtte ikke sendes breve hjem uden om Det Brede Råd, og kommandøren
skulle gennemse dem og godkende dem. Det var strafbart at sende breve uden om
rådet, og således afsendte breve kunne fordres afleveret igen. Gesandten og
Herman Rosenkrants hvad heftigt protesteret mod dette forbud, og Ove Gedde
skriver, at der ikke blev nævnt navne i forbuddet, som altså gjaldt for alle.
Han mener også, at han ikke kunne handle anderledes, men frygter, at der er
andre grunde til deres protester. Gesandten, H Rosenkrants og de andre havde
aflagt ed på, at de ikke ville skade flåden ved at fortæller om flådens
tilstand.
Efter vore begreber om ret og integritet kan man ikke bare
konfiskere andres breve og læse dem. Men det et velkendt fænomen i krig at man
censurerer breve. Sådanne overgreb passe dog ikke mere i vort syn på menneskers
ret til et privatliv. Det ville være vores reaktion i dag. Men var de breve
farlige for ekspeditionen? For kongen var formålet at etablere en
handelsstation i Ostindien og sikre Danmark sin andel af den meget givtige
handel med de varer, der kunne skaffes derude. Hidtil havde Danmark fået sine
krydderier, sin silke, purpur og andre mere kuriøse varer gennem hollandske
købmandshuse i Rotterdam og Amsterdam. Det var hverken i hollænderne eller for
den sags skyld englændernes og franskmændenes interesse, at Danmark købte sine
varer på stedet. Altså måtte man prøve at komme så ubemærket som muligt til
Ostindien. Det ville let for en beslutsom flåde af enten englændere,
hollændere, franskmænd eller portugisere at hindre vores fire små skibe i at nå
deres mål. De skulle liste sig ud til Østen. Ove Gedde var chef for dem alle og
ansvarlig for at fuldføre den pålagte opgave til kongens tilfredshed. Nu
begyndte denne opgave at blive vanskelig. Davids eskapade havde været den først
advarsel. Han havde al mulig støtte til sin handling både i Partikulær Instruks
for David og skibartiklerne. Han var jo kongens trofaste mand og måtte overfor
majestæten retfærdiggøre sådan alvorlig handling. Hans mistanke til gesandten
og dennes købmænd var ikke ubegrundet. Det ene brev afsløre lidt af købmændenes
intentioner. Deres hovedinteresse var at handle, og det skulle der bruges
enhver lejlighed til. Dette kollidere med det egentlige formål, som var at
etablere en handelsstation på Ceylons kyst. Samtidig er der noget, der kunne
tyde på, at gesandten havde fornemmet, at nogle af købmændene ikke var særligt
interesseret i at handle på Ceylon. Var det derfor han prøvede at sejle fra
flåden i Sydatlanten? Under alle omstændigheder var der nu to lejre i flåden,
måske tre. Der var de kongetro danske mænd, og der var hollænderne, som måske
var delt i på den ene side tilhængerne af almindelig handel på Indiens
sydøstkyst, og på den anden side de hollændere, der flugte gesandten.
På mødet i Det Brede Råd den 24. juli 1619 blev det
vedtaget, at flåden skulle være sejlklar den 29. Så havde de ligget ved Kap det
Gode Håb i tre uger. Ove Gedde har ikke skrevet noget om reparationer på
skibene, så der er nok ikke foretaget andet end det sædvanlige eftersyn og
vedligehold. Den lange rejse er nok gået hårdere ud over besætningen end over
skibene. Det andet punkt på mødet var, at man skulle bede den engelske admiral
om at kun at tage imod breve til Danmark fra Ove Gedde. Et brev, som var blevet
afleveret af en hollandsk købmand, skulle lige have en ny adressat, så ville
han få det igen. De breve, der er omtalt i ekstrakten, kom til rigsarkivet med
alle de andre sager fra Ostindien. Det er måske det brev som er skrevet af
“en Købmand” og som foreslår, at man slår handelen sammen med
englænderne. Det hele må være endt hos rigskansleren.
Det sidste punkt på dagsordenen omhandler gesandten og Peter
van Xanten. Det var en direkte fortsættelse af mønsteret fra Både Isle og Wight
og Kap Verde. Igen skulle der skæres igennem intriger og stridigheder. Thyge
Stygge blev udpeget til at kontakte de to herre på David. De skulle tilkendegive
ham om nogle punkter, der skulle overholdes til gavn og bedste for flåden. Med
andre ord, de fik en næse for indholdet af deres breve til København. Gesandten
blev neget opbragt. Citat: “Men han med stor Utålmodighed dennem ikke
vilde høre, og med en ond Mund dennem overskjældte”. De måtte forlade
skibet med uforrettet sag, da han ikke ville høre på dem og heller ikke tillod
Peter van Xanten, der var tilstede, at tale med ha,. To dage efter denne
episode blev nogle officerer beordret til at skifte skib, så kaptajnen på Davis
blev så stærk, at han kunne forsvare skibet. Det blev samtidig vedtaget, at
skibsartiklerne skulle læses op på alle skibe i Det Brede Råds nærværelse, og
at de skulle sværge igen. Nu strammer Ove Gedde tøjlerne lidt mere. Man skulle
næste tro, at han har mere end en anelse om, at der var nogen eller nogle, der
ikke havde samme mål i Ostindien.
Samme nat slog indbyggerne 13 af flådens fade i stykker og
tog jernbåndene. De indfødte fik jern og danskerne må nu nøjes med 13 fade
mindre.
Den 27. om aftenen dukkede Jægeren op og sejlede lige forbi
dem. Elephanten og Davis fyrede tre skud hver og tændte skibslanternen, men den
forsatte bare indad og gik på grund. Der fandt de den næste morgen. Hans
Lindenov skød skylden på styrmanden. Da denne var ene om at kende noget til navigation,
så bar han også skylden for havariet. Den 31. blev de implicerede forhørt under
styrmandens nærvær. Der blev dog ikke afsagt nogen dom, fordi styrmanden var så
syge og svag, at han ikke kunne afgive en forklaring. Han døde også snart efter.
Den skyldige undgik herved at blive dømt for dårlig navigation.
Næste morgen så de den engelske viceadmirals båd ved den
strandede jagt. Da han ikke kunne vide, hvem vraget tilhørte, sendte Ove Gedde
Elephantens kaptajn til vraget for at oplyse viceadmiralen om, at vraget altså tilhørte
dem. Men englænderne havde allerede været i gang med at ødelægge vraget. Med
andre ord havde de været ombord og gennemrodet skibet. Nogle af besætningens
kister var brudt op. Da de fik øje på Elephantens kaptajn, stak de af i al
hast. Det gik så stærkt, at de kæntrede med båden i brændingen og alle
tyvekosterne forsvandt i vandet. Elephantens besætning gjorde sit bedste for at
redde dem, men nogle af englænderne druknede. De andre blev
“salverede” med stor “Nød”.
I grunden var det jo kongens skib der var forlist. Det var
jo en prise, der skulle været afleveret til kongen. Lindenov, der nu var
forfremmet til kaptajn, var egentlig økonomisk ansvarlig for skibet, eller var
det Ove Gedde, der havde erobret det? Det spørgsmålet blev aldrig besvaret.
Kaptajnen Lindenov var nu igen en almindelig, hårdt straffet adelsmand.
De fem engelske skibe sejlede den 2. august til England. Ove
Gedde havde givet dem breve med til Danmark. Han specificerer, at et var til
kansleren, skrevet med anbefaling af Det Brede Råd. Han sendte også seks breve
til sine venner i Danmark. De var alle læst blevet læst op for Det Brede Råd.
Næste dag blev alle de syge med samt deres telte taget om
bord, og man besluttede at sejle ved første gunstige vind. Den 4. august har
der været et møde og flere punkter blev vedtaget:
1. Alle de franske, der blev taget om bord ved Kap Verde,
skulle sværge, at holde artiklerne og være majestæten tro i tjeneste. De, der
ikke ville acceptere dette, kunne frit forlade skibene. De andre var så
påmønstret under samme betingelser som den oprindelige besætning. Det var
egentlig et let valg. I 1619 var der ingenting på land, ud over de
“vilde” indfødte og de var farlige. Ligeledes vrimlede det med vilde,
blodtørstige dyr. Så i 1619 havde de stakkes franskmænd kun valget mellem at
blive spist af vilde indfødte og dyr, eller sejle på togt ud i det for dem
usikre østen, men med livet i behold. Deres anfører Samuel Fischer, vat jo med
dem. Hvem ved, måske kunne det i sidste enge give den store gevinst.
2. Fyrmanden, det vil sige skibet, der skulle føre lanterne
om natten, skulle hver middag lægge sig forrest i flåden, og hvis det var
nødvendigt, kunne han sætte sig i forbindelse med de andre skibe.
3. Ingen skibsbåde, dvs. de både, som bruges til at sejle
imellem skibene eller til land, må flyttes uden tilladelse fra Ove Gedde.
4. Købmændene skulle komme om bord til admiralen, når han
flagede med et silkeflag fra mastetoppen.
Når nogen af de øverste officerer var syge og ville i
forbindelse med admiralen skulle de også flage med et silkeflag fra toppen,
særligt hvis kaptajnen på David blev meget syg eller mente, at der var et
utilbørligt Forhold, det vil sige et forræderi, i gang.
Denne tilføjelse til det sidste punkt viser, at Ove Gedde
ikke rigtig stolede på gesandten og hans tilhænger om bord. Men Niels
Rosenkrants, der havde været livdreng for kongen og havde en lang tjeneste for
kongen på hans skibe, kunne han da stole på og støtte. Samme dag blev artiklerne
læst op for alle på David. Det skulle også have været sket på de andre skibe,
men folkene var beskæftiget med at pakke telte og andet grej på land sammen og
med at tømme Jægerens last, som blev fordelt til de forskellige skib mod
behørig kvittering herfor. Så de fleste var slet ikke om bord på deres skibe.
Det, kan undre, at Davids besætning ikke havde noget at gøre
i land. Havde de beholdt deres syge om bord, havde de ikke været i land for at
bage brød og salt el. røge fisk.
Den 5. august klokken to om morgenen “ginge de i Jesu
Navn til Seils”. Slutbemærkningen til opholdet ved Kap det Gode Håb lyser
trist. Ove Gedde konstaterede, at de indtil da havde 200 døde og en
“ganske hob” syge, hvoraf de fleste afgik ved døden. Noget helt andet
var, hvorfor sejler han midt om natten? Skulle han liste sig ud af Taffelbay
uden at blive opdaget af englænderne. Der kan være flere årsager. De kan jo
være at han ved en overraskende afgang ville hindre flere intriger fra
købmændenes side. De fik ikke lejlighed til en sidste uofficiel kontakt med
englænderne. Han kunne også hindre andre anslag mod flådens egentlige mål, som
fortsat var at aflevere Davis og soldaterne til kejseren af Cancy, indkassere
de 95.000 rigsdaler og opnå handelsrettigheder på kysten. Episoderne under
opholdet havde vakt hans mistanke, måske havde han tidligere andet det, men nu var
han sikker på, at de øvrige ikke ville hjælpe ham til rejsens mål.
Fra Kap Det Gode Håb til Komorerne
Det må have været buldrede mørkt kl. 2 slet om morgenen den
5. august. Flåden har sikkert sneget sig
ud af bugten og ikke tændt lanternen, før de var komme godt væk. Hvis de kom
tilstrækkeligt lang ud, kunne de være heldige at få en nordvestenvind. Der var
nok ikke megen tid til at tænke nærmere over de sidste dages hændelser. Der var
nok at tage sig til. Det var egentlig også det hidtil korteste op ved land. De
lå der kun i 26 dage. De fleste vidste, at nu lå der forude en lang rejse over
er for de fleste ukendt hav. Mange må stadig have være syge og afkræftede. der
står intet i rapporten om indkøb af grønsager eller fersk kød. Mange havde
været syge af skørbug, men der må også have hærget infektions sygdomme.
Chefen selv havde fået vished for, at han havde problemer
med nogle hollænder, der måske var anført af gesandten selv. Han havde inden
afgangen fra Kap det Gode Håb flyttet rundt på officererne for at sikre sig, at
de var loyale til den opgave, som de var blevet sendt ud til at løse.
Skibsartiklerne og den Partikulære Instruks for David blev læst op for alle, og
der blev aflagt ed på at overholde begge. Mere kunne Ove Gedde ikke gøre, før
der blev anledning til det.
I ligprædikenen får vi en position. Den 11. august pejler de
Kap det Gode Håb i NØtN og Kap Falco i ØtN, og regner man med en 24˚ misvisning
Vest sætter de to pejlinger af i et søkort, så bliver Kap Falco til Kap Hangdip
og den beregnede ca. position 34˚ 23ʹ S og 18˚ 28ʹ Ø. I ligprædikenen står der,
at de ligger på 34˚ 36ʹ. Tegner man den formodede kurs i et søkort, giver det
en gennemsnits fart på 3 sømil i timen, hvilket ikke er ret meget. De har
sikkert måtte lave mange kryds. (modvindssejlads) Nu var de fri af Kap Det Gode
Håb, og på denne årstid kan der være gunstig vind, strømmen er med, og man kan
komme ind i rutinen med vagter afløst af fritid. For de fleste er der andre
bekymringer der trænger sig på. Hvad får vi af mad i dag? Er kvartermesteren
også sur i dag? Drengene bliver da mere og mere dumme nu til dags, kan jeg få
luret noget mere drikkelse fra botteleren. For mange ,enige er officererne bare
nogle man skal undgå. De går alligevel i deres egen verden og sluttelig må man
se i øjnene, at det bliver en lang besværlig tur. Den sidste del over Atlanten
til Kap det Gode Håb havde ikke været særlig behagelig.
Så sørger den gode Samuel Fischer for underholdningen. Den
12. august 1619 bliver retten sat. Han havde “oprochet” ophidset
nogle af de franskmænd, der var fulgt med flåden. Han blev dømt til at blive
hængt ved bovsprydet, og de andre blev lagt i jern og tabte deres løn. Dommen
blev effektueret dagen efter. Så blev Ove Gedde fri for den i grunden plagsomme
herre, og franskmændene og resten af besætningen fik vist, at den slags
opførsel ikke blev tolereret.
Da nu rådet alligevel var samlet, blev der taget nogle
beslutninger om, hvordan turen til søs skulle foregå.
1. Kaptajnen på Christian, Jens Hvid, skal med i Det Brede
Råd. Så er der nu 8 medlemmer i rådet, to fra hvert skib. Det ser ud til, at
der er en lige fordeling mellem skibene. Men Ove Gedde fik hermed en solid
dansk mand ind.
2. Patientia ex Lion d´or skal have en skipper og styrmand.
Så vidt vides, blev der ikke udnævnt nogen leder på skibet før dette tidspunkt.
3 Rationerne blev lavet om: Hver person skulle ugentlig have
3 pund brød. Smørrationen blev nu nedsat fra 3/4 pund til ½ pund eller 1½
møtschen olie. Dagsrationen på 1 kande vand oh 1½ møtschen vin blev til kun 1½
møtschen vin. Det var ikke meget væske at få på legal vis. Til gengæld står der
ikke, at der er bevogtning på vandtønderne. Alle de andre poster på den
oprindelige rationeringsplan er ikke nævnt. Oksekødet er måske blevet suppleret
op. Fisk har de vel fanget løbende og under opholdet ved land saltet og røget
den. Brød blev også bagt. De rationer er nok bestemt sådan, at forsyningerne
kunne holde om ikke andet så til næste provianteringssted.
4. Alle medlemmer af Det Brede Råd skulle sørge for, at alle
kongens bestemmelser i skibsartiklerne, Davids partikulær instrukser,
tegnbrevet med de foreskrevne signaler mellem skibene og Ove Geddes mandater,
dvs. befalinger, blev overholdt. Eller ville de være personligt ansvarlige for
eventuelle misligholdelser.
5. Alle skibsråd skal forhøre sig hos deres styrmand, om der
var tid nok til at sejle inden om Madagaskar.
6. Skibsrådene skulle også skaffe en rulle (liste over
mandskab), så man vidste hvem og hvor mange, der var om bord i hvert skib.
Dette møde var igen en opstramning og påmindelse om, at der
ikke blev tolereret afvigelser fra ekspeditionens egentlige formål, og at det
var kongens bestemmelse, der skulle overholdes.
Den 18. så de Mosselbay. Den ligger øst for Kap det Gode Håb
og strækker sig egentlig fra Kap Agulhas til Kap St. Francis hvor Port
Elisabeth nu ligger. Derfra går kysten nordover. Den 24. er positionen ifølge
lig prædiken 34˚ sydlig bredde, og de pejler Punta Primera i Nordvest. Dette
punkt findes kun på gamle kort og ser ud til at ligge i den sydlige del af
provinsen Natal. Under alle omstændigheder ser det ud til at de ligger for
langt væk fra 34˚ S til en visuel observation. Deres opgivne pejlings punkter
ser ud til at være gætværk da positionen er for lagt væk til visuel pejling. De
er altså nok kommet lidt længere ud mod øst, men ikke ret meget nordefter.
Mosselbay
Mere alvorlig er den næste indførte rapport over skibet
Davids forsvinden. Der står: Den 30. augusti kom det skib David fra flåden. De
sejlede kun for små sejl, og David havde det jo med at sakke bagud. En konvojs
fart må ikke være større end det langsomste skib, og de satte efter ham. De
fortsatte et døgn med sejlføring på NNØ kurs. Den 31. om morgenen så de ham.
Han lå nordvest for dem, og han har da sejlet på en anden kurs end den aftalte
for at komme så langt ud til siden. De styrede imod ham , men kl. 2 om
eftermiddagen så de, at han ændrede kurs og forsvandt i det fjerne. I mellem
tiden var vejret blevet dårligere, så de rettede op igen og fortsatte deres
oprindelige kurs.
Samme dag var der også møde i Det Brede Råd. Købmanden på
Elephanten var afgået ved døden, og ifølge den kongelige forordning skulle der
straks findes en afløser. mam enedes dog om , at under de omstændigheder,
flåden befandt sig i nu, skulle vente med dette punkt. Understyrmand på
Elephanten, Anders Pedersen, kom i skibsrådet med ret til at indtage sine
måltider i kahytten. Sidste punkt var, at herr. Peder Frost, prædikant – dvs.
præst – skulle flyttes fra København til Elephanten, idet der på København ikke
var mange, der værdsatte hans prædikener.
Den 2. september lå de 196 mil fra Santa Maria, den sydlige
spids af Madagaskar. De havde den i en pejling NØtN og skulle ligge på 35˚ 40ʹ
S. Kursen var NØtØ. Denne position må være helt forkert, det må være en
fejllæsning fra Lig prædiken. Den næste positioner fra den 12. Da har de Cabo
S. Augustini i NØtØ i en afstand på ca. 32 mil og på 24˚ 38ʹ S. Det er mere
sandsynlig og nu sejler de stik NØ.
Den 3. september blev rationen for brød om bord på
Elephanten forhøjet ca. 3 pund pr. uge til 3½ pund, og tre dage senere blev
rationen på vin forhøjet til 2 møtschen, men dog kun i kahytten. Der var en
bestemmelse far Det Brede Råd, at hvert ski selv kunne regulere sine rationer
til besætningen. Det kunne tænkes, at der ikke var så mange om bord, og at man
derfor roligt kunne forhøje rationerne på nogle af levnedsmidlerne.
Allerede den 8. var det igen en samling af Det Brede Råd. de
må have været usikre på, hvor de egentlig lå og pjaskede rundt, for de blev
enige om at sejle NNØ indtil de fik Madagaskar i sigte. De håbede nok, at de
ville ramme øen på et eller andet tidspunkt. Man har det indtryk, at de ikke
rigtig vidste, hvor de var, i det, der i dag kaldes Mocambiquekanalen. De
skulle i alle tilfælde holde sig vær fra Afrikas kyst. Der herskede
portugiserne, og de skulle ikke vide, at danskerne kom med hjælp til Kejseren
af Candy. Portugiserne havde en flådehavn i Sofala nu Beira. Jægerens styrmand
var nu flyttet til København hvor han skulle fungere som understyrmand og komme
sig af sin sygdom, så han kunne forklare Jægerens forlis.
Admiralen skulle lige sikre sig, at der ikke blev nogen
kritik fra kompagniets folk, så den 13. sendte han pr. bud en forespørgsel til
kompagniets skibe, om de hidtil havde lidt skade ved Det Brede Råds
beslutninger. De svarede skriftligt, at de hidtil ikke havde mærket noget, der
skadede dem. Nu havde den øverstbefalende det på tryk. Han mente, at han nu
havde sikret sig, at det ikke kunne komme mere kritik af ledelsen af dette
togt. Han har nok tænkt på de breve købmændene prøvede på at sende med
englænderne ved Kap det Gåde Håb.
Den gode kaptajn på Skibet København, Laurits Villomsen,
døde den 15. Den 16. blev de enige om at finde havnen St. Vincent på Madagaskar
for ar proviantere der. En Styrmand skønnede, at den kun lå 30 mil foran dem.
Endelig, den 22. i morgengryet, så de land og var så tæt på,
at de lod ankret falde med det samme. Sådan som det står i rapporten, har man
fornemmelsem af, at det ikke kunnegå stækt nok. Af lig prædiken fremgår det, at
de sigtede land den 22. og den 26. lå de o eller 12 mil fra Kap Mocango, hvor
der i dag er en by – Majunga. De målte bredden til at være 15˚ 41ʹ S, men der
står også at der er 70 mil til øen Mayotto i Komorerne og det kan ikke passe,
man kan ikke se en ø der ligger 70 mil væk.
Nå, men nu ligger de til ankers i en bugt. Det var eller s
en hurtig tur gennem Mocamboque kanalen. Men den fremherskende vind er en sudlig vind på vindstyre 4, så de er blevet
skubbet frem. Med en vind agten for tværs var det en behagelig tur med tid for
folkene til at få gjort rent under dæk og få lavet små reparationer på skroget
fra dækket og opefter, udskiftet slidte tovender og ikke mindst få ordnet deres
eget tøj og så ellers ligge og slikke solskin. Det var jo tropisk farvand.
Så snart skibene var ankret, og sejlene pakket så de var
lette at sætte igen, blev der indkaldt til møde i Det Brede Råd. Rådet
besluttede, at man skulle blive liggende til midnat. Ove Gedde mente ikke , at
det var tilrådeligt at blive liggende der. Skulle vinden friske op, ville
ankret ikke kunne holde, og han mindede om, at de ikke kunne tillade sig at
miste ankret. Han mindede dem også om at deres ordre fra København om, at
Mayotto på Komorene skulle være deres første samlingsplads på denne side af
Afrika. Men da ingen anede, hvor de var nu, blev det besluttet, at hvis vinden
ikke blæste op i løbet f natten, da skulle man sende en båd ind for at
“erfare Landsens Leilighed”, og om man kunne få noget proviant.
Styrmændene mente, at de var kommet til Bairos de Judeos, men det lignede det
ikke. De vidste virkelig ikke, hvor de var.
Lige så snart de var kommet over på østsiden af Afrika,
måtte de holde tungen lige i munden og holde sig godt klar af Afrikas kyst.
Tiden var endnu ikke inde for en konfrontation med portugiserne. Det måtte
vente til de var kommet til Ceylon. Der måtte Kejseren bestemme, hvornår og
hvordan dette skulle ske. Da deres navigation trods alt stadig var baseret på
observationer af , idet astronomisk navigation endnu ikke var fuldt udviklet,
så skulle de holde sig til Madagarskarkysten. Dette var nok ikke så kendt land
endnu, selv om portugisiske kort havde mange navngivne punkter på øens kyster.
Så lå de altså i den mørke nat og vuggede i dønningerne tæt på en ukendt kyst.
De har nok haft ekstra vagtposter sat ud, og de må også have rystet indvendig.
Var der kannibaler, søuhyrer eller grumme krigere i sær forklædning? Fantasien
havde ingen grænser.
Den 23. september sejlede kaptajnen på Elephanten efter eget
ønske ind til land med en købmand og understyrmand, en håndfuld søfolk og
soldater. Han kom ikke tilbage før kl 2 slet, næste eftermiddag. Da var der
sendt en anden båd ind efter dem. Men kaptajen fortalte, at da de lagde båden
med dræg( fire armet sammenklappeligt anker) blev båden fyldt af en sø, og de
mistede seks mand, derunder en Anders Brun. De andre reddede sig ved at svømme
i land. Her blev de mødt af de indfødte med “stor Begierlighed”, og
de måtte aflevere alt hvad de havde på sig. De fik dog lejlighed til at
undersøge kysten nærmere og fandt ud af, at de var kommet til et tæt bevokset
land, og de kunne ikke se ende på det. Det blev herefter bestemt, at flåden
skulle sejle tilbage igen den 25. og prøve at få Patientia til at sejle foran
og lodde sig frem til kysten. Her begynder Patientia at blive brugt som det
skib, der er mest manøvredygtigt og bedst egnet til at lede flåden gennem svært
farvand.
Det var ikke længe, de lå til ankers ved den ukendte kyst.
Den 3. oktober besluttede de, at de i de næste 24 timer skulle holde en kurs på
NØ og NtØ. Hvis de ikke fandt land inden da, skulle de mødes og ifølge
bestemmelserne i deres “Tegnbreff” rådslå om kursen.
På trods af mange fejlmålinger og fejl pejlinger, så når de
tros alt, den 4. oktober til øen Mayotto, en af øerne i Komorerne, en øgruppe
vesten for Madagaskar og på højde med den nordlige ende af øen. Næste dag mødte
de en stor båd i søen . Den strøg sejlene tre gange for dem, hvilket blev
opfattet som et fredstegn. Dan lagde til ved skibene. Om bord var 25 mand, der
sejlede mellem øerne og handlede. Flåden købte to bukke for 2 daler, og næste
dag ankrede de op ved en ø, de kaldte Mohalli. Der fik de god proviant for
ringe betaling. De havde været i søen i 60 dage. Under opholdet på øen døde
Jens Hvid, kaptajn på Christian. Han blev begravet på øen, og i journalen
skriver Ove Gedde, at kompagniet med ham mistede en tro og flittig mand.
Efter ca. to døgn til ankers blev Elephantens ankertov filet
over, og de kunne slet ikke finde det igen. Selvfølgelig sker sådan noget om
natten, og skibet har nok drevet et stykke tid, før det er gået op for dem. Det
var alvorligt at de ikke kunne finde det igen. For dem var nærmeste leverandør smedjen
på Bremerholm. Samtidig fortæller denne hændelse, at der har været variabel
vind og strøm på stedet. Sådan et tykt stykke tovværk er svært at file over.
Skroget har rykket godt og grundigt i det. Den 10. besluttede de at prøve at
finde frem til Mayotto, det sted der allerede i København var blevet bestemt
til at være samlingsplads for flåden. Så de lettede og begav sig endnu en gang
ud i det ukendte.
Efter at have ligget i nogle dage ved en ø, som de indfødte
kaldte Ansuan, hvor de drev sydover hele tiden besluttede de den 15. at sende
en båd i land for at få oplysninger om en god red, hvor de kunne få forsyninger
og vand. Indtil da havde de ellers arbejdet på skibene og forsøgt at holde sig
på pladsen. Båden kom hurtigt tilbage med oplysninger om en red, hvor de kunne
sejle ind og få okser, vand og anden god proviant. De skulle dog først spørge
dronningen om lov til at handle og give hende nogle gaver. Man bør bemærke, at
det var en dronning der bestemte på øen. Det er i bedste sydhavs stil.
Der står ikke noget i rapporten om, hvorvidt dronningen
tilstod dm handelen.
Den 16. oktober blev der taget nogle alvorlige beslutninger.
1. en båd skulle ro hen til Christian, der lå ½ mil sydligere
under land. De skulle befale skibet, at det skulle slutte sig til resten af
flåden ved den første gunstige vind.
2. Hvis der skulle bruges penge til indkøb af proviant,
skulle det tages fra Københavns kasse og overdrages til en overkøbmand. Denne
skulle føre et behørigt regnskab over pengene.
3. Ingen måtte selvstændigt købe proviant, før der var givet
lov til det.
4. ingen måtte uden behørig tilladelse ligge natten over i
land.
5. “Hvo som befandtes nogen Modvillighed imod
Indbyggerne at drive, skulle på Livet straffes”.
Det sidste punkt kræver nok lidt nærmere. Rådet ville ikke
risikere flådens ve og vel på grund af nogle bøllers tankeløse handlinger. Selv
om det står i skibartiklerne, bliver det altså lige fremhævet her. Ledelsen
ville også have skibene samlet, så det var nemmere at forsvare sig mod angreb.
Nu havde de holdt sig langt fra Portugiserne på Afrikas østkyst, og de skulle
nødigt miste det hele nu.
Samme dag kom overkøbmanden fra Christian, Cornelius Louge.
Han spurgte Ove Gedde om, hvem der ville være ansvarlig for skibet, hvis det
blev skadet under forhalingen. Ove Gedde svarede kort og kontant,at de skulle
rette sig efter Det Brede Råds befalinger.
Forhandlingerne med dronningen må have båret frugt. Den 18.
oktober fik alle skibsråd ordre om, at de skulle skynde sig med at få alt
fornøden vand, brænde og anden proviant, som de havde brug for, om bord, så de
kunne sejle fra øen den 26. Samme dag blev det også bestemt, at fra næste dag
blev rationen på vin kun 1 møtschen pr. dag pr. mand. Den 6. september var den
blevet sat til 2 møtschen pr. dag, og nu så kort efter blev denne ration
halveret. Det ferskvand, som de fik på øen, har måske kunnet drikkes, for noget
væske skulle de da have. Det må have været lidt af en trøst, at alle mand næste
dag fik lov frit af købe kokosnødder og citroner.
Mayotte skulle findes. Det blev allerede bestemt inden
afgangen fra København, at det skulle være deres første
“findingsplats” efter Kap det Gode Håb. Der skulle man vente på de
skibe, der eventuelt var sakket agterud og havde midste forbindelsen md flåden.
Der skulle man også lægge breve og andre meddelelser til hinanden under en
varde. David var jo blevet væk, og Øresund, som jo var sejlet forud for flåden,
havde måske efterladt en besked til dm. Mayotto skulle ligge lige i nærheden af
deres nuværende liggeplads. Den 20. besluttedes det at sende en båd med
officerer og folk til øen. Den 22. sejlede båden fra flåden, og den var tilbage
den 26. De havde hverken fundet tegn eller breve fra David. Men “de
sorte” fortalte, at Øresund havde været der og havde stået på grunden i
indsejlingen til reden. Den var dog ikke blevet beskadiget. Over styrmanden fra
Elephanten, som havde været med i båden, fortalte, at skulle flåden have sejlet
til Mayotto, var d alle nok gået på grund. De ville ikke kunne komme fri, uden
at skibene blev skadet. Officererne på båden havde fået 3 fjerding pund Amphion
og ti daler med til konge.
Den 22. besluttede købmændene, at dronningen skulle have
noget rødt klæde, da de endnu ikke havde fået okser. Det skulle ske efter deres
“Forær-Register”. Omsat til moderne sprog bestikkelse. Så begynder de
første afgangstegn at komme. Den 24. bliver det bestemt, at Patientia skal have
14 ugers proviant og nødvendigt værktøj og andet grej, der skal til. Den skal
være klar til det sidste store stræk over det Indiske Ocean.
De efterhånden regelmæssigt fremkomne straffesager skal
afgøres inden afgangen. I fire dage er der rettergang. Den 28., 29., 30.
oktober og den 2. november sidder retten og fælder fem domme. De skyldige er Fiscalen
Evert Smit, det er første gang, han nævnes ved navn, og overkøbmanden Amling van Osdem, som bliver
dømt for adskillige forseelser og skænderier. Fiscalen bliver idømt tab af 13
måneders gage og overkøbmanden af 8 måneders gage.
Den 5. november var Det Brede Råd atter forsamlet, og det
kom frem til, at man skulle vente med afsejlingen til den 9., da Patientia ikke
kunne blive færdig. Begrundelsen til de flytninger er “eftersom nyttigst
og nødigst syntes”. Deres fremtidige kur skulle bestemmes, efter de havde nedgravet
deres brev, hvis der skulle dukke nogen op.
Den 8. satte de et kors med krone og kong Christians
navnetræk over de nedgravede breve. I rapporten står der også. at David senere
fandt posten. Næste dag besluttede de, at de skulle sejle næste morgen, og at
Amling von Osdem og Cornelius Løyse skulle i skibsrådet, så længe de opførte
sig ordentligt. Og sidste punkt, Peder Thommesen blev pålagt at sejle med, selv
om han havde bedt om at blive sat i land på grund af sygdom. Den 10. satte de
endelig sejl. Elephanten blev hængende på grunden i gabet. Den kom dog derfra
uden skader. Det var måske deres sidste ophold ved land inden de nåede deres bestemmelses
sted.
Den 12. november blev Erik Grubbe udnævnt til Kaptajn på
København og fik løjtnant Henrik Hess med. Thyge Stygge tog hans plads på
Patientia. Henning Gabriel blev kaptajn på Christian, Jan Corneliusen skipper.
Han blev ellers hårdt straffet under opholdet på Isle of Wight. Jens Jensen
blev understyrmand. Ved samme møde besluttedes det, at hvert skibsråd til
kahytten, dvs. officersmessen, skulle købe 100 høns og 20 bukke for kompagniets
penge. De måtte dog ikke give mere end 1 daler for en buk og ½ real for 4 høns.
Hver medlem af skibsrådet skulle udleveres 3 møtschen vin pr. dag, og alle
menige skulle have en møtschen olie pr. dag, hvis smørret var sluppet op. Patientia
skulle have 200 daler fra Elephantens kasse, da de ikke havde fået penge leveret.
det blev straks ordnet. Amling von Osdem skulle i skibsrådet på Christian og Claus
Thommisøn, botteler på Elephanten, skulle være købmand og havde løn derefter. Det
var dog ikke uden protest fra Ove Gedde, da han mente, at han ikke ville gavne konge
meget i denne tjeneste, med bare skulle have mere i løn og spise mere i kahytten.
Dette ophold gav tilsyneladende ikke anledning til større straffesager,
om rokeringer af ledere, reparationer eller lignende. Til gengæld var der heller
ikke så megen tid til sådanne ting. Ved dette ophold var det vigtigste at finde
proviant, der kunne bruges, og ferskvand der kunne drikkes. De havde også meget
travlt med i det hele taget at finde ørerne. Det ser heller ikke ud til, at mandskabet
havde lyst til at lave ballade ved de øer. De var på helt ukendt grund.
Fra Komorerne til Ceylon
Den 17. november finder Det Brede Råd ud af, at de hellere må lave rationerne om.
Alle de menige og de folk, der ikke spiser i øverste kahyt, skal have 1½ møtschen vin,
og alle officererne i øverste kahyt, skal have 2 møtschen pr. dag. Forøgelsen af
rationen begrundes med megen sygdom i flåden.
Den samme dag bliver retten sat over seks franskmænd. Det
drejede sig om nogle af de sørøvere, der havde sluttet sig til flåden og svoret
på at overholde de danske skibsartikler. De prøvede på at rømme under opholdet
ved Anjouan. To blev dømt til bovsprydet, dvs. hængt i bovsprydet. To blev dømt
til tre dages fængsel på vand og brød, og hver blev dømt til tab af 2 måneders
gage. Den ene fandt de ikke igen, og han blev udråbt til at være en skjælm, et
slemt skældsord, den gang. Den sidste døde i fangenskab. De to sidstnævnte
tabte alle deres ejendel og penge til kongen. De må have ligget i jern i
fangehullet siden Anjouan. Det var skrap kost dengang. Men ifølge
skibsartiklerne var det egentlig nogle milde domme. De kunne være blevet
henrettet alle med det samme.
Så sejler de i fred og ro nogle dage. Der er ikke opgivet
nogen positioner. I november og december måned er forholdene i det Indiske
Ocean forholdsvis rolige.
Ikke overraskende bliver retten sat den 3. december. Denne
gang var det understyrmanden, højbådsmanden og assistenten (en
handelsassistent), som havde været meget modvillige, som det udtrykkes. De
bliver idømt tab af seks måneders gage. Hvis de fra dags dato forbedrede sig og
deres officerer kunne bevidne, at de havde forbedret sig, kunne de få deres løn
alligevel. Alle tre var fra skibet København. Nu var det værd at lægge mærke
til, hvilke skibe der viser tegn på uro. Det er en lang rejse, der er knapt med
fød og vand, de er syge, og havet er uendelig stort og varmt. Der er god
grobund for utilfredshed og oprør. Officererne er heller ikke så tålmodige
mere. De er også syge og trætte.
Flåden tramper videre ud i det Indiske Ocean. De holder vel
en slags jul, men der er nok ikke meget julepynt oppe og helle ikke julesteg og
julebag. Den ene dag går, som den anden i en uendelighed. Den 5. januar 1620
ser de Afrika. Hvor på kysten de har været, står der ikke noget om, men de
ændrede kurs og sejlede ud fra land ind i det Indiske Ocean. Nu har de været i
søen siden den 10. november. Om fem dage har de været i søen i to måneder, og
den 10. januar justerer de igen rationerne og også kurserne. Det blev af rådet
forordnet:
1. Hver mand skal nu have 4 pund brød om ugen, 1½
fjerdingpund, dvs. 185g. klipfisk pr. dag. Det er ikke ret meget til hårdt
arbejdende mænd. Der er stadigvæk tre dage kød og tre dage fisk om ugen.
2. Patientia skal fra de andre skibe have udleveret 6 ahmer
vin og ½ ahme olie, nogle nøgler sejlgarn og lys.
3. Elephanten skal fra København have udleveret en ahme
olie, da deres var lækket så meget, at de slet ikke havde noget. De havde ikke
en gang fået en kande olie ud af alle de ahmer olie de modtog i København. Det
viste sig, at den ahme olie, de fik fra skibet København, også var tom. Det må
de på skibet have vidst, når de håndterede den ahme. Det var da ondskabsfuldt
at levere den tomme emballage.
4. Købmændene på borgerskibet fik igen pålæg om at levere et
fuldkomment regnskab over den modtagne proviant og det, der var blevet fortæret
indtil da. Så kunne man regne ud, hvor meget man havde tilbage, og justere
forbruget derefter. Der har været mange dødsfald i skibene, så der var ikke så
mange munde at mætte, men de havde gør snydt admiralen.
5. Kursen blev lagt efter styrmandens råd til SØ og SSØ. Den
kurs skulle holdes i 150 mil. Skulle vinden drille, da måtte de krydse, men
ikke komme landet nærmere end 40 mil.
Den 27. blev de enige om at finde nogle øer, som de kalder
Diego Royz. Det er en ø, der hedder Diego Garcia. I dag er der en mægtig radar
og lyttestation på øen, som blev oprettet under den kolde krig af vest magterne
og er en af de sydligste øer i Chagos Arkipelaget. De ligger mellem 2˚ og 3˚ N
og på ca. 73˚ Ø, stik syd for Maldiverne og øst for Seychellerne. Samme dag fik
kaptajnerne til lands, dvs. dem der befalede over soldaterne, der var om bord
fra den dag de sejlede fra København til dags dato. Det gælder jo om at have
nøje tal på de soldater, kongen leverer til tjeneste i Ceylon.
De sidste to beslutninger kunne tyde på, at nu mente de, at
deres bestemmelses sted ikke kunne være så langt borte. Ved at sejle syd om
Diego Garcia ville de undgå at forvilde sig ind i det virvar af øgrupper, som
Maldiverne består af. Man skal være stedkendt for at sejle uden om de koraløer
med deres lumske koralrev. Der lurer grunde en favn under overfladen, og i
stille vejr er der ikke en krusning, der angiver, at de er der. Der er tre
sikre passager mellem øerne.
I januar måned er der ellers gunstig vind til at sejle
østover, men kommer man for nordlig har man strømmen imod sig. For at få både
strøm og vind med skal man dreje mod øst et stykke nord for Zanzibar. Og nu er
det vanskeligt for navigatørerne. De er ude på det store Indiske Ocean,
instrumenterne har været påvirket af den ekstreme fugtighed i luften og varmen.
Det har de ikke godt af. Dengang tropesikrede man ikke sine instrumenter. I
ligprædiken angiver præsten, at de den 29. januar 1620 havde den maldiviske
kanal ØtN i en afstand af 110 mil. Og de havde målt deres bredde til 2˚ 1ʹ. Det
må være den rene gisning. Men ellers er det jo meget godt , for så er de da på
rette vej.
Den 7. februar var det galt igen. Det Brede Råd blev samlet,
og der kom nogle alvorlige beslutninger igen:
1. Patientia skulle have leveret tre måneders proviant, en
ahme olie og en ahme eddike. Elephanten skal fra Christian have leveret ½ ahme
olie.
2. Ingen må spille eller doble enten i kahytten eller
udenfor. Ved overtrædelse af forbuddet mister man 3 måneders løn.
3. Bliver man fundet beruset, mister man en måneds løn og 8
dages ration og må siden hen drikke sin ration foran botteleriet.
4. Ingen medlemmer af skibsrådet måtte bruge deres ration af
vin forud for mere, end de kunne tilkomme i 8 dage. Altså ingen drukgilde i
messen.
5. Den følgende bestemmelse er nok oversat forkert af
Schlegel. Der står nemlig, at hver person ikke måtte udgives 6 møtschen vand om
dagen. Der skal nok stå, at man ikke må få mere end 6 møtschen vand pr. dag.
6. Visitateuren blev skriftligt beordret at skaffe Det Brede
Råd et regnskab på alt, hvad der var kommet om bord og udgivet igen fra
borgerskibene, “efterdi Overkiøbmænden dennem med hannem excuserede”.
Det er jo også en måde at komme uden om Det Brede Råd og dermed Ove Gedde, den
unge admiral.
Den 12. fik Elephantens folk for første gang på rejsen
udleveret ½ møtschen olie. Brugte de til at dyppe det hårde brød i. Den 13. var
den gal igen. Nogle af Københavns underofficerer blev flyttet fra skibet, da
skibsrådet anklagede dem for oprør. Man nøjedes med dette skridt, fordi et
forhør på dette tidspunkt var meget ubelejligt. Jeg kan forestille mig, at man
havde for travlt med at prøve på at finde ud af, hvor i hamlens navn man var.
Så kunne man virkelig ikke tage sig af nogle underofficerers oprørende opførsel
for nogle officerer. De generelle situation for alle har nok været lidt spændt.
Man var mere kort for hovedet end ellers, der skulle ikke meget til, så kogte
de over. Der var syge, sultne, dårligt ernærede, og så kunne ledelsen ikke
engang finde ud af, hvor de egentlig var henne.
I lig prædikenen står der, at flåden kommer langsomt frem.
De bliver plaget af kontrære vinde, og det skyldes monsunen.
Den 13. februar måler de sig til en bredde på 5˚ 7ʹ N. Der står endvidere, at
Ove Gedde her lagde mærke til, at instrumenterne viste forkert. Endelig den 26.
“så man det faste land Afrika” står der i rapporten. Men hvad var det
man så . Hvor langt var man kommet op ad kysten. Det faste land man så, mente
de var øgruppen Mamales. De må have haft en øgruppe ved navn Mamales på deres
kort, for Ove Gedde skriver, at de kun har gisset 289 sømil forkert. Nord for
Komorerne er der ingen øgrupper ved Afrikas kyst. Den nærmeste store ø er
Sokotra ved Afrikas Horn ud for Somalia. Det nærmeste der kommer navnet Mamales
er Mahé som er hovedøen op Seychellerne. Var de blevet sat så langt østover?
Men det er jo ikke så galt når de vil til Diego Garcia i Chagos øgruppen, for
derfra kan de komme sønden om Maldiverne, hvilket uden tvivl er det bedste.
Lig prædiken har en helt anden version af de sidste dage,
inden de ankrede ved det, de tro er Mamales. Ifølge den bliver flåden placeret
110 mil ØtN fra den Maldiviske Kanal. Det må være den sydligste af de tre
render igennem det virvar af atoller.
Den giver oven i købet en bredde, nemlig 2˚ 1ʹ nord. Det er igen en
position, som ikke rigtig kan passe.
Fakta er, den 26. februar ankrede de ud for en ukendt kyst.
De satte straks to både i vandet. De skulle ind til kysten og finde ud af, om
de kunne få vand og proviant der. De kunne ikke lande, da brændingen var for
stor. Så de lod en mand svømme i land. Han kom tilbage og fortalte, at der var
vand, dyr og bukke nok. Næste dag blev der sendt to både med officerer og folk
af sted for at finde en bedre liggeplads. De kom tilbage samme dag med melding
om, at der var en bedre ankerplads, og at der var vand nok til at tage om bord.
Hele flåden blev så flyttet til en bedre ankergrund. De ankrede op ved 10 favne
vand. De plejede at ankre ved 4 favne vand. Men enten kunne de ikke komme nærmere,
eller også var det måske lettere at smutte, hvis de indfødte blev farlige.
Allerede næste dag blev soldater og sømænd beordret i land med alle bådene for
at hente vand. Belært af erfaringerne ved Lap Verde, blev det pålagt soldaterne
at passe på deres geværer og være agtpågivende.
Samme dag om morgenen var Thyge Stygge taget i land med
begge skibet både. Den ene båd blev væltet i brændingen, og båden blev stjålet
af de indfødte. En kadet druknede, Thyge Stygge var nær ved at drukne, og de
andre fik røvet alt, hvad de havde på sig, af de indfødte. En mand prøvede at
værge sig og blev skudt i armen med en pil. Det blev vedtaget kun at sende to
både til land, en stor og en lille. Den store skulle ligge afventende uden for
brændingen. Den lille skulle sejle ind til land med to mand og en indfødt. De
skulle have en masse “Kræmerværk”, det må være et udvalg af det som
kaldes tingeltangel. De skulle også have penge med til at handle om vand og
proviant. Dette var noget helt andet end at handle med de indfødte ved Kap
Verde. Her måtte de føle sig frem. Det mindede mere om den romantiske
fremstilling af opdagelsesrejsende og de små kister med Nürnberg kram, der blev
lagt på stranden, når de landende.
Så er der det sædvanlige, der skal tages vare på om bord.
Patientia skal have overført 4 ahmer vin fra Christian, og det protestere de
imod. Men alle de omfordelinger af proviant kan have til formål at fordele
provianten mere ligeligt, efterhånden som besætningen bliver reduceret på grund
af sygdom. Samme dag nægtede Elephantens kaptajn at tage med de to både ind til
land for at handle. Ove Gedde tog så selv i land. den indfødte talte med
beboerne på stranden. Det var ikke meget, han fik at vid. de snakkede kun om
“Arabier”. Derfor mente Ove Gedde, at de var kommet til fastlandet.
De indfødte blev foræret nogle penge og andet småt tøj. For at få proviant blev
de henvist til at gå længere ind i landet. Vores folk blev enige om at komme
overens med dem angående vand leer hente det uden deres tilladelse.
Den 29. blev to officerer med 44 “folk” og
soldater beordret i land for at hente vand. I bedste romantiske stil blev de
medbragte gaver lagt på strande og forladt. De indfødte tog gaverne og blev
meget glade, og de dansede, beretter Ove Gedde. Så fik folkene gravet huller for
at finde fersk grundvand, medens soldaterne bevogtede dem.
Den 3. marts sejlede Ove Gedde selv hen til vandhullerne og
satte dem til at grave dybere ned for ar finde bedre vand. Det de havde bragt
ombord var for brak og saltholdigt. men den 4. blev hvert skib beordret til at
sørge for at få deres vand inden aften. De folk, der var i land for at hente
vand, blev nok i land, så længe det varede. Det, der står i rapporten, er, at
så snart det kunne lade sig gøre, slog man lejr i land. Der blev bagt og fanget
fisk, der blev renset, røget eller saltet, hvis man da havde salt endnu. De
syge blev anbragt i telte, hvor de opholdt sig, til skibene skulle sejle igen.
Men altså den 4. skulle alle disse aktiviteter være overstået. Vi skal videre,
vi skal finde denne ø Ceylon.
Afstande:
Komorerne – Mahe Seycellerne ca. 1500 km.<
Mahe – Diego Garcia ca. 1600 km
Diego Garcia – Ceylon ca 1800 km
Ialt Komorerne til Ceylon ca. 4900 km. ca. 2650 sømil
Den 6. beslutter Det Brede Råd, at man ved Guds hjælp vel
sejle den 8. Samtidig er der de sædvanlige sager, der skal ordnes. Samtidig er
der de sædvanlige sager, der skal ordnes. Bogholderen skal i skibsrådet. Ingen
drenge og piger må indtage deres måltider i kahytten, selv om de hidtil havde
overtrådt denne regel. Drengene om bord kan jo være kommet fra
“finere” familier og have været vant til at spise mere standsmæssigt
end den gemene besætning. Pigerne må være de medrejsende hustruer til de
officerer og soldater, der skulle blive i Ceylon i længere tid. Egentlig er der
ikke noget at sige til at deres mænd godt vil sidde til bords med dem. Men det
må de altså ikke. Det har ikke været sjovt for de kvinder, der var med. De var
i mindretal, det var et decideret mandssamfund, og mennesker har ikke været
bedre dengang end nu. Der var intet privatliv om bord. Det var meget vanskeligt
at trække sig tilbage med sin kone. De 7. blev kursen besluttet. Man skulle
sejle stik øst og holde landet i sigte, derefter skulle man holde sig til
instrukserne i Tegnbrevet. Samtidig vedtog man, at blev man fundet sovende på
vagten, mistede man tre dages rationer og skulle løbe spidsrod mellem sine
kvarterfæller, dvs. dem man delte vagten med. Hvis man forsømte en vagt,
mistede man en må månedsløn og skulle løbe spidsrod mellem hele mandskabet.
Det synes at være en hård straf, men der er jo hjemmel til dødsstraf i
skibsartiklerne, så det er en mild straf. Men at det skal komme så vidt, viser
egentlig, at disciplinen var ved at slække.
Der står ikke noget i rapporten om at: “så ginge vi i
Herrens navn til Seils”, men det må de have gjort, for den 9. står der, at
der på skibet Elephanten blev udråbt, at alle, både underofficerer og soldater,
skal adlyde skibsofficererne uden modsigelser. Det er altså blevet et problem
at få soldaterne og deres underofficerer til at føje sig under skibets
officerer og eventuelt blive sat til almindeligt arbejde på dækket. De er nok
ikke blevet brugt oppe i riggen eller til at styre, men måske til almindeligt
vedligeholdsarbejde og rengøring. Der står heller ikke noget om hvor meget
skibsbesætningen er blevet reduceret ved dødsfald og sygdom. Nu skal
skibsartiklerne overholdes, og den gælder også for soldaterne. Så længe der er
om bord, er de under kommando af skibsofficererne. Disse har nok ikke været ret
gode til at bruge soldaterne hidtil. Man kan da ikke bruge sådan nogle
landkrabber og bondeknolde til at arbejde på kongens skibe.
Den 10. marts sigter de en sejler, som de prøver at komme i
nærheden af. Men de når ham ikke, før det bliver mørkt. Elephantens styrmand
ville gerne have talt med ham for at få oplysninger om, hvor de egentlig
befandt sig. Der er nogle vilde gisninger om deres position. Styrmanden mente,
at de var under den Abexiske kyst, måske der menes Abessinien, vores dages
Etiopien, der dengang strakte sig helt ud til kysten. Andre mente, at de stadig
lå ved Seychellerne og andre igen at de var ved Kap Comorin, som er sydspidsen
af Indien.
Overkøbmændene og styrmændene blev af rådet kaldt til møde
for i samråd med dem at bestemme kursen. De blev enige om at finde øen Sokotra,
der ligge syd for den arabiske halvø. Ved samme lejlighed besluttede de også,
at Jan Corneliusen skulle være både skipper og styrmand på Christian.
Overstyrmanden var afgået ved døden. Det var et stort spring for ham fra at
være understyrmand, hårdt straffet på grund af opsætsighed og derfor kølhalet
tre gange, til at blive skipper. Det har været slemt med mandefald og sygdom i
Flåden.
Der blev også taget en beslutning, som set med vore øjne er
højst besynderlig. Hvis de sigtede et skib, skulle det bringes til admiralen,
hvis det kunne gøres uden at hindre sejladsen for meget. Hvis det viste sig at
være af Europæisk Nation, skulle der vises hensyn, “have
Consideration” stod der. Med andre ord var det nu blevet officielt tilladt
at drive sørøveri, dog skulle skibene føres til admiralen.
Så blev det en fælles prise, og alle fik andel af rovet.
Sejlads dengang var farlig. Skibene kunne forsvare sig og erobre andre skibe.
Den 19. ankrede de op ved noget, de kalder Bukkeøen. Den er
en del af en øgruppe, der ligger så at sige i kølvandet på Sokotra. Den ligge
ud for Kap Guarfafui ved Somalias kyst og udsejlingen fra Det Røde Hav. Alle
skibe, der kommer fra Suez og skal op i den Persiske golf, sejler forbi. Under
den kolde krig havde russerne en lytte og sigte station på øen. Vest magterne
sad på Diego Garcia med deres udstyr. Sådan holdt man balancen. Den 19. marts
1620 lå Chr. IVs flåde der og skulle proviantere. Den 21. sendte de to både ind
til land for at finde ud af, om de kunne få vand, brænde og proviant. To dage
senere kom de tilbage med to bukke. Der var masser af bukke, men ellers intet
andet.
Nu da de allerede lå til ankers ved denne ø og sundede sig,
blev der lejlighed til at rydde op i styringen, ikke bare kurserne, men atter
en gang en omplacering af lederne på skibene. Det Brede Råd blev kaldt sammen
den 23. og møder varede fire dage.
1. Den generelle sejlads bliver fastlagt. Sådan som det står
beskrevet, kan det forstås, at det ikke kun gjaldt kurserne, men også måden man
skulle sejle på.
2. Thyge Stygge bliver udnævnt til Kaptajn på Christian. Han
erstatter afdøde Jens Hvid. Peder Nielsen flytter til Patientia, som kaptajn og
Henning Gabrielsen bliver forfremmet til Kaptajn på Elephanten.
3. Hans Lindenov kommer i skibsrådet på København. Det er
lidt af en tillidserklæring til en tidligere livsfange fra Dragsholm slot.
4. Herman Rosenkrants bliver tilsagt, at han den næste dag
skal stille ved Fiscalen, den øverste regnskabschef for flåden, og forsvare sig
for Det Brede Råd samt aflevere alle sine regnskaber på udgifter til flåden.
Han havde hidtil altid været sen til at aflægge de regnskaber, admiralen
forlangte at se. Det er noget der er gennemgående for, hver liggeplads, hvor de
har opholdt sig et længere stykke tid. Nu skal det være slut, mener admiralen.
Der skal være orden i regnskaberne, inden de når deres bestemmelsessted.
5. Peder Nielsen skal aflevere en “rigtig Copiam”
af alt, hvad der er kommet om bord på skibet, siden de påbegyndte udrustningen.
Er “rigtig Copiam” må være en fuldstændig og renskrevet kopi af
udrustningslisten.
6. Alle “præsidenter”, det må være medlemmer af
Det Brede Råd” og Skibsrådene, skal flittigt overholde skibsartiklerne
samt breve, skriftlige henstillinger og ordre fra Det Brede Råd. Atter en gang
bliver der kaldt til orden.
Der er altså nogle i flåden, der ikke rigtig vil indordne
sig og følge de afstukne rammer. Det er ofte, at admiralen skal have ro i
rækkerne. Den 28. indleverede Herman Rosenkrants sit regnskab til Det Brede
Råd. Ved samme lejlighed blev det pålagt skibet Christian at aflevere en ahme
vin til Patientia, og de næste dag forlod de “Fuer-Klippen”. Det
ligger to små øer vesten for Sokotra. Den ene og vestligste r ganske lille. Man
kan kun gætte sig til, hvilken en af dem de har ligget ved.
Allerede den næste dag, den 30. så de Sokotra. Denne ø er
stor og har bjerge, som kan ses på alng afstand. I 1600 tallet var portugiserne
på øen for en kort periode. Siden har den været bosat af arabere og tilhørt
Yemen. De Chr. IV flåd kom til den, så de ingen portugisere. Den 31. da det
blev dagslys, opdagede de, at København var forsvundet. Det er værd at bemærke,
at kaptajnen var Erik Grubbe. Om aftenen dukkede skibet op igen.
Erik Grubbe aflagde beretning om, hvor han havde været. Han
var taget ind til landet og havde talt med beboerne. De kunne få god proviant
m.m. på stedet. Han havde dog udgivet flåden for at være engelsk. De skulle
rette en skriftlig henvendelse til den lokale konge og derpå vente i fire dage
på tilladelse til at handle. Erik Grubbe ville derfor have at vide, hvad han
skulle foretage sig. Ove Gedde fortalte ham kort og godt, at det kunne han ikke
tage stilling til. Han måtte pænt vente til næste dag, så ville Det Brede Råd
tage stilling til det. Det var meget betænkeligt, at han havde udgivet flåden
for at være engelsk, og at der var engelske købmænd i landet. Han bordrede
derfor Elephantens, kaptajn til at råbe ud til hele flåden, at de skulle være
agtpågivende. Det skulle høres af hele flåden. Han ville være forberedt på et
angreb.
Den næste dag, 1. april, lå Christian lang væk fra dem.
Skibet var som bekendt nu under Thyge Stygges kommando. Ove Gedde satte kursen
imod dem for at samle flåden. Men København og Patientia havde uden varsel sat
kursen mod land. Kl. 9 satte Ove Gedde signal om, at de straks skulle komme
tilbage Patientia adlød straks ordren, men København fortsatte ufortrødent ind
mod land. Erik Grubbe adlød altså ikke. Han sejlede simpelthen vider, og de
tabte han af sigte. De havde ikke deres skibspas med. Det var blevet afleveret
til Elephanten. Det gik sener op for Ove Gedde, at det var blevet lagt i en
forseglet kuvert med den afdøde kaptajn Laurits Willomsens papirer.
Dagen efter, den 2., var skibet Christian ikke til at se. Nu
var der kun to skibe tilbage. David var forsvundet kort efter Kap det Gode Håb,
København dagen for inden og nu Christian. Det var de to borgerskibe, der nu
manglede. For admiralen så det sort ud. Først mistede han gesandten og nu
købmændene. Hvis ikke han kunne få fat på dem, kunne han lige så godt sejle
tilbage til Christian IV med uforrettet sag. Så var det hele en fiasko. Han fik
hurtigt samlet Elephanten og Patientia skibsråd. De blev enige om at finde
skibene. København var uden tilladelse sejlet fra flåden om dagen, og Christian
var sejlet fra dem i nattens mulm og mørke imod dets officerers vilje. De havde
ignoreret signalerne, admiralens ordre og Det Bred Råds beslutninger. Christian
kom ikke lang, den blev indhentet næste dag. Patientia det forhenværende
fribytterskib, havde før vist sig at være en hurtig sejler, og dets nuværende
kaptajn Peder Nielsen skulle nok vise sin loyalitet til Admiralen.
Nu hvor de tre skibe var samlet, satte de kursen mod Sokotra
for at se om København lå der. Så kunne de ved samme lejlighed proviantere. De
blev også enige om, at skibsrådenes medlemmer skulle være opmærksomme på, om
der var tegn til, at skibene ville sejle fra flåden. Da skulle de straks
tilkendegive deres iagttagelser og lade dem føre til protokols. Admiralen ville
nødig opleve at komme i en situation igen.
Så sejlede de mod Sokotra, men da solen stod op den 4. april så de i kimingen et skib
med en slup, en mindre sejlbåd på slæb. Da skibet fik øje på dem, vendte det straks om
og sejlede væk fra dem. Han var omtrent en halv mil fra dem, så de satte efter ham.
Ove Gedde skriver endda, at de beholdt deres rette kurs under jagten.
De nåede ikke at indhente ham, inden det blev mørkt. Om natten så de til deres
forundring sække med bomuld drive forbi. Om morgenen fik de øje på skibet.
Patientia fik ordre til at skyde et par skud, men efter det kom der ingen op på
dæk. De fangede et tomt skib uden “nogen levendes Mand eller Qvæg”.
De tømte skibet for dets indhold og fordelte det på de tre skibe, så meget som
de havde plads til om bord. Alt blev bogført af Det Bred Råds skriver og
underskrevet af samme. Derefter blev der erobrede skib brændt, efter at man
havde konfereret med styrmænd og skipper. Skulle de have det med skulle det
mandes forsvarligt og det ville være vanskeligt med den besætning som var til
rådighed. Bålet blev tændt den 10. De var 5 dage om denne lille afstikker.
Opsyn og ansvar for godset blev givet kaptajnen på Elephanten, Henning
Gabrielsen. Godset skulle registreres af overkøbmanden på Christian, Cornelius
Løyse. Han havde også bestilt provianten og udstyret til de to borgerskibe under
udrustningen på Holmen. Til hans hjælp var Hans Mars, Det Brede Råds skriver.
Kaptajner, skippere, købmænd eller deres assistenter, som havde modtaget gods
fra skibet, skulle besigtige og bevare dette gods, således som de ville have,
at kongen skulle modtage det. Så var bestemmelserne om deling af priser overholdt,
som det står anført i skibsartiklerne.
Admiralen ledte ikke længere efter København. Nu var de
alligevel tre skibe, og det var lige meget om det hed Patientia eller
København. Den 20. altså efter ti dage at have sejlet mod Indien, blev kursen
gennemgået. Det besluttedes, at hvis flåden så et skib i søen, og admiralen gav
tegn til det, så skulle Patientia prøve på “med største flid” at
indhente det. Så skulle han først rette en venlig henstilling til skibet, at de
skulle komme til admiralen. Hvis de værgede sig, skulle han tvinge dem. Dog
skulle han vise europæiske skibe mere hensyn og “have anden
Consideration”. De skulle ikke så gerne volde kongen diplomatiske
problemer ved at angribe allierede.
7. maj blev kursen og sejladsen igen diskuteret, og den 9.
så de en frgat komme med sejl oppe ret tæt til dem. Ove Gedde fik sat et hvidt
flag til, at de skulle komme nærmere. Med de sejlede fra dem, medens den
slingrede lidt i kursen. Ove Gedde fyrede så et par kanonskud efter ham. So kom
der et andet skib, der nærmede sig Patientia, som lå forude. Den fremmede
nærmede sig Patientia så meget at man skulle tro, de ville i forbindelse med
skibet. Lige som de ville til at råde over til dem, fyrede den fremmede to skud
med kanonerne og satte et hvidt flag og sejlede forbi. Patientia fyrede dog et
par skud efter ham.
Mens Chr, IV s flåde nærmer sig Ceylon, er det måske på sin
plads lige at tage et tilbageblik over sejladsen fra Komorerne. Den 24-årige
admiral, udpeget af kongen, må efterhånden gjort sig mange tanker om sin
mission. han skulle finde kejseren af Candy, vise ham den traktat. der blev
underskrevet i Danmark af majestæten og Boschouwer, kejseren af Candys gesandt
til det danske hof. Ove Gedde skulle på majestætens vegne aflevere skibet Davis
fuldt armeret og både sejldygtigt og kampklar med en styrke på 300 soldater,
der var blevet svoret ind til at kæmpe for kejseren. For de 95.000 rigsdaler,
som kejseren skulle betale for skib og soldater, skulle købmændene købe varer
for i det Ostindiske Kompagni, og der skulle oprettes en handelsstation.
Til at begynde med havde der været vanskeligheder med disciplinen,
men gesandten var heller ikke så villig til at føje sig under den unde admirals
kommando. Disciplinen blandt folkene blev efterhånden bedre. Den blev til
gengæld værre blandt de overordnede. Ved Kap det Gode Håb var det helt galt. De
beslaglagte breve fra købmændene viser tydeligt, at de var utilfredse med den
danske ledelse af flåden. Efter opholdet ved Kap Det Gode Håb forsvandt Davis.
Den havde prøvet at sejle sin egen sø på vejen over Sydatlanten, men blev
indfanget igen med gesandten om bord. Det lykkedes den at undslippe kort efter
Kap det Gode Håb. Det var gesandten, der var ansvarlig for traktaten over for
kejseren. Den unge Ove Gedde sejlede ufortrødent videre. Folkene havde det ikke
så godt. Det var varmt og de fleste var syge. Både infektionssygdomme og
tarmsygdomme må have haft gode dage i det tæt stuvede, varme og fugtige rum. I
det store hele artede de sig alligevel godt. Så var det de to borgerskibe, der
skejede ud. Købehavn forsvandt ved Sokotra og det samme prøvede Christian at gøre,
men Ove Gedde fik den dog tilbage. Jagten Øresund, som var blevet sendt i
forvejen for at forberede og lette Ove Geddes forhandlinger med kejseren, havde
ikke efterladt nogen besked eller livstegn på de i Købehavn aftalte steder. Ove
Gedde var altså henvist til helt alene at møde kejseren og præsenter ham for
traktaten. Nu varede det ikke længe, inden han skulle møde kejseren. Og hvad
havde ham? Der var godt nok et sødygtigt skib med fuld rustning, og hvis han
skrabede nok folk sammen kunne han måske få samlet 300 soldater, men det var en
sørgelig flok af syge mænd. Ind imellem har der nok været nogle dystre tanker hos
ham, men han besad ungdommens gåpåmod og nok også en masse selvtillid.
Han var jo adelsmand. Han var også umådelig pligtopfyldende og loyal over for sin konge.
Den 10. maj må vandets farve have ændret sig. Han skriver i rapporten,
at de fik grunden på de Malabariske øer på 50 favne vand. Det var dybt, men ude
i det store ocean er vandet meget dybere. De Malabariske øer må være Laccadiverne
vest for Malaberkysten. Den Indiske kyst som ligger ud for dem, hed dengang Malabar.
Den 16. maj 1620 om morgenen så de “det forjættede Land
Ceylon med stor glæde”.
Ceylon
Den 18. maj 1620 “løb Fyrmanden, som var Patientia, fra
grunden mod Ordinansen”. Det må betyde, at Patientia imod givne ordrer
forlod det grundede vand og bogstaveligt talt kom ud på dybt vand. Ove Gedde
gav signal til, at skibet skulle komme tilbage igen. De andre skibe havde ellers
fulgt fyrmanden, som de skulle. Først om eftermiddagen så de land igen og kunne
sejle langs landet. Samme aften blæste det op, og det blev hårdt vejr. De var
nødt til at ankre op ved land ved et sted, som de indfødte kaldte Panva. Byen
lå ca. 3 mil fra Batecalou, som er en af havnene på østkysten af Ceylon. De
sendte to både i land. De fik at vide, at kejseren, som de kaldte kongen af
Candia, var kommet overens med portugiserne for tre år siden, og at han ikke
mere var den fornemste konge i landet. Ved samme lejlighed fil admiralen også
nyheder om jagten Øresund. den var blevet taget af portugiserne ved
Coromandelkysten på det indiske fastland. Forinden havde dn erobret fem
portugisiske “Champagner”, formentlig sampaner, der er en almindelig bådtype
i de farvande. Kaptajnen og tretten mand levede.
De folk, der kom til skibet, så ud til at være brave folk,
dog var de klædt som portugisere. Ove Gedde fik senere oplyst, at det var nogle
af en vis prins de Oves Folk. Han var efter sigende deres kaptajn og kaldtes i
øvrigt Antonius Dorat. Han lå med 400 mand til at forsvare portugiserne. De
ville gerne have, at danskerne kom og byggede en fæstning der. De sejlede væk
fra skibene samme dag. Der var noget mistænkeligt ved alt dette.
Medens de ligger der og funderer over dette, det første møde
med de “lokale” er det tid for en lille afstikker til historien om
Jagten Øresund. Denne skibstype var i 1600-tallet et mindre skib. Det kunne
godt have tre master og var som regel en hurtig sejler. Enhver flåde med
respekt for sig selv havde en jagt til opklarings og spejderopgaver. Der var
ikke så mange folk om bord som på større skibe. Den var udrustet på
Bremerholmen sammen med de andre skibe. Roland Crappe var overkøbmand ombord
og hans svoger Johan Kater var kaptajn. De sejlede forud for flåden den 18. august
1618. Roland Crappe skulle forberede Ove Geddes ankomst til Ceylon med skib og
soldater og samle varer til at laste borgerskibene. Han var udpeget af
bestyrelsen for det Ostindiske Kompagni til at være deres direktør på stedet.
To skibe der kom tilbage til Holland fra Ostindien og Guinea, rapporterede, at
jagten var taget indtil Annabon, en ø ud for kysten ved Gabon i Vestafrika, for
at proviantere og få ferskvand. Jagten havde siden runder Kap Det Gode Håb og
blev set ved Labo Louo Confalues, som ikke kan findes på nogle kort i dag. Men
stavning i 1600 tallet var ikke det store nummer. Jagten Øresund må
formodentlig være ankommet til Ceylon i juni 1619. Hvorfor var Øresund ved
Coromandelkysten i Indien? Deres mission var at vente på resten af flåden og i
mellemtiden gøre det så nemt som muligt for at fremme kongens flådes mission på
Ceylon.
Ove Geddes dag-register for den 19. maj 1620 har en detalje
med, som søjournalen ikke har med. Da skibene kom til Palligamme på Ceylon,
fandt de ud af, at den føromtalte prins Ove var i krig med Kongen af Cadia.
Næste dag udstedte admiralen forholdsregler. Alle på flåden, høj eller lav,
skulle rette sig efter admiralens forordninger. Officererne eller andre fra
skibene måtte ikke forlade deres skibe uden udtrykkelig ordre. Hvis de blev
sendt i land i et ærinde, skulle de nøje følge de ordre, de havde fået. Ved
overtrædelse af disse befalinger kunne de straffes ved tab af liv og ære, alt
efter sagens vigtighed. Nu måtte intet gå galt. Det her skulle lykkes, og den
unge admiral vidste, at ikke alle var helt loyale.
Den 22. maj kom tre indfødte om bord for at vise dem vejen
til Palligamme. Her ankrede de op. Den næste dag sendte de tre både i land for
at handle proviant, vand og nødder. De blev velforsynede. I ligprædiken er positionen
sat til 8˚ 17ʹ N og 11 favne vand, men sat ud i et kort fra 1730 er det en øde junglekyst.
Det fremgår også “at kongen af Candia” sendte en“Alcair”, en slags borgmester,
fra byen med en gesandt fra kongen. Det er måske værd at bemærke, at titlen
“kejser” nu ikke bruges mere, efter at de er kommet til Ceylon. Denne gesandt forærede
dem adskillige forfriskninger på kongens vegne.
For datoen den 24. maj er der to beretninger. Rapporten
giver gode nyheder. Styrmanden fra Købehavn kommer og beretter, at David og
København ligger tre mil fra dem i søen, som de vel kunne se. De var ankommet
sammen ud for Ceylons Kyst. Gesandten Boschouwer var død ved Stephan von Hagens
Bay, hvor David havde taget forsyninger. København havde fået gode forsyninger
på Sokotra. Stephan von Hagens Bay ligger i Østafrika syd for havnebyen Beira.
Selv om flåden var sejlet mellem Madagaskar og Afrika, og de virkelig trængte
til forsyninger, gik Ove Gedde ikke ind til Sofala den store portugisiske havn
lidt syd for Beira. Sofala eksister ikke i dag. Det er lidt svært at forstå at
gesandten har vovet sig ind til portugiserne, kejseren af Candys fjender.
I dags-registret for samme dag beretter Ove Gedde, at der kom
nogle fornemme personer til ham. De meddelte, at de lokale konge ville tale med
ham. Lig prædiken fortæller, at Alcairen med en gesandt og nogle af kongens
folk kom og forlangte på kongens vegne, at Ole Gedde kom i land. Ove Gedde
undskyldte sig og gav dem en gave til kongen, som skik var i dette land. En
langbøsse, en forsølvet “Degen” et lille slankt våben, nogle potter
vin, eddike og olie. Da sendte kongen flere fornemme herrer, herunder den forrige
konges søn og sin egen søstersøn – eller som nævnt i lig prædiken “den
regerende konges nære slægt med og flere fornemme personer” – med kongens
kedeltromme, spil og et stort følge. De bød på kongens vegne Ove Gedde
velkommen. De overnattede om bord uden at blive inviteret. Den næste dag gav
Ove Gedde dem noget “ringskatzig Tøjg”, ringere gaver end det, som kongen
fik foræret.
Hans Hartvig Seedorff mener i sin bog “Ceylon vort
tabte paradis”, at Ove Gedde er umådelig ubehøvlet og kort for hovedet.
Men man kan se, at den unge admiral, som er Christians IVs stedfortræder,
virkelig prøver på at sætte sig i kongens sted. Samme dag, den 25. maj kommer
den lokale konge i egen person til Ove Gedde. “Med stor Ceremonie”
tog han en ring af sin finger og satte den på Ove Geddes finger. Det var en
ring med en safir. Den ring er stadig i Geddeslægtens eje. Den er gået i arv i
lige mandlig linje. Så satte de to store mænd sig ned, og kongen fortalte,
hvordan det stod til i hans rige, og om portugisernes forhold til landet. Det
stod ikke så godt til. Men Ove Gedde må have følt sig helt kongelig. Danmark
var blandt de største og førende riger på mange områder i begyndelsen af Chr.
IVs regeringstid, og Ove Gedde skulle spille op til denne storhed. Så sad de to
herre og snakkede med hinanden. Det var ikke en forhandling men Ove Gedde
kommer dog med nogle syrlige kommentarer i rapporten.
Efter at de havde snakket hyggeligt sammen – der står
“discurreret med ham om altingest” – tog de efter kongens ønske i
land. De blev roet ind i skibsbåden. Den var vel bemandet. Skibet stillede nok
med en ren, pudset båd med puder og andet komfortabelt på bænken agter,
bemandet med matroser, der var håndplukket og rene. Inde på land lod kongen
stranden rydde for nysgerrige og fik sat et stykke lærred op på et par pinde i
nærheden af båden, skriver Ove Gedde. Alt var nyt for den unge uerfarne Ove
Gedde. Han var vant til baldakin af en helt anden slags, solide og lavet til at
modstå det blæsende, kølige og våde vejr i Danmark. Men nu var han i troperne,
og det var en stor og pludselig omvæltning af hidtidige begreber. Han var
ligeså stille ved at få det, vi kalder et kulturchok. Når eftertiden bedømmer
ham hårdt i forhold til succesen af dette togt, glemmer den at tage dette
kulturchok i betragtning. Under dette lærred på stranden spiste han med konge.
Ved denne samtale lovede kongen at forsyne flåden med okser, vin og anden
proviant – men de fik ikke noget alligevel, skrev Ove Gedde lidt syrligt i
rapporten. Af lig prædiken fremgår det, at kongen ved besøget om bord havde
fået øje på to røde damask puder der lå på admiralens seng. Dem ville han gerne
have foræret. Så næste dag sendte han bud til admiralen om dette ønske. De blev
sendt til kongen, som til gengæld sendte en tolk samt lodser, der skulle hjælpe
Ove Gedde op ad floden til Tricomali. men stadig ingen forsyninger.
Samme dag sendte kongen også sin tolk om bord på David i et
sært ærinde. Tolken havde kendt gesandten og skulle se dennes lig for at
bekræfte, at det var Boschouwer. Men denne døde jo for ca. 6 måneder siden, så
det er en overraskelse at man har kunne opbevare liget så længe, så det må have
være behandlet på en eller anden måde, måske lagt i salt. Under alle
omstændigheder skulle tolken identificer liget. Hvorfor? Havde kongen mistanke
til vores admirals hensigter?
Måske var Boschouwer ikke død, men døde på et senere tidspunkt, i følge Ludvig Holberg, Dannemarks
historie – se side 71 – 74 – er han stadig aktiv i forhandlingerne.
Medens tolken granskede Complexion på David havde Ove Gedde
travlt på Elephanten. Han fik skrevet et brev på tysk til kejseren. Bemærk at
han nu igen omtaler ham som “Kejseren”. Dette brev blev forelagt Det
Brede Råd. Ove Gedde gjorde pænt kejseren opmærksom på, hvordan Christian IV
var blevet enig med Boschouwer om at assistere ham, og at aftalte assistance nu
altså var ankommet. De var fem skibe, der var klar til at hjælpe. Flåden var
faktisk blevet forøget med et skib Patientia. Kejseren var efter kontakten
forpligtiget til ved samme lejlighed at erlægge den sum penge, man var blevet
enige om. Når dette var sket, ville han Ove Gedde, selv komme til kejseren og
alt efter aftalen afvikle og klarere. Han gjorde også opmærksom på, at den
afsendte gesandt var afgået ved døden på rejsen sammen med sin søn. Hans
overlevende hustru og hendes stab af tjenere levede i bedste velgående på
skibene og kunne til enhver tid, når kejseren ønskede det, komme optil ham.
Dette brev blev sendt til Candy. Det var igen den danske
konges stedfortræder, der handlede. Nu var han ankommet ed skibet David og
soldaterne. Først skulle den aftalte sum erlægges, så ville han officielt
overdrage skib med inventar og soldater med udrustning og ammunition. Det var
en ren og skær handel, der skulle afsluttes. Pengene skulle så overdrages til
Ostindisk Kompagni. og Ove Gedde kunne drage hjem på Elephanten.
Ind i mellem måtte admiralen også tage sig af de to
genfundne skibe David og Købehavn. De havde begge mistet et anker,
tilsyneladende også en båd hver, for han sendte to både over til dem. De kunne
dog ikke have dem, bådene har nok ikke de rigtige mål til at blive anbragt på
dækket. Det var nogle travle dage som sædvanligt. De 27. maj var en trist dag.
Ove Gedde mistede to stabile mænd i flåden, Thyge Stygge og Otto Urne. Som
dødsårsag er angivet morbo comitali eller morbo caduco, sikkert en
tarminfektion. De blev begravet på Ceylon, ikke noget med at nedsalte. Den 29.
gik kongen af Montecalou med sine musikanter foran bårerne til graven.
Samme dag blev Ove Gedde enig med Peter van Xanten om, at de
skulle sende breve til kejseren for at melde, at de ville komme til ham. Den
næste dag kom den før nævnte konge, det må være kongen af Montecalou. Det er
ikke så nemt fordi Ove Gedde kalder kejseren af Candy skiftevis for kejser og
konge. Men det må være konge af Montecalou som ankommer med tre mand for at
hjælpe med at finde de mistede ankre og med en lods til at lodse flåden hen til
bugten ved Tricomali. Den 31. maj hev de ankret op og sejlede til Tricomali.
Den 2. juni lod flåden ankrene falde i vandet ved Tricomali,
der hørte under kongen af Cotiaram. En af Ove Geddes folk blev med en indfødt
sendt i land for at finde jagten Øresuns styrmand. Den 4. kom han om bord på
Elephanten igen med nyt fra jagten. Han bekræftede prinsens beretning fra
begivenhederne omkring jagtens forlis på Coromandelkysten og medbragt tre breve
fra “Directeuren, Roland Crappe. Det var et til gesandten, et til
købmændene og et til van Xanten. Den 20. fik admiralen en kopi af to af
brevene. Der var mange oplysninger i de breve, som det ville have været
naturligt at have formidlet til lederen af denne mission først. Men han måtte
pænt vente til det passede modtagerne af brevene at fortælle ham om indholdet.
I rapporten skriver Ove Gedde kort om de oplysninger han fik:
1.Om de sampaner, som jagten havde erobret under direktørens
fravær.
2. Om jagtens forlis.
3. Om den gode behandling, Crappe fik hos Naichen af Tanjour
på det indiske fastland. I lig prædiken står dette beskrevet mere udførligt.
Han havde af Naichen fået en by, er lå ved stranden, foræret. Byen hed
Trankebar. Der måtte de bo ag handle, som de lystede.
4. Om handel på kysten og i Ceylon.
5. At en “bare” peber, 480 pund kan købes for 24
daler.
6. At Crappe ønskede, at begge kompagnier, det hollandske og
det danske Ostindiske Kompagni, blev samlet undr en ledelse på kysten, da ingen
kunne købe ind, uden at danskerne vidste det. Dette havde været den afdødes
gesandts mening, og han havde informeret den danske bestyrelse. Direktøren
havde også informeret Ove Gedde.
7. Om den vanskelige situation for handel på Ceylon.
Hvis Ove Gedde gik med til forslaget om at samle ledelsen
for de to kompagnier, så ville Christian IVs Ostindiske Kompagni blive slugt af
Hollænderne. De var ikke meningen med ekspeditionen. Ove Gedde fortsætter med
den ham betroede opgave. Han vil ikke lave om på sin konges bestemmelser. Er
det en dårlig egenskab?
Den 4. juni sendte kongen af Cotiaram et bud til admiralen
med besked om at der lå en sampan i bugten ladet med arecca-nødder. Den var
forladt af portugiserne, og kongen bad Ove Gedde om at tage båden og forære ham
lasten, så ville han få al den proviant, han ønskede. Vi kan studse over dette.
men ved nærmere eftertanke er det egentlig ret logisk. Rygtet var gået forud
for Ove Gedde. Alle vidste, at han kommer hjælp mod portugiserne. Så det ville
være naturligt, at han beslaglagde en portugisisk båd og afleverede lasten til
de indfødte som en anden Robin Hood. Dagregistret for samme dag berettet kun om
jagtens styrmands ankomst, dog er der et par enkeltheder med her. Styrmanden
Jan Peitersen fortæller, at portugiserne havde aflivet to af jagtens folk og
havde sat deres hoveder på stage ved stranden. Den 5. juni forhalede Ove Gedde
ind i bugten ved Tricomali, hvor en soldat ved navn Melchior Bødicher blev
taget i ed som tolk. Han kendte det portugisisk sprog og var en ærlig og brav
karl. Det skulle han fortsætte med at være og ikke spørge eller svare uden at
have fået besked på det.
Der lå de så i bugten i læ for øs og dønninger og sundede
sig lidt, inden det gik løs igen. Det var nu mest diplomatiet, der havde
travlt. Skibene og deres besætninger havde deres rutiner. Soldaterne blev
pudset , ekserceret og gjort klar til aflevering. Alle var spændte. Skulle de
snart stævne hjem, eller blev det til et længere ophold? Kom de i land for at
lege turister?
Nu hvor flåden lå sikkert for anker i bugten, kunne Ove
Gedde bedre overskue sin stilling. En lang og trang række af forhandlinger
begyndte. Selv om han i Danmark havde udført nogle diplomatiske op gaver for
Christian VI, var han nu havnet i en helt anden måde at forhandle på. Ove Gedde
havde spurgt kongen af Cotiaram om han kunne sende et følge med udsendinge op
til Candy. Den 7. kom svaret. Det kunne han ikke. Kejseren af Candy havde
befalet ham ikke at lad nogen tage til Candy, Han kunne modtage breve og sende
dem til Candy. Og i øvrigt vrimlede landet med portugisere som ville slå dem
ihjel.
To dage senere afleverede Ove Gedde et brev til kongen af
Cotiaram, brevet var adresseret til kejseren af Candy. I brevet skrev han, at
han ikke vidste, om hans majestæt havde modtaget de andre brev, som han havde
sendt, sendte han nu to af “min Herres fornemme tjenere” til kongen.
De skulle forklare alt om taktarten og hvad den indebar. Kejseren skulle så
sende nogle af sine fornemme herrer til Ove Gedde, så de kunne efterkomme traktaten
til begge parters fordel. Kongen Cotiaram nægtede at tillade nogle af vores
folk at rejse til Candy. Da var Ove Gedde nødt til at håbe på det bedste. og
han forventede så, at kejseren selv ville komme eller sende nogle forhandlere
til ham. Samme dag blev Ove Gedde advaret om, at en kong Madonne ville
forhandle med ham, og at han skulle holde sig til Kejseren af Candy. I følge
lig prædiken blev Ove Gedde kontaktet af to forhandlere for Kong Madonne. De
tilbød ham oven i købet halvdelen af deres rige. Det var tydeligt, at Ove Gedde
var havnet midt i intrigerne på øen. Han undskyldte sig med, at det ikke var
med det formål, han var kommet til Ceylon. I dag registret skriver han at kong Madonne
var den rette arving til riget, og at han havde tilbudt selv at komme og
forhandle. Ove Gedde skulle bare sige til, hvor han ville mødes med ham. Konge
selv “ville kun beholde fire eller fem pladser i landet”, resten
kunne kong Christian IV få. De udsendte herrer fik den besked med tilbage, at
Ove Gedde ikke havde noget at tale med dem om. Hvis deres konge ville tale med
ham, så kunne han jo selv komme til ham. Nu havde Ove Gedde da klart
tilkendegivet sin loyalitet over for den danske konge og kejseren af Candy.
I en pause i forhandlingerne, lod admiralen sig ro længere
ind i bugten. Det opdagede, at tre “skiønne” floder løb ud i bugten.
Den en flod var afløb for Candy. Madonnes land grænsede op til udløbet. Mod de
havde håndlod og kort med? Nogle opmålinger og nedtegninger af kysten har de
nok fået lavet.
Den 21. juni ankom to af kong Madonnes mænd, som med tolk
forlangte, at admiralen skulle sende to officerer til at følge kongen til
skibene. Så besluttedes det at udpege Erich Grubbe, Peder Nielsen og en
overstyrmand til dette. De skulle under alle omstændigheder komme tilbage med
kongen. Lederes af Kong Madonnes delegation blev så bange ved at skulle have
højtstående officerer med, at han fladt på knæ og bad om at blive slået ihjel,
da kongen af Candia alligevel ville gøre det. med samt alle hans venner. Han faldt
alligevel til ro og til sidst gik med til det.
To dage efter kom en anden konge, kongen af Cotiaram om bord
til Ove Gedde. Han blev om bord natten over. Så skriver Ove Gedde lidt syrligt,
at selv om han havde givet kongen og hans følge små gaver, bøsser, sværd og andet
småt, som de bad om, og kongen lovede, at der ville komme forsyninger af kød og anden
proviant, så holdt han sine løfter ligeså lidt som de andre.
Hos Kejseren af Candy
Så kom dagen, hvor Ove Gedde skulle møde kejseren af Candy.
Den 17. august 1620 om morgenen blev han hentet af “hel Hob Folk og
Spil” som han skriver. Det burde egentlig være en mærkedag i de dansk
ostindiske koloniers historie. den unge admiral, kong Christian IVs gesandt,
møder endelig kejseren af Candy. Han var en forholdsvis gammel mand med en lang
regeringstid bag sig. Han havde forhandlet med tamiler, hollænder og
portugisere og overlevet indre stridigheder. Over for ham stod Ove Gedde, dansk
adelsmand med høje tanker om sin herkomst og sin konge. Han havde forhandlet i
Østeuropa på kongens vegne, men aldrig helt alene. For Ove Gedde var det
afgørende, at det gik godt. Hans omdømme, ære og en hel masse andre begreber
stod på spil. Han har nok taget en dyb indånding og rustet sig til at stå
ansigt til ansigt med kejseren og forhandle. Enhver usikkerhed skulle skjules
for modparten.
Hos kejseren lod han Morten Finche, på portugisisk,
overbringe sin meddelelse. Den havde han fået i forvejen udenad. Derpå
overrakte Ove Gedde sine akkreditiver og hilste fra majestæten, som det stod i
hans instruktioner. Ove Gedde ville være sikker på, at alle de diplomatiske
regler var overholdt. Kejseren svarede, at han var meget forundret over de
kontakter og slet ikke kunne forstå dem. Ove Gedde fortalte ham, at gesandten
havde skrevet traktaten på kejserens vegne, og at han gerne ville forklare
kejseren indholdet af denne. Så fik han lov til at trække sig tilbage. Om
eftermiddagen, kl. 4, blev han hentet igen. Samme aften “ved Lys”,
forklarede han kejseren alle detaljer i kontakten. Han fortalte ham også om de
fordele, han havde ved at kunne benytte et skib, faktisk 1½, da Patientia sådan
set var halvt hans med alle folk. Skiber havde allerede indbragt så meget, at
det kunne dække deres hidtidige omkostninger. Havde været på fribytteri? På en
måned kunne han tjene de penge ind skibene kostede. Dette forundrede kejseren
meget. Så han ville tænke natten over. Dermed sluttede denne dags
forhandlinger. Ove Gedde slutter med at beskrive kejserens og hoffets reaktion,
da han remsende alle kejserens, og sikkert også Boschouwer titler op. De holdt
sig for munden og kiggede på hinanden og lo.
Dagen efter kom sekretæren om eftermiddagen til Ove Gedde
med akkreditiverne og forlangte dem oversat til portugisisk. Han ville også
have en forklaring på den Gyldne sol, der stor i titlerne. Det var den titel,
Boschouwer havde skrevet, og Ove Gedde spurgte om det ikke var den rette titel?
Det kendte kejseren ikke noget til. Hans titel var slet og ret Kejseren af
Candy. Men Ove Gedde behøvede ikke at rette det. Papiret blev oversat til
sekretæren. Så var der fred en nat. Begge parter sov på det.
Forhandlingerne fortsatte næste dag hos kejseren. Denne
åbnede forhandlingerne med at konstatere, at hans gesandt havde handlet forkert
og uden at være befalet til det. Det nyttede ikke at få kejseren til at indse
alle de fordele, som denne kontakt gav ham. Ydermere kunne alle da se, at det
var kejseren personligt, der havde underskrevet og forseglet traktaten. Den
danske konge havde da også handlet prompte og sendte ham hermed hjælp, selv om
kejseren påstod, at det var en falsk traktat. Han måtte tænke på, at hvis han
afslog dette nådige tilbud, da ville ingen hjælpe ham, tværtimod, man ville
være fjendtlig stemt over for ham. Portugiserne ville så ende med at tage hele
hans rige fra ham. Ja, så var de penge, han skulle give for skibe og folk og
til købmændene, for intet at regne. Kejseren hang med hovedet en stund og
konfererede med sine rådgivere. Ove Gedde gjorde ham opmærksom på, at ifølge
kontakten ville han snart kunne inkassere over en million årligt. Han fortsatte
med at fortælle kejseren, at den taktart, som Boschouwer på kejserens vegne og
Christian IV havde underskrevet, nøje ville blive overholdt. Originalen var om
bord på David med den danske konges segl på. Kejserens sekretær havde set den.
Den ville blive behørigt overdraget til kejseren, så han og den danske konge
ubrydeligt kunne overholde den. Ove Gedde selv var blevet pålagt at blive i
landet, indtil hans nådige herre sendte en anden af sine fornemme tjenere med
besked på, at han skulle tilbage til Danmark. Kejseren svarede glad, at så
ville han i alle måder overholde denne overenskomst, ikke på grund af hans
gesandt, men på grund af den danske konges venskab. Tilsyneladende kunne det
Ostindiske Kompagni så gå i gang på Ceylon. Kejseren kom med et andet
spørgsmål.
Hvordan havde han i sinde at bekæmpe fjenden?
Da svarede Ove Gedde, at først skulle traktaten anerkendes
officielt. Derefter skulle styrken flyttes ind i landet, hvor de kunne finde ud
af, hvordan det stor til med fjenden, og hvad der kunne gøres ved det. Så kunne
de gå til handling, som det behagede kejseren. Hele operationen skulle holdes
“Secret”!. Derpå gav de hinanden hånden med smil på læberne og gik
hver til sit.
Om eftermiddagen kom sekretæren ned til Ove Gedde. Han
repeterede formiddagens resultat af forhandlingerne mellem kejseren og Ove
Gedde. Men da kejseren var ham velvillig stemt, ville han udnævne ham til
admiral og prins, som Boschouwer havde været. Han ville få foræret det gods,
som Migomerale ejede, og som han ville kunne leve af. Ove Gedde svarede med, at
han ønskede hverken titel, gods eller gave. Det var gave nok, om kejseren
snarest efterkom traktaten, så han snarest kunne underrette sin herre og komme
i gang med “Succurs”, redningsaktionen.
Samme eftermiddag sendte kejseren bud efter Ove Gedde. Denne
kom i den tro, at nu skulle traktaten ratificeres. I stedet fortalte kejseren
ham, at han slet ikke havde den sum penge til rådighed, da han havde disponeret
anderledes med sin økonomi. Hans gesandt havde handlet forkert og selv skrevet
traktaten. Så fortsatte han med at “diffamere”, sværte, sin egen
gesandt til. Han drog tolken Morten Finche ind i samtalen, fordi han var en ven
af kejseren, og spurgte ham, hvem der dog kunne råde hans gesandt til at skrive
sådan en falsk traktat. Denne svarede uden tøven, at det kunne man sagtens
sige, nu manden var død og ikke kunne forsvare sig. Ove Gedde sagde så, at han
da havde håbet, at traktaten ville blive bragt i orden og efterkommet snarest.
Man burde holde gesandtens og hans agtede herres, Christian IVs aftaler. Men
kejseren fortsatte ufortrødent med at tale nedsættende om sin egen gesandt. Ove
Gedde påpegede over for kejseren, at han godt kunne se, at de ingen vegne kom,
og at det hele var løgn og bedrag og forhaling. Kejseren beskyldte sin gesandt
for at have handlet falsk, og samtidig havde han glemt alt om den foregående
dags enighed og forståelse. Da Ove Gedde selv var udsendt af en ærlig og god
hersker, som viste stor nåde og venskab overfor kejseren, der på sin side ikke
opførte sig på samme måde overfor kongen, begærede han om tilladelse til at gå
til sin lejr.
Allerede næste morgen den 19. var han igen hos kejseren.
Da spurgte kejseren, om han da var forpligtet at overholde
en traktat som han gesandt slev havde skrevet på rejsen til Danmark. Dertil fik
han det svar, at den danske konge ikke havde underskrevet på gesandtens tale og
skrift, men på kejserens hånd og segl. Derfor havde han bekostet og afsendt
denne styrke med skibe og folk ud til ham. Igen påstod kejseren, at det var et
brev, Migomerale selv havde skrevet og forseglet. Hvordan kunne hans segl
ellers komme på sådan et dokument. Nej,
denne traktat kunn han umuligt overholde. Kejseren forlangte, at Ove Gedde
derimod gik med til at få samme betingelser, som hollænderne havde fået. De
fæstninger, han erobrede, skulle deles mellem Ove Geddes herre og kejseren.
Derpå fulgte en diskussion om, hvad der egentlig stod i de traktater. Det kunne
de heller ikke blive enige om. Ove Gedde mindede kejseren om portugisernes
frygtelige og brutale fremfærd i hans rige. Han burde ikke så letfældigt afslå
den danske konges velvilje og hjælp.
Kejseren forsikrede, at han altid ville gør vores konge en
tjeneste, men han kunne altså ikke gå med til denne traktat. Så spurgte han
oven i købet, hvorfor Ove Gedde i det hele taget var sejlet ud fra Danmark, da
han jo ikke kunne underskrive denne traktat. Ove Gedde replicerede, at han også
neget hellere ville være blevet hjemme, men han var jo udsendt af en kristen
potentat til en, for så vidt de alle troede, oprigtig herre. Han skulle bare
fremlægge den traktat til kejseren til bekræftelse. Men da han nu kunne
fornemme, at de ceylonesiske herre ikke var oprigtige – i en bisætning skriver
han, at han havde sagt dette offentligt, og da han på grund af sin tro på
kejserens redelighed var kommet til denne, ville han nu gerne bede om en
eskorte til at følge ham tilbage til skibene.
Til slut kom han med en afskedssalut i form af en trussel:
Han skulle nok vide at udbrede denne spot, han var udsat
for, over hele landet og dermed gengælde den behandling, kejseren havde udvist
hans herre, således at kejseren ville fortryde sin opførsel. Kejseren blev dog
ved med at fastholde Ove Gedde med spørgsmål. Han ville igen vide, hvordan han
ville fordrive portugiserne ud af landet, og hvor stærk, den danske styrke
egentlig var. Dette havde Ove Gedde svaret på adskillige gange. I en parentes
bemærkede han, at han ikke havde fortalt kejseren, at de ikke hvad noget udstående
med portugiserne. I stedet for sagde han simpelthen, at det ville han ikke
svare på. Så ville kejseren have, at Ove Gedde tog nogle af hans gesandter med
til Danmark. Hvad vil de så der? spurgte Ove Gedde. Kejseren havde jo
imødekommet kongen med løgn og falskhed. Nødtvungent gik han med til at fragte
gesandterne hjem, men ha vidste, at de ikke ville blive vel modtaget. Kejseren
havde jo over for den danske konge vist underfundighed og bedrag. Hvorfor
skulle de ceylonesiske gesandter så blive vel modtaget? Efter lang tids tavshed
hos kejseren og hans råd, fik Ove Gedde lov til at gå til sit logi. Så ville
kejseren sende nogle fornemme herrer at hente han til sig senere. Så kunne de
da handle om det igen. Derpå tog Ove Gedde sin afsked, samtidig med at han
forlangte, at kejseren og hans råd overvejede, om ikke det var bedst, at de
blev enige om den foreliggende traktat.
Lige nu må man tænke på den situation, Ove Gedde var i.
Han havde en traktat, som han ikke kunne få ratificeret, og
dermed faldt hele ekspeditionens formål til jorden. Den var kort sagt fortabt.
De investerede penge var givet forgæves ud, og Ove Geddes løsning
af opgaven var mislykket. En militær aktion var umulig. Godt nok var David og
Patientia til rådighed med soldater og besætning, men disse var stærkt svækket
efter strabadserne fra sørejsen. Der var næppe 300 soldater til rådighed, som
egentlig skulle være med i den afleverede styrke. Han kunne simpelthen ikke
risikere en militæraktion, hverken til vands eller til lands. Han kunne slippe
kompagniets skibe løs på den forhåndenværende handel, og det ville ende i
sørøveri. Sådan var tilfældig handel dengang. Det ville skaffe ham både
hollændere og portugisere på halsen, og de havde overmagten. Ove Gedde kunne
slukøret vende hjem til kongen med stor fiasko, som uden tvivl ville få
konsekvenser for hans karriere i Danmark. Det var dystre udsigter for hans
fremtid. Det må have været en trist Ove Gedde, der den dag vendte tilbage til
sit logi i landsbyen.
Om eftermiddagen dukkede sekretæren op hos Ove Gedde med
besked om, at kejseren havde bestilt fok til at ledsage ham til skibene. Han
var ved at skrive et brev til den danske konge, som han ville sende til Ove
Gedde på skibene. Da prøvede Ove Gedde på at redde i alle tilfælde en last
gods. Han spurgte, om kejseren ikke ville vise sin god vilje ved at forære
kongen en skibsladning peber eller andre varer. Sekretæren sagde så, at kejsere
ville være tilfreds hvis de kunne handle sig til det på Ceylon, men det var
ikke tid for peber, kanel, voks og andre krydderier før om seks måneder. Men
kejseren ville da gerne forære den danske konge nogle pund peber eller kanel
for at bevise sit venskab. Så der var ente. Da simulerede Ove Genne
taknemmelighed og tilfredshed og sagde, at så var de klar til at tage ned til
skibene. Da delegationen, så at han virkelig havde i sinde til at drage af
sted, drog de et lettelsens suk. Lige på faldrebet kom Ove Gedde igen med et
udfald. Hvad mente kejseren om tanken med at bygge en fæstning, og hvad ville
han hjælpe med i den forbindelse. Svare var. at kejseren ville yde al den
nødvendige hjælp til opførelsen af en fæstning. Det åbnede for en mulighed til
videre forhandling, bare fra en lidt anden vinkel. Sekretæren ville lade det gå
videre til kejseren og ville så komme med besked om kejserens beslutning.
Dermed drog han af. Samme dag kom han igen med to fra kejserens råd. De
fortalte, at det behagede kejseren, og at han ville yde hjælp til det, som
landet formåede. Så fik den unge Ove Gedde halet lidt ind på sit nederlag.
Ufortrødent – eller stædigt – gik Ove Gedde den næste dag
til kejseren med nogle punkter, som kejseren skulle godkende. Dette gjorde
kejseren, og Ove Gedde tog tilbage for at skrive det hele ned. Han sad med det
til sendt på natten uden rigtigt at få det færdigt. Næste dag kunne han ikke arbejde
på det, fordi sekretæren var hos ham hele dagen. Han ville oversætte det hele
til singhalesisk. To fra kejserens råd dukkede også op. På kejserens vegne bad
de Ove Gedde, om han ikke ville prøve at få Madonne til at komme til kejseren.
Det lovede Ove Gedde at bestræbe sig på.
Næste morgen var han atter hos kejseren, som igen besværede
sig og var vanskelig og forlangte en masse skrevet om. Tilbage i landsbyen
korrigerede han papirerne og sendte Henrik Hess. Han kom tilbage med uforrettet
sag. Kejseren var stadig ikke tilfreds. Nu tirrede han Ove Gedde. Man kan sige,
at han behandlede ham rigtig skidt og nedværdigende. Papirerne blev skrevet om,
og sekretæren fik besked på at melde ham hos kejseren. Han fik besked tilbage
på, at kejseren ikke kunne træffe ham før næste dag. Det var dråben, der fik
bægeret til at flyd over. Ove Gedde reagerede ved at sende Henrik Hess med
besked om, at han havde i sinde ar rejse samme aften. Hvis han ikke kunne
træffe kejseren nu, ville han lade Henrik Hess blive tilbage og vente på
papirerne. Så ville han blive til papirerne var underskrevet og derefter komme
til flåden. Kejseren reagerede prompte ved straks at sende bud efter Ove Gedde.
Sammen med kejseren blev det gennemdiskuteret til kl. 10 om aftenen, hvor
kontrakten blev underskrevet. Hvad der egentlig stod i den kontrakt, vides
ikke, men formodentligt, at det var betingelserne for bygningen af en fæstning,
for proviantering af folkene, betingelser for lokale arbejdere m.m. Ove Gedde
blev tilsagt ved hoffet til næste dag for at tage afsked. Da fik han foræret
eller lånte et par af sønnens heste og en elefant til transport tilbage til
skibene.
Den 23. august om morgenen var han til afsked med kejsere.
Ove Gedde skulle lige have klarlagt et par ting om Madonne og Migommerales
hustru, som kejseren på Ove Geddes forbøn havde lovet at forærer nogle
landsbyer, og Peter van Xanten, som kejseren ikke kunne tåle, da han havde
giver Boschouwer de forkerte råd. Portugiserne kom også på tale, og i
forbindelse med dm tilbød kejseren at sende soldater til skibene, hvis de
ønskede det. Da han var tilbage i sit logi, kom sekretæren med nogle ædelstene
til både Ove Gedde og hans følge. Ove Gedde bemærker i sin rapport, at de var
af meget ringe kvalitet. Så var de oven i købet så frække , at de forlangte
drikkepenge og gaver til gengæld, selv om de før havde fået mange gaver. Samme
dag begyndte Ove Gedde og hans følge deres tur tilbage til skibene. Ud af den
første traktat havde han reddet et par stumper. Det var bygningen af fæstning
og tilladelse til handel, dog uden forpligtigelser for hverken Ceylon eller
omvendt og så var der ingen last før om seks måneder. De skulle slås for hver
last, hvis de overhovedet kunne få et bed til jorden mellem alle de andre
nationer. Det egentlige mål med den lange rejse fra Danmark var absolut ikke
opnået. Det må have været meget triste tanker der trængte sig på samtidig med,
at han skulle sørge for, at hans følge kom frelst ned til skibene.
Hvad mon der var sket med skibene, medens han var væk?
Ved hans afrejse fa skibene var der just ikke samhørighed og
en god stemning mellem han og købmændene. De ville nok hovere ved hans
tilbagekomst og sige: hvad sagde vi? Deres mangel på tiltro til ham blev nu kun
bekræftet af det mislykkede forsøg på at traktaten ratificeret. Hvad så, når
han kom hjem til Danmark? Han havde gjort majestætens og kanslerens tiltro til
ham til skamme. Hvordan ville hans karriere i Danmark så udforme sig? Ville han
blive draget til økonomisk ansvar for denne fiasko? Det gjorde kongen rask væk
dengang, hvis man forvaltede hans gods forkert. Det var almindeligt dengang, at
hvis man forliste et af kongens skibe, eller det blev skudt i sænk af fjenden,
så blev der holdt et forhør, og ved det mindste tegn på, at det kunne være
undgået, skulle man erstatte kongen for tabt gods og guld. Skibene var hans
private ejendom. Men nu skulle Ove Gedde se at få sine folk gennem jungle og
marker i et fremmed land og frelst ned til skibene. Han kunne sidde til hest,
og resten måtte deles om en elefant og et par heste. Efter alt, det han havde
oplevet ved hoffet, kunne han så lade være med at være mistroisk over for sine
indfødte ledsagere og førere?
Den 25. til middag kom de til Patipal. Der efterlod de 5
mand og fortsatte 5 mil længere. De overnattede ved Talleville, fortsatte til
Battevitti, hvor de fik noget sødmælk og til middag var de i Siambandure. Der
fik Ove Gedde fat i en udriggerkano. Han beskriver den som en stor ege, der har
træer på siden for at hindre den i at kæntre. Kongen af Matecalou var kommet
til stranden med en masse folk med pile, og her er Ove Geddes rapport noget rodet.
Kl. 10 om aftenen mødte han kongen af Palligamme. Her måtte han efterlade to
mand med Blodsott, måske ondartet dysenteri eller tyfus. I søjournalen bemærker
han samtidig, at han måtte efterlade nogle meget syge i Bentanen og at han også
måtte efterlade nogle folk på vejen. Den 27. ventede han på efternølere indtil
kl. 4. om eftermiddagen.
Han ankom til Mottuaram kl. 10 om aftenen, og der kom
kaptajnen fra Patientia hen til ham. Denne var lige ankommet til reden. Så var
da denne tur gennem ukendt land overstået. Endelig en ærlig dansk mand, der
forstod, hvad man sagde. Peder Nielsen var en af de faste officerer, der tjente
kongen. Han boede endda i forgængeren for Nyboder byggeriet.
Det var aften, da de mødtes. De har nok siddet og sludret
til langt ud på natten. Ove Gedde skulle jo informeres om alt det, der var
hændt med flåden, medens han var væk. Selv om han havde firhandlet med
kejseren, så var han stadig leder af hele flåden. I instrukserne stod der klart
og tydeligt, at han var leder af alle skibe, indtil traktaten var ratificeret.
Det var den ikke. Så var han selvfølgelig stadig leder, og flåden ve og vel var
hans ansvar. Det Brede Råd havde jo smidt håndklædet i ringe ved det sidste
møde. den næste dag købte han en sampan af kongen af Palligamme. Den skulle
bygges sådan, at den elefant, han havde fået af kejseren, kunne overføres til
et af skibene. Alle gaver fra kejseren var i Ove Geddes øjne gaver til den
danske konge. Kong Christian IV er jo også kendt som samler af rariteter. Han
samlede på alt ualmindeligt, lige fra grønlændere i kajak til sjældne og
eksotiske dyr. Da resten af hans følge ankom næste dag med bagage og med
kejserens folk, sejlede de straks til flåden, som d stødte til den 30. Så kunne
de jo sejle hjem nu.
Der var gået tre måneder med forhandlinger med de lokale
fyrster på kysten og med kejseren. I al den tid var admiralen beskæftiget ned
sit diplomati. Den praktiske ledelse var overladt til officererne. Mandskabet
og officererne var underlagt skibsartiklerne, de måtte ikke forlade skibene
uden at have fået lov til det, forsyningerne, var usikre, maden blev vel også
ensformig, hvis d skulle holde sig til de vante retter. Der var arbejde med
vedligehold af skibene. En skibsofficer skal ikke være særlig opfindsom for at
beskæftige besætning. Men det materiale de havde til rådighed, var begrænset. De
kunne ikke bare bestille så og så mange tønder tjære, maling, tovværk eller
andet. Tøjet var slidt, fortællingerne under dækket lige så. Man kendte næstens
vaner bedre, end han selv kendte dem. Det var en vanskelig forsamling skibe,
Ove Gedde kom tilbage til. Lidt forandring ville give en bedre stemning.
Den 1. september 1620 var så den store oprydningsdag. Det
Brede Råd blev atter samlet. resten af rådet må have fundet ud af, at Ove Gedde
stadig var lederen af ekspeditionen. Følgende sager blev drøftet og besluttet:
1. Van Xanten mente, at han kunne få kejseren til at
underskrive og ville derfor selv tage op til kejseren for at ordne det. Det
kunne han ikke få lov til. Dette ville forsinke hele rejsen og de ville være
bundet af vejret, så de ikke kunne komme fri
af kysten.
2. Boschouwers lig skulle begraves uden ceremoni, men nogle
dage derefter skulle hans søns lig begraves med “de fornemste
ceremonier”.
3. Boschouwer og hans hustrus gods og brev skulle
registreres af Van Xanten i overværelse af tre af rådets medlemmer, og en
skriver skulle lave en fortegnelse over det hele og aflevere den.
4. På grund af Peter van Xantens fortsatte modvilje mod at
følge Christians IVs forordninger skulle han forvises fra kahytten både ved
bordet og sovepladsen. Der står “Disch og Soveplas”. Han skal også
forlade skibsrådet. Det var da et brat fald for den store mand. Men hans fælle
Boschouwer var jo død, og Ove Gedde ville ikke mere finde sig i hans evindelige
negative indstillinger til ledelsen af togtet.
5. Boschouwers kone kunne ikke beholde mere end en pige.
Hele resten af hans stab blev tilbudt at fortsætte i kongens tjenste.
En uge senere var der endnu et mød. Dette møde handlede om
deres videre færd på kysten.
1. Ove Gedde ville selv på Elephanten sejle til
Coromandelkysten for der at forhandle med Naichen, den lokale hersker.
2. Peder Nielsen skulle straks sejle til Palligamme med
Patientia, for der at betale kongen for sampanen. Han ville få nogle penge til
det. Derefter skulle han sejle Patientia og sampanen med elefanten til
Coromandelkysten.
3. Officererne på de to skibe, der blev tilbage, Christian
og København skulle sende deres folk i skoven og hugge en skibsladning sort
træ. (pokkenholt?)
4. Når kejserens folk kom med forsyninger og andet til
bygningen af en fæstning, skulle de gøre deres bedste for at hjælpe dem.
Så kom initiativet til videre handling prompte fra den unge
admiral. Nu var det ham , der var enevældig. Ikke mere så meget snak, nu skal
der handles. David blev ikke nævnt i denne sammenhæng, men det var jo stadig
den danske konges skib og underlagt admiralen. I sit dag-register skriver Ove
Gedde, at han sendte kejserens modellar tilbage til kejseren, med brev om, at han
skulle sørge for forsyninger til folkene under bygningen af fæstningen. De fik nogle
små gaver i form af “smaat Tøi”.
Et par dage efter, den 9. september, kom sekretæren med to fuldt
lastede sampaner med ris og arrak til skibene, Arrak var det lokale brændevin. Han
havde købt lasterne efter ordre i Matecalou og Palligamme. Lasterne blev fordelt
blandt skibene. Det brugte de en hel dag til. Næste morgen sejlede Elephanten. De
havde taget to pengekister fra David med. De skulle afleveres til direktøren, Roland
Crappe. Samme dags aften lå de ud for Negapatam ved Coromandelkysten.
Forhandling med Naiken i Tanjore.
Ove Gedde blev ført ind i en “gammel sal”. Naichen
lå på en “stie”, det har nok været en slags forhøjning med
fløjlsbetrukne puder og hynder. Den Øverste præst sad ved fodenden med
biskophat bestukken med perler. Ove Gedde skulle holde en afstand på 8 til 10
skridt fra naichen og stod på det øverste trin af en trappe, som han senere fik
lov til at sætte sig på. Husk han havde
beskadiget sit ben. Han blev venligt modtaget og kunne så begynde på sin
beretning. Først fortalte han, at han var blevet sendt fra Danmark for at få en
traktat ratificeret hos kejseren af Candy. Så fortalte han om, hvordan han var
havnet i Tanjour. Han var jo blevet opfordret af naichen til at komme hen til
ham. Han ville på sin herres, Christian IVs vegne opfordre til, at danskerne
kunne arbejde for deres folks gavn og nytte. Ove Gedde ville gerne, hvis
Naichen syntes om det, sætte nogle punkter op om vilkårene og sende dem til
ham. Næste aften var han så igen hos Naichen med de færdige forslag.
Naichen lovede at se dem igennem. Så gik samtalen om deres lande.
Lå Danmark langt væk fra Portugal? Hvordan var det i de engelske, hollandske
og portugisiske land? Hvilken af herskerne var den fornemste.
Samme dag besværede direktøren sig til Ove Gedde. I
papirerne til Naichen stod der intet om kompagniet, så Crappe vidste ikke, hvem
han egentlig tjente. Ove Gedde svarede kort og godt, at det kunne han selv om,
hvordan han ville tyde det. Han var i øvrigt ikke befalet andet. Nu var den
gode direktør bange for sin stilling som direktør for det Ostindiske Kompagni.
Ove Gedde føjede ham dog og satte ordet kompagni ind i udkastet. Så slap det
ud: Roland Crappe påstod, at han og hans folk havde fået byen Trangebari som
kompensation for den løn, de havde til gode fra Jagten, og han ville have
sikkerhed for, at de fik deres løn. Det skulle med i kontakten med Naichen. Ove
Gedde svarede, at så ville Naichen nok selv huske det og give dem en anden
landsby eller på anden måde udligne deres tap. Det var jo ikke rimeligt, at
kompagniet ville beslaglægge deres retmæssige løn. Der var altså et
mellemværende mellem Naichen, kompagniet og jagtens folk.
Den 4. november besøgte Ove Gedde den øverste præst. Han
måtte ikke komme indenfor hos gejstlige, så de mødtes ude i døren. Så besøgte
han Naichens søn, som opfordrede Ove Gedde til at besøge ham ofte, da han jo
skulle efterfølge sin fader. Om aftenen var han hos Naichen. De første otte
punkter i forslaget blev læst op, og han ville næste dag skriftligt aflevere
sine betingelser. Ove Gedde viste ham hele og halve sølvkroner. Naichen fandt,
at der var lagt meget arbejde i udfærdigelsen af mønterne og spurgte, om de var
støbt af godt sølv. Ove Gedde svarede, at han kunne lade dem blive undersøgt og
vejet. Derpå beholdt han nogle mønter. Foreløbig skrider det fremad med
forhandlingerne og med at lære hinanden at kende.
De første danske sølvmønter, som blev forsøgt benyttet i
handelen med Ostindien, var Christian IV’s nye danske sølvkroner kaldet Corona
Danica (2 krone) og den tilsvarende 1 krone fra 1618.
Det har været nævnt de nye kroner var fremstillet med den indiske handel for
øje, men det er der tilsyneladende ikke noget belæg for.
Den næste dag gik Ove Gedde til Naichen og bad ham om at
læse kontrakter. Naichen svarede, at han ville slutte det hele til aften, da
han havde noget, han lige ville have drøftet med ham. Men til aften undskyldte
han sig. Han havde gesandter fra konge af Velure eller Madre, Naichen af
Viroppes gesandter, komme til dig. Så kunne han afslutte med Ove Gedde næste
dag. Men Ove Gedde bemærker, at det slet ikke passede. Der kom nemlig ingen. Så
begynder forhandlings balletten. samme dag havde Roland Crappe ladet sin tolk
fortælle Naichen, at da denne havde foræret ham og hans folk Trangebari by, da
skulle han foranledige, at Ove Gedde holdt dem skadesløs for deres løn. Dette
skete uden om Ove Gedde. Naichen svarede, at når det hele var afgjort,
altså kontakterne, ville han nok tilfredsstille ham. Ove Gedde reagerede prompte
på denne oplysning. Direktøren fik at vide, at han absolut ikke måtte bringe
særlige emner på tale, så længe de ikke var nået til enighed om de generelle punkter,
hvis han ellers ville fortsætte med at være sammen med han ved forhandlingerne.
Dette var altså en alvorlig næse til direktøren. Ove Gedde alene og ingen anden
førte forhandlingerne. Han var jo også den ansvarlige over for Christian IV.
Den 6. var naichen for svag til at se Ove Gedde, og om aftenen måtte han ikke lade “sin Herlighed se”.
Det må have været i anledning af noget religiøst, noget der var komplet
uforståeligt for Ove Gedde.
Så fulgte der nogle begivenheder der rykker ved opfattelsen
af Roland Crappe. Den 6. modtog Ove Gedde brev fra ham. I dette stod at han
ville være imod en kontrakt, der gav Trangebari væk uden kompensation for de
otte måneders løn jagtens folk havde optjent. Han forlangte derfor, at det
brede råd sikrede dem den løn. Samme dag bed naichen Ove Gedde om at besøge
hans mellemste søn, der havde beklaget sig over ikke at have modtager Ove
Geddes besøg. Det skyldtes ukendskab til dette lands skik og etikette. Lige nu,
hvor han skulle tage stilling til direktørens henvendelse, var det ret
ubelejligt. Samme aften var han hos naichen. Naichen var ikke særlig tilfreds
med de danske mønters kvalitet sølv. De var nok ikke mere værd end 14 1/4 fanou
(den lokale møntenhed). Han sagde også, at danskerne skulle være venner med
portugiserne. Til det første svarede Ove Gedde, at den danske krone nok var 15
fanou værd i hans land. Og til det andet spørgsmål svarede han, at Naichen selv
skulle være med til at forhindre portugiserne i at skade danskerne i hans land
og fravande. Dagen endte med, at Naichen ville være klar til at tage afsked med
Ove Gedde næste dag.
Der gik en hel dag, hvor Ove Gedde ventede forgæves på
invitationen til at tage afsked med Naichen. Men dagen efter henvendte Naichen
sig igen til Ove Gedde. Han sendte en hest og fire elefanter til at
transportere ham ind til byen og være turist. Samme dag kom der også brev fra
direktøren med forskellige punkter, han ville have klaret.
1. Der skulle efterlades penge på kontoret.
2. Direktøren skulle sendes til kejseren af Candy for at se,
om han kunne få ratificeret den gamle traktat.
3. Ove Gedde ville give sig i nogle af punkterne i kontakten
med Naichen, hvor direltøren overhovedet ikke var nævnt.
4 Den indenlandske handel skulle så snart som muligt sætte i
gang.
5. Der skulle kræves regnskab af alle.
6. Alle skulle stille ved deres poster og igen aflægge ed.
7. At direktøren kunne bese kompagniets forsyninger og
skibenes udstyr.
8. I landet skal der spises “tilbørligt”.
Punkt 8 er noget uklart. Mener han, at de skal spise de
retter de er vant til, eller bare at der skal være tilstrækkelig god mad?
Punkterne 2 og 3 viser, at han stadig prøver på at redde
noget hjem til sig selv. Til gengæld er de andre punkter et klart tegn på,
hvordan han ville administrere, hvis han forblev på stedet som direktør.
Den 9. var en dag, der bragte mange problemer, men så blev
den 10. til gengæld en afslapningsdag. Det var helligdag, og hvis man lavede
noget den dag, kunne det ikke lykkes. I mellemtiden havde Ove Gedde på
direktørens opfordring sendt Naichen gaver hver dag. Den dag reagerede Naichen
med at spørge, hvad den danske konge kunne lide, da han jo også burde give ham
gaver. Så tog han Ove Gedde på havevandring i sin egen have, der lå lidt uden
for byen i den vilde skov. Han blev også inviteret næste dag til at følge med
Naichen på besøg hos nogle venner.
Naichen sendte fire heste besked om at komme til ham. Ved
hans ankomst blev han vist hen til den fornemste plads. Da Naichen kom ind,
blev alle gennet væk, så han kunne tilbede et billede af en djævel, som var
malet på væggen. Ove Gedde blev ført hen til den trappe, hvor Naichen knælede i
bøn på det øverste trin. Under bønnen lagde han sit hoved i andagt ned på
gulvet nogle gange. Da han var færdig med at bede, kom to brahmaner og hængte
to kranse af urter på ham. Naichen forærede dem så nogle klæder, som var bundt
sammen. Det må have været tørklæder. Det er af skin i Indien. Da det var overstået,
hilste han på Ove Gedde på deres maner. Indere hilser ved at folde hænderne
foran på brystet som til bøn og nikke, samtidig med at de siger
“namaste”. Type-naichen førte Ove Gedde til en hest, og de red ud til
fristaden. Han blev ført hen til et hus, hvor han blev ført hen til døren, men
måtte pænt vente udenfor. I parentes tilføjer han, at ingen kristen måtte komme
ind i huset. De var ved fire huse, men besøgene var kortvarige. Først blev
Naichen båret i en bærestol, så red han på en hest og siden på en elefant. På
vejen tilbage lod Naichen pladsen ved siden af ham rydde, så Ove Gedde kunne
ride ved siden af hans bærestol. Vel ankommen til paladset standsede Naichen
optoget og sagde til den unge gesandt for Christian IV, at nu kunne han hvile
sig og komme til ham om aftenen.
Det, der skete for den unge danske adelsmand, var en stor
ære. Muligvis forstod Ove Gedde, hvad der egentlig skete den formiddag. Jeg tror
det. Hele denne formiddags hændelser tyder på, at Roland Crappe var dalet i
Naichens agtelse. Han var slet ikke med. Nu var det Ove Gedde, der skulle
forhandles med. Han havde beføjelserne med hjemmefra. Den formiddag var
vendepunktet i deres forhold. Trankebar begyndte nu at blive en mulighed.
Hvordan og hvor meget det ville koste, skulle der forhandles om. Ove Gedde
værste rival var nu ude af spillet.
Man må aldrig glæde sig for meget. Om aftenen kom
Type-naichen med en trist meddelelse. Han begyndte med at fortælle. at Ove
Gedde ikke skulle blive for bedrøvet ved de dårlige nyheder. Peder Nielsen og
to andre var druknet i brændingen, en det var jo Guds vilje. Samtidig meddelte
han, at Naichen havde 500 barrer peber til ham. Han kunne efterlade en halv snes
kanoner på kontoret til betalingen faldt. Ove Gedde takkede. Det ville ikke
være så klogt at sælge kanoner. Det svækker skibet ildkraft. Men han havde jo
ikke så mage rede penge, indvendte han. Ham ville efterlade nogle af de
fornemme herrer i sit følge eller selv blive tilbage, til det var betalt.
Meningen var nok, at han ville købe på kredit enten med nogle fra staben eller
med sig selv som sikkerhed for betalingen. Dette ville han fortælle naichen, og
så gik han. Samme dag kom en brahman til ham med besked om, at Naichen hvad
forstået det skrevne og var tilfreds. Ove Gedde skulle komme næste dag for at
overvære elefanterne kæmpe.
Ove Gedde gjorde, som han var blevet opfordret til, og begav
sig igen til paladset. Type-naichen førte ham igennem Naichens have, der, som
han skriver det, her var velplejet, podet og gravet. De kom til et hus, hvor
Naichen sluttede sig til dem. Der så de to bøfler kæmpe med hinanden. Da kampen
var forbi ved et-tiden, blev Naichen hos ham og sagde at de ville slutte deres
handel næste dag. Men den dag undskyldte han sig med, at der var den dag, hvor
hans fødselsår begyndte. Officielle fridage er der mange af i den indiske
kalender. Der er så mange, at man i et multietnisk samfund som Mauritius
indføre en begrænsning på 11 fælles helligdage.
Katolikker, muslimer, protestanter af flere afskygninger og
jøder kunne desuden holde de dage, der var hellige for dem. Rekorden af fridag
havde uden tvivl hinduerne. Den næste dag igen blev det heller ikke til noget.
Nu skulle man tro, at Ove Geddes tålmodighed slap op. Men, nej, tværtimod, han
undskyldte overfor Naichen, at han havde ulejliget ham. Han ville gerne
forklare, hvorfor han gjorde det, selv om han da havde givet det skriftligt.
Det er en helt anden tone end over for kejseren af Candy. Han har da lært
noget, og ikke mindst havde han meget på spil her. Det var hans fremtid i
Danmark, det drejede sig om. Når først man fejlede i renæssancens Danmark, så
van ude omgående. På den høflige forespørgsel svarede Naichen, at han ville
give Ove Gedde al den fornødne hjælp, han havde behov for. Om aftenen kom
type-naichen med besked om, at han næste dag skulle se Naichens hus og få
endelig besked.
Den 14. november havde Ove Gedde igen en alvorlig samtale med
direktøren. Denne samtale handlede om Trankebar og om. hvorvidt denne by blev
dansk eller hollandsk. Direktøren begyndte samtalen med at forlange, at Ove
Gedde sikrede ham og hans folk byen Trangebari som erstatning for den løn, de
havde tabt. De forsikring kunne Ove Gedde ikke give ham. Så sagde Crappe, at
han havde aflagt ed på at arbejde for kompagniet, men når det ikke holdt sit
ord, behøvede han heller ikke holde sit. De ville Ove Gedde gerne se på skrift,
men det kunne han ikke komme til, fordi det var tabt med jagtens forlis, og
Crappe ønskede, at han også selv var gået ned med den. Ove Gedde syntes, at
Crappe kunne holde sin ed, som han lystede. Han havde ikke fået nogen befaling
på at bevilge ham noget som helst. Han håbede da at bringe ekspeditionen til en
lykkelig ende uden ham. Direktøren svarede, at han intet andet ønskede end at
få denne forsikring på tabt løn efter majestætens nåde og velbehag. Derpå
overrakte han et brev om dette til Ove Gedde. Men Ove Gedde undskyldte sig og
tog ikke imod brevet. Han sagde til gengæld, at alle, der hjalp til at
tilvejebringe denne handel, var sikker på majestætens “Affection”.
Det sidste slag mellem Roland Crappe og Ove Gedde.
Tilbage til forhandlingerne med Naichen, der nu så ud til at
blive langvarige. Den næste dag sendte han et bud til Ove Gedde. Naichen var i
færd med at skrive brevene, kontakterne, færdig. Om aftenen lod han vide, at
han var utilpas. Da sendte admiralen sin tolk til paladset. Tolken skulle sige,
at Ove Gedde ikke troede, at Naichen ville have ham i sit land, da han jo dagligt
forhalede at mødes med ham. Han opfordrede Naichen til at være oprigtig og sige
sin mening, så Ove Gedde ikke spildte tid på dette. denne forhandling skadede
kun flåden. Naichen svarede med det samme, at han da var oprigtig og gerne
ville handle med danskerne. Der er ikke noget at sige til, at Ove Gedde
pressede på. Han skulle jo gerne komme af sted igen, mens monsunen var gunstig.
Det ser ud til, at nu skulle der ske noget. Næste dag ved
middagstid kom Ove Gedde til paladset. Der viste Naichen ham til sin beholdning
af guld og smykker, som han og hans 365 koner brugte. Det var ganske vist mange
store ædelsten, men de var plettede og mange var ikke forarbejdet. Der var
diamanter, katteøje, rubiner, safirer og mange andre, men altså ikke særlig
værdifulde, mente Ove Gedde. Han roste dem dog meget. Om aftenen ville naichen
holde en afskedsfest for Ove Gedde. Han meddelte, at den næste dag ville være
en ulykkelig dag, og Ove Gedde måtte vente til dagen efter med at rejse. det
kunne måske have hjulpet, hvis Ove Gedde havde udtrykt beklagelse over at
skulle forlade ham og ellers var kommet med rosende bemærkninger til Naichens
overdådige behandling af ham og hans følge. Men det var slet ikke noget, man
brugte i den nordlige del af Europa. Naichen havde fået et godt tilbud. Dette
måtte vel være nok.
Om aftenen ventede Ove Gedde på et sendebud fra naichen med
besked om at komme. Han ventede længe. Til sidst sendte han direktøren derhen.
Denne kom tilbage kl. 11. Han var blevet modtaget af to personer. Naichen havde
travlt, men lod sige, at de skulle skrive kontrakterne i to eksemplarer på
portugisisk. den ene skulle han selv beholde, den anden var til Ove Gedde.
Naichen var enig i alle punkter undtagen punkt 11 om portugiserne. Det ville
han tale med Ove Gedde om. Men det hele skulle være tilendebragt næste dags
aften, så kunne de sejle dagen efter. Næste aften var han igen hos naichen, som
ville have punktet om portugiserne slettet. Han kunne ikke tillade sig at lægge
sig ud med dem. De havde været i hans land længe, og han havde en årlig
indkomst på mere end 100.000 daler af dem. Naichen håbede således ikke, at
portugiserne ville skade ham på grund af denne nye indtægt. Han havde hørt, at
danskerne ikke ville blive i hans land for at handle, men det måtte de slev om.
I så fald ville han hjælpe dem med at skaffe peber og eller behandle dem med
ære. Derpå spurgte Ove Gedde, om der var flere punkter, der ikke behagede ham,
og om han måtte renskrive dem. Det måtte han. Han fik samtidig at vide, at han
måtte tage sin afsked næstkommende middag. Samtidig – lige på falderebet –
spurgte han, om Ove Gedde kom til landet igen, hvem han efterlod i landet , og
til sidst hvad der egentlig kunne glæde hans herre Christian IV, at få foræret?
Var rubiner og katteøje værdifulde i hans land?
Dette resultat var direktøren ikke tilfreds med. Han
besværede sig over den passus, der gav den danske konge fri ret til at skalt og
valte i Trankebar. da naichen ikke havde nogle bemærkninger til dette, havde
Ove Gedde ikke set nogen grund til at ændre dette punkt. Begge parter holdt
stædigt på deres syn på erhvervelsen af Trankebar. Ove Gedde ville have
Trankebar helt og holdent på danske hænder, og det ville Naichen tilsyneladende
også.
Til middag samme dag. den 17. november, var Ove Gedde igen
hos Naichen. Det første, han blev spurgt om, var, hvor mange mand han ville
efterlade i Trankebar? Dette var Ove Gedde ikke helt sikker på men en 20 – 30
mand? Det syntes Naichen var for lidt. Hvordan skulle byen da kunne vokse. Han
så gerne, at den blev større end Negapatam med anløb af 8 – 10 skibe årligt.
Dette var jo den første rejse her til landet, sagde Ove Gedde, og der forbliver
da tre skibe tilbage. Ville han så underskrive kontakten? Ja, men der var nogle
punkter, han gerne lige ville tilføje og aflevere skriftligt, når Ove Gedde kom
om aftenen for at tage afsked. derefter blev han hentet at type-naichen og
statholderen og vist rundt i paladset. Det var efter deres maner et kostbart
byggeri med guldstafferinger alle vegne. Der var et stor bord og en stol
beklædt med massiv guldplade, koste lige senge af sort træ og indlagte
dekorationer. Stolperne og benene var elefanttænder og meget fint forarbejdet.
Men deres malerarbejde var elendig.
Samme aften var han igen hos naichen. Han fik lov til at
sidde udenfor en rum tid, inden han fik foretræde for fire af de fornemmeste
mænd. De fortalte ham, at Naichen overhovedet ikke ville overlade ham byen
Trangebari, hvis han ikke accepterede de samme betingelser som portugiserne
havde med Negapatam. Dog kunne han få lov til at opføre er stærkt stenhus, og
skulle nogle af de danske skibe strande på kysten, hvilket der var store
chancer for med denne brænding, ville Naichen give dem skibene tilbage, dog
ville de så tilhøre ham. Ove Gedde kunne kun svare, at sådan en aftale var han
ikke bemyndiget til at indgå. Han stod også fast på den aftale, de havde om renter
og rettigheder. Det havde han lovet dem. Han henviste til direktøren som stod
hos ham. Dennes sagde, at de var et løgnagtigt folk, forført af portugiserne.
Dette står i parentes. Men det tyder på, at portugiserne var en magtfaktor i
dette område. Inderne var ikke helt trygge ved at lave aftaler med andre
magter. De fornemme herre var inde hos Naichen et par gange, og til sidst kom
de med den besked, at Naichen ikke ville afstå rettighederne til Trangebari.
danskerne kunne i steder få en anden bys rettigheder. Da ville Ove Gedde selv
ind til Naichen og forhandle direkte med ham. Han sagde til Naichen at da det
kun er dette punkt, der skilte dem ad, måtte Naichen få sin vilje. Men han
kunne da lade den danske konge beholde rettighederne til, at danske skibe kom
til kysten. Efter en lang diskussion sagde Naichen, at hvis de kun havde et år,
ville de blive fortørnet over at miste rettighederne. De kunne få en anden by i
to år. Men Ove Gedde havde ingen ønsker om en anden by. Da forlangte Naichen,
at de danske skibe ikke måtte føre fremmed fragt til hans land, så han derved
mistede sin told. Dette kunne Ove Gedde acceptere.
Så skulle Ove Gedde lige have 500 barre peber hjem. Han bad,
om ikke Naichen var tilfreds, hvis han indtil videre efterlod de 8 kanoner som
pant på det, som peberet ville koste, og om han var tilfreds med hans
personlige segl og hånd på det. Det kunne Naichen gå med til. Så var der lige
det spørgsmål om at skrive aftalen på et sprog, man kunne forstå i Danmark. Ove
Gedde spurgte, om han ville underskrive er papir, der var skrevet på
portugisisk. han ville også give ham en kopi som var underskrevet af ham selv,
og dermed tog han sin afsked. Så forærede Naichen ham lige 3 – 4 farvede
klæder. Der stå “Klæichens”, og det kan være både klædninger og
stykker af stof.
Var de den danske konge værdigt? Det har han tænkt, når han
vurderede alt det han fik “foræret”. Det er måske derfor, der af og
til er en nedsættende bemærkning om værdien af de smykker og andre gaver han
får. Inden Ove Gedde gik, aftalte han at komme næste middag efter kontrakterne.
Som sædvanlig havde Naichen det vanskeligt med at sige farvel og på gensyn. Han
ville lige sige, at han havde noget nyt til den danske konge, som han om 10
dage ville sende til Ove Gedde. Så kunne han da ikke sejle hjem inden, må Ove
Gedde have tænkt, lidt bittert. Det vigtigste kom dog, lige som Ove Gedde må
have stået med den ene fod uden af døren. Naichen forlangte, at en af hans
embedsmænd blev “Adrigar”, en slags guvernør, i byen. Da svarede
Crappe, som havde været med til de sidste forhandlinger, at han havde givet den
bestilling til en anden person. Det vidste Ove Gedde intet om. Det havde været
statholderens skriver. Skriveren blev med det samme fængslet af Naichen, og de
så han ikke siden. Den sidste del af forhandlingerne om Trangebari var meget
afslørende. Da fik Ove Gedde bekræftet, at Roland Crappes påstand om, at han og
hans folk havde fået byen som erstatning for deres tabte løn, ikke var sand.
Som aftalt tog Ove Gedde den 19. ind til Naichen på paladset
med de færdigskrevne kontakter. Det ene eksemplar var underskrevet af Ove Gedde
og forsynet med hans segl. Han blev modtaget i den gamle sal af den øverste præst.
Så begyndt de igen at tyde og tolke papirerne. Da det ville vare længe, bad
direktøren ham, om han så ikke kunne blive, til de var færdige. Tolken blev hos
direktøren, og Ove Gedde gik til sit logi. Han var der ikke længe, så kom
direktøren med skriveren og besked om, at denne ikke kunne holde trit med alle
de forandringer, de ville have, så han havde hørt deres mening om
forandringerne. Forandringerne blev ned skrevet, og direktøren blev atter sendt
til hoffet for at få dem underskrevet. Han kom igen kl. 12 slet, det må da være
midnat, med besked om, at punkterne 7 og 14 ikke blev accepteret af Naichen.
Selv om der førhen ingen indvendinger havde været imod dem. Var det bare en
forhaling af forhandlingerne? I alle tilfælde havde Ove Gedde fået nok. Ove
Gedde syntes, at det var et folk, der holdt dem hen med bedrageri. Han ville
tage til skibene og efterlade direktøren til de videre forhandlinger. Men det ville direktøren ikke.
Dette vedkom ikke ham. Dette havde han ikke svoret på til kompagniet. Da måtte
Ove Gedde kalde ham til orden og minde ham om hans vaklende position. Den
20. sendte Ove Gedde ham igen til hoffet. Han kom hurtigt tilbage med besked
om, at når punkterne7, 13 og 15 var forandret, ville Naichen straks
underskrive. Han berettede også, at da han kom til hoffet, blev han generet af
en portugisisk præst, som vanskeliggjorde skriveren arbejde. De tre punkter
blev straks ændret, og da Naichen nu var begyndt med at finde undskyldninger
hele tiden og dermed forhale afslutningen af kontakten, forlod Ove Gedde byen
kl. 3 om eftermiddagen og tog ud til sit skib, hvor han lagde sig til ankers
ca. 2½ mil fra kysten. Hvis Naichen så viste sig alligevel at blive besværlig,
skulle direktøren undskylde Ove Geddes fravær. Skulle Naichen alligevel ikke ville
underskrive, skulle direktøren sporenstregs tag ud til skibet for at advare Ove
Gedde.
Nogle dage efter kom han til Trangebari igen. Gudskelov ved
temmelig godt helbred, skriver han, fordi nogle af hans folk der tidligere
havde være med i land havde fået boldsot, en mavetarm infektion, en var endog
død af det. Han kunne dog ikke komme i land på grund af den voldsomme brænding
– de havde prøvet nogle gange og vær nær kæntret. Efter nogle dage kom Roland
Crappe selv ud til skibet. Han havde en besked med. Kontakten var underskrevet.
Naichen havde endda givet han brev på renterne fra Trangebari, selv om de ikke
havde bedt om det. Ove Gedde modtog kontakten. Det ene var skrevet på
malabarisk, som han ikke kunne læse og ikke ønskede at kunne læse. Efter direktørens
udsagn skulle begge være enslydende. Roland Crappe ville dog først beholde dem
og tage en kopi. Dette er en god skik for en højtstående tjeneste mand. Så
ville han overgive dem til Ove Gedde. Men den gik ikke han skulle aflægge ed på
troskab over for kongen, så kunne han få papirerne kopieret imens.
Denne troskabserklæring sluttede definitivt Roland Crappes enegang på denne kyst.
Trangebari blev dansk handelsstation og kom på dansk til at hedde Trankebar.
Den 25. november kom Naichens bombarder for at se på de
kanoner, som danskerne ville overlade til Naichen som pant for betaling af 500
barrer peber. Dette skete. medens Ove Gedde på grund af brændingen ikke kunne
komme i land. Man kan få den mistanke, at det ikke så meget var brændingen som
den mavetarminfektion, der havde plaget de andre. det var nok lettere at få
arbejdet fra hånden i hjemlige omgivelser, hvor han kunne trække sig tilbage
til galleonen, når trangen meldte sig. Nu skulle han bare ordne det
administrative her på kysten, inden han kunne begynde at tænke på hjemrejsen.
Den 30. modtog Ove Gedde et interessant brev fra den nu
edsvorne, Roland Crappe. Crappe vil gerne have nogle punkter klaret af med den
kongelig udnævnte leder af ekspeditionen:
1. En kaptajn må råde over soldaterne og en købmand over
handelen.
2. Jagtens styrmand skal sejle hjem på Elephanten. Han skal
måske overvåges.
3. Han vil have regnskab over det, der er kommet til landet.
Skibene havde jo foruden en vis sum penge også småvarer at tuske med.
4. Dersom Ove Gedde ville gøre fuldt brug af direktøren,
skulle visitateuren fratages sin stilling og kommando, står der. Hvis han,
Rosenkrants, skulle forblive i landet, vil direktøren informeres om grunden
hertil.
5. Det sidste punkt er nok det vigtigste for Roland Crappe.
Han spørger lige ud, hvem, der skal være overhoved for kompagniets skibe i
landet.
Dette brev viser, at Roland Crappe nu endelig arbejder for
det danske Ostindiske Kompagni. Det holdt hårdt, men Ove Gedde var en stædig og
egentlig også god forhandler. De 1. december kom der igen grev fra Roland
Crappe:
1.
Pengekisterne var kommet vel i land.
2. Han kan ikke sende købmænd til Ceylon uden en skriftlig
fuldmagt fra Ove Gedde. og så en interessant tilføjelse: Erik Grubbe må på
ingen måde beskæftige sig med købmændene, deres gods eller handel, eller
kommandere over dem. Crappe må have kunnet forudse, hvordan den gode
midaldrende adelsmand ville opføre sig.
3. Bogholderens “Quinde” bad om at sejle med
Elephanten til Ceylon og efterlade sin mand i Trankebar.
4. Til sidst bad han om. at en adelsburs blev bøsseskytte på
Dannisborg. Dette lod han gå videre til Erik Grubbe. Han havde jo kommandoen
over soldaterne efter Thyge Stygges død.
Den næste dag modtog Ove Gedde også fra direktøren et
uforseglet brev, som denne havde skrevet til købmanden på Ceylon om handelen.
Den 2. december blev Erik Grubbe sendt til Ceylon med et brev til kejseren.
Deri stod der, at kejseren skulle gøre sine gesandter klar til rejsen til
Danmark. Ove Gedde ønskede ikke, at de forsinkede skibenes afgang fra Ceylon.
Han havde jo lovet at tage udsendinge fra kejseren med hjem. Samtidig sendte
han to pistoler med hylstre og nogle forgyldte silkestoffer til prinserne. Erik
Grubbe forlangte at låne en kopi af samme brev til at have med sig. Han fik
også instrukser om, hvad han skulle se efter, og hvordan han skulle forholde
sig:
1. Han skulle sørge for, at fæstningen i Tricomali bliver
bygget færdig så hurtigt som muligt.
2. Han skal selv eller få en anden til at erindre kejseren
om at levere forsyninger, hvis han da haver forsømt det.
3. Det brev, han havde fået med, skulle han sørge for, at
kejseren fik i hænde, og samtidig skrive, hvad der manglede ved fæstningen.
Skulle der ikke være sket noget ved byggeriet af fæstningen,
skal soldaterne indkvarteres på Christian, indtil der er bygget hus til dem, da
Patientia skal tilbage til Ove Gedde.
Når man læser ovenstående, må man erindre, at Erik Grubbe
groft havde brudt kongens instrukser om, at skibene skulle holde sammen i søen
og adlyde flagskibets kommandoer. Dette gjorde Erik Grubbe ved Sokotra, og han
kunne derfor blive straffet hårdt, eventuelt med dødsstraf, for ikke at adlyde
admiralens ordre. Ove Gedde valgte ikke at gøre det. Og nu er han oven i købet
admiralens gesandt. Ved en senere bedømmelse af Erik Grubbe skal man lige <
have denne episode i tankerne. Men altså nu bliver han sent til kejsere af Candy som
admiralens betroede mand.
Ove Gedde har nu travlt. Det gælder om at afvikle alle
forretninger og forpligtigelser både i Ceylon og Trankebar. Den 7. december går
han i land for at se på byggeriet af fæstning og modtager et brev fra Crappe.
Nu er det ikke hver gang, han bruger hans titel eller fulde navn. Det går nok
rimeligt mellem de to. I brevet står der, at han har modtaget et brev fra en
hollandsk jagt, der vil vide, om de kan komme ind til Ceylon og handle. De havde
tidligere skrevet to gange til Erik Grubbe, men de breve havde han taget til
sig selv og først den 28. november leveret brevene til Crappe. Det drejede sig
om en hollandsk jagt, der havde 7 hvide personer og nogle sorte om bord. De var
ikke sendt ud af det hollandske kompagni. I samme brev stod der også, at
bombarderen kedede sig, og om at få nogle kanoner og gods fra skibet København.
Han havde sendt et mindre fartøj til at hente dette. Til sidst skriver han, at
Herman Rosenkrants måtte aflevere bestyrelsesmedlemmernes instrukser såvel som
en rigtig fortegnelse over, hvad der var kommet om bord på København. Det var
noget Ove Gedde adskillige gange på rejsen havde bedt ham om, og som han kun fik
udleveret efter hårdt pres fra ledelsen.
Angående den hollandske jagt svarede Ove Gedde i al korthed,
at vi ikke havde noget udestående med hollænderne og at de derfor frit kunne
handle på Ceylon. Men angående Herman Rosenkrants, da var det mere alvorligt. I
tre dage var der rettergang over ham. Han blev fradømt sin stilling og måtte gå
i unåde, dvs. uden kompensation af nogen art. Han skulle også rejse hjem med
det første skib der sejlede til Danmark. Ja, storhed kan føre til fald.
Med denne dom var Ove Gedde kommet af med de tre værste
modstandere på dette togt. Van Xanten var den første kritiker og brevskriver
til kansleren i de breve Ove Gedde åbnede ved Kap det Gode Håb. Han var ikke
enig med Ove Geddes dom over sørøverkaptajnen Samuel Fischer, og på Ceylon var
han just ikke den mest samarbejdsvillige. Visitateuren Herman Rosenkrants havde
aldrig taget Ove Gedde alvorligt. Siden opholdet ved Isle of Wight havde
admiralen rykket adskillige gange både for regnskaber og inventarlister.
Boschouwer var heller ikke altid lige let at have med at gøre. Ved Isle og
Wight ignorerede han admiralens signal til afgang og blev i land. Med sin
holdning til ovennævnte Samuel Fischer viste han også sin ringe mening om Ove
Geddes beslutninger og slog dermed tonen an for sine fæller, hollænderne.
Roland Crappe var nok den, der var vanskeligst. Men han har dog været den
klogeste. Han fik det bedste ud af det. Han blev senere herre over handelen fra
Trankebar, og nu havde Ove Gedde ikke længere nogen besværlig overkøbmand eller visitateur til at lave rav i den.
Den 13. december sendte han bombarderen en gave og et brev
til Naichen. Nu havde han lært det. Men det så jo også ud til, at han fik nogen
succes med sit forehavende i Trankebar, og så kunne han nok finde sig i det
system med gensidige foræringer. I brevet til Naichen mindede han om, at han med
stort besvær havde fået 12 af de største kanoner i flåden transporteret i land.
Han håbede, at han efter sig afgivne løfte kunne låne de 600 barre peber, som
han havde lovet. han ville forsikre Naichen, at denne ikke skulle tvivle på de
relle hensigter fra hans side, og den danske konge ville i stor nåde anerkende
denne velvilje fra Naichens side. Den 14, afgav Crappe det endelige bevis på
sine ærlige hensigter. Han afleverede en skriftlig troskabserklæring på sin
stilling som både direktør og visitateur. Da Danmark blev involveret i den
ulyksalige 30.årskrig og al udenrigshandel gik i stå, første Roland Crappe det
Ostindiske Kompagni frelst i gennem de trange tider. Kolonien Trankebar
blomstrede og fik liv. Da de første skibe fra Danmark anløb Trankebar efter
krigen, fandt de en blomstrede og velhavende koloni. Det var hans fortjeneste.
I historien om det danske Ostindiske Kompagni omtales Ove Gedde ofte
som faderen til Trankebar og til hele den fortjeneste, der strømmede til Danmark
i dens første tid. Ove Geddes rolle i dette spil er helt blevet overskygget af hans
mindre heldige tid som rigsadmiral. men havde Ove Gedde ikke været så trofast,
stædig og ubestikkelig, som han var, havde Trankebar haft det hollandske flag vejende
over porten til fortet Dansborg.
Hjemrejsen
Den 15. december 1620 rejste Roland Crappe ind i landet til
Patte for at opkøbe peber. Naichen reagerede med det samme. Man skulle næste
tro at han havde et meget effektivt efterretningsvæsen. Han skrev et brev til
Ove Gedde, som denne modtog den 17. Brevet forsikrede ham al den fornødne
støtte, han havde brug for, da han havde erfaret at kanonerne var komme i land,
og købmændene havde etableret sig i landet. De næste dage var travle dage, men
nu var der fremgang i det hele. Næste dag enedes Ove Gedde med en sergent og en
“Gefreider”, som allerede var i land på det, der senere blev
Dannisborg, om at lede arbejdet med volden og kontrollere, at den blev lige, og
at tørvene var skåret i lige linjer. For dette skulle de have 60 daler. I den
gruppe, der blev omtalt som “folkene” var der uddannede håndværker.
Dagen efter var der igen besked fra Crappe. Han skulle handle om 600 barrer
peber. Han vil få deres pris den næste dag, da naichen endnu ikke havde
afsløret, hvor meget han skulle betale for det. Ove Gedde svarede straks, at
han havde 28717 pund bly og 2814 pund tin til rådighed. Nu hvor de ikke havde
så mange kanoner mere og alligevel var på vej hjem, var det vel noget, som Ove
Gedde mente, at de kunne undvære, bare de havde et håndfast bevis på handelen
med hjem.
Den 23. december gik det op for Ove Gedde, at han også havde
erhvervet en hel by med indbyggere, huse og andre værdier. Trankebar blev
overfaldet af 30 mand med sabler og “rundasser”. De nåede at komme
end i et hus, før de indfødte soldater blev samlet for at drive dem væk.
Derefter overtog vore egne soldater vagten. Det havde de også gjort på Bremerholm
under istandsættelsen og udrustningen af skibene. Men nu var det altså under
andre omstændigheder. De var overtroiske, der var fremmede lyse, flakkende lys
af bål på fremmede gudebilleder, præsternes klingen med bjælder i tide og
utide. Dette kunne nok få den kode sved frem på panden. På den 23. fik to af
Trankebars indbyggere tilladelse til at sejle til Ceylon på de
“Frede-Havne”, måske det er de af danskerne anerkendte havne? Dog
ikke hvis de var under vore fjenders kommando. Ove Gedde var ikke helt sikker
på, at kejseren kunne holde portugiserne væk.
Heller ikke juleaftensdag har Ove Gedde fred. Crappe kom
tilbage, og han havde kompagniets penge med. De indfødte ville have 26 daler op
barre peber og her for vi at vide at en barre er på 360 pund. Dvs. at 600 barer
koster 15.600 daler. Naichen ville ikke give mere en 12.000 daler for
kanonerne, så de manglede 3.600 daler. De kunne få ca. 460 barrer peber for de
12000 daler. De besluttede ikke noget den dag. Det skulle de nok lige tænke
lidt nærmere over. I grunden var det jo noget, kompagniet skulle finde ud af.
Christian IV var hovedaktionær, og Ove Gedde var hans repræsentant så han
varetog majestætens interesser.
Næste dags indførsel i rapporten, Juledag den 25. december,
står det ikke noget om julehøjtiden. Den obligatoriske daglige Gudstjeneste var
måske lid længere end på almindelige dage. (Grundstenen til “vores”
jul med, Juletræet og gaver blev først “grundlagt” i 1800 tallet. Før
den tid var ordet jul = fester druk og ædegilde – I 1100 tallet blev der lavet
en lov som forbød folk at opføre sig som det passede dem, med det hjælp ikke
æde og drukgilderne fortsatte. I 1600 tallet blev der indført en ny lov, som
slog hårdt ned på folks druk og æde vaner). Det er nok sandsynligt, at der ved
de påbudte gudstjenester blev talt om julen og sunget nogle da tidens salmer.
Så soldater og besætning har nok ikke savnet julen, som vi kender den idag.
Der var de helt almindelige pligter, der også den dag skulle
udføres. Soldaternes vilkår på Dannisborg blev bestemt med Roland Crappe. Sådan
som det står beskrevet i rapporten,
skulle man tro, at det var noget, de forhandlede om. Soldaternes løn blev 6
fanous om ugen, der er ½ rigsdaler, de fik ris og 29 stykker tøj og 2 måneders
løn. Dette gjaldt fra den 1. januar og blev betalt af købmandsregnskabet.
Herefter skulle al mytteri og modvilje holde op, og de skulle tjene troligt og
lydigt og over for Ove Gedde forpligtige sig til det. Det er første gang at man
kan læse om uroligheder blandt soldaterne. Den uro, der har være forståelig. De
er blevet hyret som soldater til at gøre tjeneste i Ostindien. Medens de var på
skibene, var de underlagt skibsartiklerne sammen med alle de andre folk. De har
ikke set n rød øre i al den tid. De har forrettet almindelig skibstjeneste,
skønt de var professionelle soldater. De har nok ikke været forplejning nok til
deres familier, og sidst, men ikke mindst, den ulidelige ventetid på endelig at
komme i gang med det, man var blevet hyret til og kunne udføre. Ikke mere
kravle rundt i riggen, spule dæk, sove i er mere eller mindre tilfældigt hjørne
på kanondækket på en sæk ikke særlig frisk halm. Ind i mellem skulle de nok
også ekserceres af gnavne befalingsmænd og med grinende søfolk i kulissen. De
har heller ikke haft det sjovt med at ligge stille ved kysten i lummervarmen,
kostens kvalitet var tvivlsom, og der var trangt på banjerne, soldaterne fyldte
meget. Skibene var ikke beregnet til at huse så mange ekstra mand.
Næste dag, den 26., kom en af naichens præster og
bombarderen for at forhandle om handlen med de 600 barrer peber. De blev enige
om følgende:
Til naichen skulle der leveres i Tanjour: 12 af de største
kanoner kaldet fyrmørser, og to falkonetter med 10 – 30 kugler til hver. De
skulle sammen med 10 falkonetter på fæstningen være underpant for 18000 daler i
guldfanour. Denne sum skulle leveres inden 7 dage.. Betalingen skulle udføres
inden 3 år, ellers kunne naichen behold alle kanonerne. Ove Gedde og Roland
Crappe kunne godt drive forretning sammen.
Den 27. var egentlig også en stor dag i Trankebars dansker
tid. Den dag blev en “Almanaih Naich” indsat i sit embede i
Trankebar. Han svor troskab til hans majestæt, til hans riger og lande huld og
tro, såvel som tilde danske officrer på Dansborg. Han blev indsat som en slags
foges til ned månedlig løn af tre “Stykker von Acht”. Nogle dage efter
får danskerne sig et kulturchok. Den 29. er det de indfødtes nytårsdag. Det er
deres fornemste højtidsdag, skrive Ove Gedde. Denne nat bliver deres fornemste
gud båret rundt i byen. Når man har overværet sådan et optog, ved man, at det
er ganske støjende, farverigt og meget fremmed for os. Der er musik og dans,
som vi ikke kender til, nogle går i træsandaler med søm slået i sålen, så
spidsen af sømmet rager op i fodsålen, eller de går på skarpe sværd. Der er masser
af gule blomster og store folkemængder, og alle er mere eller mindre optaget af
den festlige religiøse stemning. For en tidlig renæssancedansker er dette
ugudeligheden selv det vidner om mangel på anstand og civilisation og strider i
det hele taget mod normerne for anstændighed. Det er vigtigt, at man ikke
glemmer, at danskerne må undvære deres hjemlandes tryghed med denne tids
gældende komfort, mad, drikke og skikke.
Christian 4 og religionen:
Christian den 4. er en af de konger, vi ved mest om, men hans
inderste forhold til tro og religion er det umuligt at udtale sig om. Det, vi
derimod ved noget om, er kongens praktiske holdninger til kirke og kristendom.
Han levede i den periode, vi kalder den lutherske ortodoksi (rettroenhed).
Danmark var et luthersk land, hvor alle var døbte, alle gik i kirke. Det var et krav,
at alle skulle tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Dette gjaldt også kongen
og gælder også dronningen i dag. Kongen var endnu ikke enevældig, men han havde
meget stor magt, og med sin lovgivning og udnævnelser tog Christian 4. meget del i kirkens arbejde.
Karakteristisk var hans valgsprog “Gudsfrygt styrker
rigerne”. Christian den 4. ville redde Danmark ved at styrke gudsfrygten.
Derfor gav han en række love, der skulle få folk til at gå i kirke, holde
andagt derhjemme, ikke arbejde om søndagen, ikke bande osv. Han tog også
initiativ til at undgå pluralisme i samfundet. Han ville bevidst holde
katolikker og reformerte kristne ude af landet, for et land, der ikke var en
åndelig-kirkelig enhed, ville have svært ved at bestå.
Danmarks nederlag i Trediveårskrigen så man som Guds dom, og
kun ved bod og omvendelse kunne landet reddes. Kong Christian forordnede
bededage, hvor folket skulle samles i bøn til Gud for Danmarks overlevelse som
land.
Kirken blev af kongen styret som en statskirke, som
traditionen havde været siden reformationen. Hans forhold til biskopperne var,
at han udnævnte dem han ville, og at de til gengæld støttede hans kongemagt.
Biskopperne forsøgte på den anden side at presse ham til at styrke kirketugten.
Så kirkelovene var både biskoppernes politik og hans egen.
Som alle andre på den tid var Christian den 4. udadtil en
from mand, der gik i kirke, hørte prædikener, holdt andagt osv. Det hører dog
med til billedet, at han ikke selv efterlevede den kristne etik i sit forhold
til kvinder. Hans forbrug af spiritus var stort, og hans interesse for
astrologi stemte heller ikke lige overens med Bibelen.
Ove Geddes rejse fortsat:
Ved det skuespil, de blev udsat for i de dage, blev de
virkelig overbeviste om, at de indfødte var nogle værre ugudelige barbarer.
Næste dag gentog det hele sig ude på markerne.
Nytårsdag 1621 var en ganske almindelig arbejdsdag. Der var
to begivenheder, der prægede dagen. Et besætningsmedlem rømmede, og naichens
bombarder kom med brev. Det første var ikke så vigtigt. Besætningsmedlemmet var
englænder, måske en af de omvendte sørøvere. Han havde taget Elephantens lille
båd og var stukket af til Negapatam. Dette kunne han gøre, for Elephantens store
båd var afleveret til Patientia, da denne ingen storbåd havde. Ove Gedde skrev
til den engelske kaptajn i Negapatam, at han skulle sende den undvegne mand
tilbage, da han var i den danske konges tjeneste. Desuden havde han også lovet naichen,
at der ikke skulle være fjendskab mellem Trankebar og Negapatam. Den engelske kaptajn
svarede, at det var mod al kristelig brug, ellers ville han gerne have sendt den undvegne
tilbage. Vi får aldrig at vide, hvad den undvegne englænder egentlig har fortalt den engelske
kaptajn om hans oplevelser på det danske skib. Det er første gang, Ove Gedde nævner,
at der er engelske skibe i farvandet.
Den anden begivenhed var, at 5 der kom en præst med naichens
bombarder med brev fra naichen. Han ville kun låne den 12.000 daler for de
kanoner, der var sat i land. Det var jo ikke nok til at dække prisen på 600
barrer peber. Så måtte Ove Gedde igen i gang med det spilfægteri som handel på
Østen jo er. Efter råd fra Crappe gik han fra dem i vrede og sagde, at han ikke
ville handle yderligere. Men han lod dog Crappe blive i land hos dem og
eventuelt se, om han kunne få noget ud af det. Thi sådan var deres skik,
skriver han. Om aftenen kom Crappe tilbage til skibet og fortalte, at han havde
fået den til at sværge, at de ville overholder de betingelser for handelen, som
naichen havde foreskrevet. Crappe har nok haft på fornemmelsen, at de prøvede
at redde noget af handelen til dem selv. Næste dag blev Crappe atter sendt af
sted. Naichen skulle gå med til de 12.000 daler, og hvis den aftalte sum ikke
faldt inden tre år. kunne han beholde kanonerne og morteren. Crappe fik det
skriftligt på malabarisk og han skulle også fortælle naichen om de folk, Ove
Gedde havde i Negapatam.
Den 5. januar meddelte den indfødte foged i Trankebar at han
havde fået at vide, at en portugisisk armada på 12 store skibe samt nogle
galleoter og karakker (mindre skibe) var på vej og ville være fremme inden fem
dage. Ove Gedde beordrede straks, at alle der var nogenlunde raske, skulle
komme ud til skibene. Skibene skulle gøre sig klar til at sejle fjenden i møde.
Skulle styrken vise sig at være for stor skulle skibende holde sig i nærheden
af hinanden for således bedre at kunne afværge et angreb. Folkene i land skulle
være agtpågivende i deres dont, som han skriver. Det gjaldt nok både de syge og
soldaterne ved fortet, det ikke var færdigbygget endnu.
To dage senere fik Ove Gedde et brev fra Crappe, hvori han
skriver, at han er utilfreds med skipperen på København. Han var en besværlig
herre, skriver Crappe. Det er Sikst Jakobsen. Men han skriver også, at dersom
der bliver indsat en anden kaptajn og skipperen fik sin afsked, ville han være
tilfreds. Ove Gedde sendte et brevv samme dag til Crappe. Der står ikke noget i
rapporten om hans svar på anmodningen om at få Sikst Jacobsen afskediget.
Derimod står der noget andet, som er værd at lægge mærke til. Ove Gedde havde
af Crappes brev forstået, at denne havde en sampan, der skulle til Ceylon.
Ove Gedde foreslår, at en vis person skulle lokke kejseren med 5000 daler
til at tilfredsstille soldaterne og hjælpe handelen i gang. Den person, han henviser til,
må være Erik Grubbe. Han lånte jo 5000 daler af Christian IV, som han skulle indskyde
i det nystiftede kompagni. Dem kunne han nu passende bruge til at fremme af
kompagniets interesser, og så var han jo også langt væk så længe. Det var jo
ham, der var kaptajn på København og stak af fra flåden ud for Sokotra. Han
kunne have været hårdt straffet for dette, men Ove Gedde foretrak nok at overse
det. Havde han straffet alle efter skibsartiklerne, havde der været et endnu
dårligere klima i flåden og en del færre folk til at udføre arbejdet på
skibene. Skibene David og Patientia skulle forsynes med proviant til nogle
måneder af skibet Christian. De skulle udnytte monsunen og bestræbe sig på at
få handelen med kontoret i gang , så de kunne få nogle faste forbindelser. Han
ville også have Crappes mening om dette sammen med forslag, til hvordan det
kunne lade sig gøre.
Den 8. var der igen besked fra Naichen. Han ville have
sengeklæder. Ove Gedde sagde, at det skulle med det samme sendes til ham med
alle mulige ceremonier. Ja Ove Gedde havde lært det. Han havde også travlt med
at komme hjem med et resultat. Crappe fortalte også, at en delegation købmænd
fra Patte var kommet til Trankebar. De tilbød en barre peber for 26
“Stykker von achten”. Ove Gedde rådede han til at acceptere tilbuddet
så de kunne få noget peber i lasten. Den 10. kom der et brev fra Crappe:
1. Sampanen var klar til at sejle til Tricomali, når Ove
Gedde befalede det.
2. han syntes ikke, det var en god ide at sende to af
flådens skibe for at finde bytte ved det røde hav. Han ville desuden svække
flåden. De ” Cambayiske Klæichens” var meget eftertragtede i
kongeriget Siam (I dag Thailand) . Der er måske stoffer fra Cambodja, der
hentydes til. Han ville komme med et overslag om profitten ved denne handel,
der ville tjene kompagniet bedst.
Dette overvejede Ove Gedde i et par dage og kom til følgende
konklusion:
1. Crappe skulle rådføre sig med de andre købmænd og
officerer og skriftligt få deres beslutning, om de to skibe kunne være at nogen
nytte for kompagniet.
2. Om de ville sørge for at skibet Elephanten blev lastet
først og sendt hjem, idet de skulle tænke på, at de ikke kunne laste skibene
for de penge der var tilbage i skibene, selv om naichen havde lovet dem 12000
daler. Og når pengene og godset var givet ud for ladningerne, kunne de ikke
stille noget op med deres skibe. Undtaget var så de to skibe, der blev sendt ud
til at finde noget de kunne tjene på. Derfor syntes Ove Gedde, at det var
forsvarligt at sende de to ud for at finde en last og eventuelt et lille
sørøveri? Hvorfor ikke erobre dem, der er villige til at erobre os? skriver
han.
Allerede den 13. svarede Crappe, at officererne og
købmændene var blevet enige om følgende:
1. David og Patientia skulle så snart som muligt sejle til
farvandet omkring Sokotra eller deromkring. Der skulle de vente på “hvis
gud og Lykken dennem ville tilføje” De kunne få 200 daler fra Christian,
hvis de derefter havde behov for det.
2. Crappe ville gerne have at vide, hvordan bytter skulle
fordeles, hvis altså der var bytte at fordele. Hvor meget skulle kongen have,
og hvor meget kompagniet kunne få. Gevinsten skulle registreres og anvendes til
største gavn for kompagniet. man kan her undre sig over, om ikke Crappe kendte
kongens skibsartikler. I disse er det nøje angivet, hvordan og hvorledes et
erobret skibs værdier skulle deles mellem konge og besætning.
3. Det peber, der blev indkøbt for de penge, der var i
flåden, skulle lastes i Elephanten og København. I tilfælde af et forlis af det
ene skib, kom der i alle tilfælde et hjem. De to skulle afsejle, så snart de
var klar.
Det ser ud til, at beskæftigelsen af skibene har været et
problem, som Ove Gedde har arbejdet på, siden han kom tilbage fra kejseren af
Candy. Flere gange foreslår han mere eller mindre direkte, at skibene kan tjene
noget ved fribytteri. Under gennemgangen af forløbet fra Ceylon og til
Trankebar kunne det ud som de har være ude på fribytteri. Patientia sejlede jo
flere gange mellem Tricomali og Coromandelkysten. Den skulle blandt andet
advare og beskytte flåden mod angreb fra Portugiserne og andre med skumle
hensigter.
Ove Gedde svarede Crappe således:
1. Han bifaldt deres beslutning om lasten til Elephanten,
dog måtte bestyrelsen for kompagniet aftale med kongen om fragten af lasten på
København.
2.Man kunne ikke blive enige om fordelingen af de to andre
skibes bytte, før man fik besked fra Ceylon om, hvordan de skulle bemandes og
forsynes med udrustning og proviant. Man måtte søge kontoret om fuldkommen
accept af projektet.
3. Begge skibes proviant, mandskab og penge samt skibet
Patientia skulle overgå til kompagniet. Så fik kompagniet dog noget at handle
med, hvis togtet ikke lykkedes. Ove Gedde ville gerne snarest have en afgørelse
på disse emner.
Så fortsætte Ove Gedde med at skrive , at han glædede sig
til at modtage peberet, og at Crappe skulle skrive til deres folk i Negapatam.
De skal købe arrak – en lokal brændevin – og olie, fisk og eddike til de to
skibe, der skal hjem. Der er tydeligt, at Ove Gedde vil sikre sig mest muligst,
mod at skulle stå til regnskab for uregelmæssigheder i regnskabet til hans
majestæt. Det hele skal gå efter alle reglerne for ejerskab og deling af både
eventuelle finansielle tab og gevinster. Bestemmelserne om erobring af fremmede
skibe skal overholdes, som kongen har bestemt det i skibsartiklerne. Når skibet
først er solgt til kompagniet, er det kompagniets regler, der gælder. I hele
dette forløb er Ove Gedde meget forsigtig. Han er tjenestemanden.
Han havde også fået et brev tilsendt fra Crappe, som var
skrevet af en ulykkelig bogholder. Bogholderen skrev, at han var blevet
frarøvet sit kød og blod, hvormed han mente sin kone. Deraf må man slutte, at
han havde konen med på rejsen, måske r det samme bogholder som under opholdet
på Isle of Wight blev gift med en dame, der hed Temperance. Røveren var ingen
mindre end enkemanden Erik Grubbe. Han havde mistet en dreng og sin kone ved
Kap det Gode Håb. Hun havde været i land og passet adelsmanden, da denne var
blevet syg. Erik Grubbe havde desuden plaget og slået bogholderen, som
beklagede sig “højeligen” og gerne ville have hjælp til en retssag.
Det var første gang, Ove Gedde hørte om det og Crappe kunne frit disponere over
bogholderens fremtidige stilling inden for kompagniet. Crappe tog sig af
handelen, de legale problemer i forbindelsen med handelen, og han var
personalechef for kompagniet. Ove Gedde ledede hele ekspeditionen og var
ansvarlig for kongens skibe og besætninger. Den 19. januar sker der endelig
noget igen.
1. Der var kommet brev fra købmanden i Pallicate omhandlende
soldaternes løn.
2. Naichens sendebud ville have Ove Gedde med til Patte for
at se til det peber, som naichen havde lovet dem.
3. Sidste punkt vedrører de bjælker og planker til broen ved
fortet, som Ove Gedde havde sendt bud efter. Så ved vi, at der har været en
bådebro ved Trankebar.
Den 21. besluttede begge skibes officerer, at Crappe selv
skulle spørge naichen, om de kunne få de 12.000 daler, han havde lovet dem, og
om de kunne få peberet om fire eller fem uger. Skibene ville så blive liggende
i denne tid. Efter 12 dage fra denne dato skulle Crappe bestemme, hvilke af
skibene, der skulle gøres klar til hjemrejsen. Kom peberet ikke, skulle dette
skib sætte sejl nogle dage efter. Samme dag kom der 14 eller 15 barres peber
til Trankebar. Var det mon en tilfældighed, eller blev der reageret på truslen
om at sejle tom hjem
Fire dage efter gik Ove Gedde i land for at se til arbejdet
på fortet. Det var forladt, ikke en arbejder var i gang, da de manglede fanour.
Arbejderne kom dog næste dag igen. Det var således en strejke for at få løn.
Havde Ove Gedde oplevet sådan noget før? Så fik han brev fra naichen, der bad
om “Pas-sedler” til indbyggerne i Negapatam. Det er måske passersedler
til at færdes frit og handle med Trankebar. Dette kunne Ove Gedde ikke gå med
til, før de havde sendt de folk, der var rømmet til Negapatam, tilbage. Ellers
truede han med at gøre det samme mod folk fra Negapatam. Her må man spørge,
hvor mange der reelt var rømmet? Var der flere end den enlige englænder,
der stak af til Negapatam, og som han forlangte udleveret for nogle dage siden?
Fristelserne var store derude i det fremmede. man kunne uden videre få hyre på
andre skibe, ja endog frit slutte sig til mandskabet på en fribytter eller
sørøver. de franske fribyttere fra slaget ved Kap Verde var en broget flok,
Mandskabet fra den engelske jagt, som blev erobret, deltog i dette slag på
fribytternes skib. Nogle af sørøverne mønstrede om på de danske skibe inden
afgangen fra Kap Verde.
De 27.tilbage til skibet på grund af sygdom. Samme dag
udstedte han passerseddel til en borger i Trankebar, da han havde betalt den
kongelige told og dermed erhvervet ret til at handle i de havne, hvor der ikke
var fjender af den danske konge. Manden fik samtidig et brev med til Niels
Rosenkrants med besked om:
1. At få sit skib, David, sejlklart.
2. Efter Crappes befaling at indtage fem måneders proviant
fra skibet til Elephanten.
3. Christian at hugge sort træ til ballast
Det sidste punkt er interessant. Ballast er normalt sten i
bunden af lastrummet. Hvis de mener pokkenholt, så er det en tung træsort og
derfor nok en god erstatning for sten. Pokkenholt er en meget hård træsort og
bliver brugt til blokskiver, kofilnagler, værktøj til at splejse tovværk m.m.
Det er dyrt og kommer skibene hjem med pokkenholt, så er det vare der kan
afsættes.
Den 2. februar er der igen vrøvl med betalingen af peberet.
Crappe skriver i et brev, at naichen ikke vil låne dem mere end 5000 daler på
kanonerne. Han mener, at de ikke er mere værd en 300 eller 400 daler pr, stk og
denne pris laver han om på hele tiden. De indfødte vil kun have betaling i
fanouer. Han mener derfor, at København skal sejle til Ceylon og tage
forsyninger ind der. Så skal både København og Christian sejle til Trankebar.
Der bliver altså ingen last til Elephanten. Fogeden i Trankebar kom samme dag
og berettede, at der lå en flåde galejer ved Manae på Ceylon, og at de kunne
være hos dem om tre dage. Det kunne være venligtsindede eller fjendtlige skibe.
Den 5. samlede Ove Gedde rådet. Han sagde til dem, at
visitateuren, Roland Crappe, tvivlede stærkt på, om der var nogen last til
Elephanten på grund af naichen og hans undersåtters løgnagtigheder og falskhed.
Det ville under alle omstændigheder tage lang tid at få en last i det hele
taget. Skibet ville ved længere ophold komme til at mangle forsyninger, men han
ville samtidig selvfølgelig på kongens vegne yde visitateuren og hans
kompagnitjenere al den støtte og hjælp som hidtil. Så kom tjenestemanden dog
frem i ham, idet han ville have deres ønsker skriftligt. Han ville så om tre
dage sejle til Negapatam for at få sine folk tilbage, enten med det gode eller
onde. Der ville han afskedige de soldater, som ville blive på kysten. Så ville
han med Guds hjælp sejle til Danmark. Soldaterne om bord var jo en del af de
soldater, der skulle slås for kejseren af Candy.
Nu da Ove Gedde havde bekendtgjort sin snarlige afrejse og
lovet de tiloversblevne al mulig støtte, fik Roland Crappe kolde fødder. Han
sendte kongens gesandt, Ove Gedde, et langt brev med nogle problemer, han
stadig gerne ville have en løsning på. De var som sædvanlig sat op i punkter, i
alle tilfælde i rapporten. Der er ingen grund til at tro, at sådan nogle
paragrafryttere ikke også i virkeligheden skrev officielle breve på denne måde.
Altså:
1. Lønnen til besætning.
2. Forsikring på hans egen person. Det må være sikkerhed for
ham selv, da han jo havde forlist et af kompagniets skibe og dermed var
økonomisk ansvarlig for tabet.
3.Jagtens besætning skulle forhøres på skibet.
4. Om sikring af hans egen gage og stilling, såvel som
soldaternes ed, befaling og anden orden. Med andre ord ville han have klare
linjer også om de udsendte soldater forhold.
5. At kompagniets skibe ikke blev drænet for mandskab og
forsyninger. De kunne ikke bære at miste mere. Der han nol været et anseligt
tab af folk på grund af sygdom og flugt fra skibene. Proviant beholdningen og
beholdning af almindeligt forbrugsgods som tovværk, smedejern. talg og værk til
tætning af skrog har der nok ikke været ret meget tilbage af. Det har også
været en lang rejse uden at kunne supplere beholdningerne.
6. Skibet Patientia skulle sløjfes, står der. Han mener, at
skibet skal overlades til kompagniet. Det var jo et dristigt forslag til
admiralen. Ifølge skibsartiklerne er skibet som prise kongens ejendom.
7. At Ove Gedde skulle hjælpe købmændene på Ceylon. Der var
altså nu nogle af kompagniets købmænd på Ceylon.
8. At Ove Gedde ikke skulle angribe Negapatam. Han havde jo
sagt, at han ville have sine bortløbne folk tilbage med det gode eller onde.
Altså ingen fjendtlige handlinger inden for kompagniets handels område. Det var
lederen af handelen, der nu talte.
Der var mere af den slags i brevet, skriver Ove Gedde i rapporten. Han svarede
Crappe med det samme med en gentagelse af det han havde sagt, da han gav
besked om sin snarlige afrejse. Han gentog at kongen altid
havde og ville fortsætte med at behandle kompagniet med velvilje og nåde, selv
om kompagniet ikke altid havde gengældt dette. Det var jo kompagniets skyld, at
skibene havde ligget så længe, at de dårligt havde forsyninger til hjemrejsen,
med det vill nok lykkes med Guds hjælp at komme hjem alligevel. Her bebrejder
Ove Gedde faktisk Roland Crappe for ikke at have forhandlet med kejseren, så
snart han var landet på Ceylon. Han var nok for godt kendt på de kanter, og man
får en mistanke om, at hverken han eller de andre købmænd var særlig
interesseret i handlen på Ceylon. Det hele begyndte jo med der formål at tage til
Coromandelkysten. Men så kom Boschouwer med et godt tilbud om handel fra
Ceylon, og deres eventuelle drømme om Coromandel måtte skrinlægges, fordi
majestæten bestemte sig til kejseren af Candy.
Den 9. sendte Ove Gedde et mere udførligt svar på Crappes brev.
Han svarede punkt for punkt Crappes sidste brev.
1. angående besætningen på jagten: Han var ikke befalet at
sikre nogen deres gage. Men han ville tale deres sag over for kongen og bestyrelsesmedlemmerne.
2. Angående sikkerhed for retslige følger af Crappes tab af
jagten kan Ove Gedde kun skrive, at et sådant brev gav man kun “æreløse
Tyve og Skjælme”. Det ville Ove Gedde dog ikke gøre mod ham.
3. Angående forhør af jagtens besætning, svarer han bare, at
det skulle ske efter hans ønske.
4. Angående Crappes løn stilling og soldaternes troskabsed:
Han ville sende ham hans bestalling og sikre hans løn samt hans medlemskab af
bestyrelsen i kompagniet. Soldaterne skulle lønnes af kompagniet og have
rettigheder i Trankebar. Han mener at de derved kunne tjene kongen bedst. Han
ville også så hurtig som muligt udnævne en kommandant og send ham med 20
soldater fra Ceylon til fæstningen på Trankebar
5. Angående de skibe, der skulle blive tilbage, og Ove
Geddes eventuelle overførsel af forsyninger og proviant til de skibe, der først
skulle rejse hjem: Han ville ikke tømme borgerskibene for folk, men kun have
dem, som tilhørte kongen. Det var de fribyttere, de fik med sig fra Kap Verde
ifølge den liste, han havde over dem. Da de jo var med i prisen, var de også
retslig ansat af kongen.
6. Angående Patientia tilhørsforhold: Han kunne ikke give
afkald på skibet, hvis ikke kompagniet stillede sikkerhed for betaling af
kongens skib. Desuden var det i mod kongens befaling at skibet blev ført af en
skipper.
7. Angående købmanden på Ceylon: Købmændene ville
“efter deres Begiering blive befordret”.
8. Der står, at han ville være tilfreds, såfremt han kunne
få Københavns lille båd. De har hele tiden haft noget rod med deres skibsjoller
og storbåde.
Der var mere i brevet i samme stil, men det svarer han ikke
på. Samtidig sender han er andet brev med et noget andet indhold. Heri skriver
han, at det er en rigtig god ide at laste København som det første skib og
straks sende det hjem. Det ville være vanskeligt at opretholde en trafik til
Danmark, hvis der ikke kom skibe hjem med last. Der var ingen mangel på peber,
men der havde altid været mangel på penge. Nu havde de 18.000 daler, efter at
naichen yderligere havde givet dem 6000 daler.