Friederich Heinrich Ditlev von Brockdorff
Af Kurt Ebert, 2012
Født: København, 21.oktober 1794.
Han blev antagelig døbt i Garnisionkirken. Friedrich var sine forældres førstefødte.
Ved folketællingen den 1. februar 1801 boede familien på Vestergade 237 i Københavns Vester Kvarter. Friederich var opført med alderen 6 år.
Som søn af en kaptajnløjtnant fik Friederich også en militær karriere:
- januar 1811: Artillerikadet
- august 1813: Stykjunker
- februar 1815: Lektioner i Artilleri (afsluttet den 12.marts 1816).
- december 1823: Karakt. Premierløjtnant
- november 1828: Virk. Premierløjtnant
- december 1833: Ansøgning om stillingen som Adjudant og Vagtmester i Trankebar.
- januar 1834: Ansættelse i den ansøgte stilling (ved C.A.Wilsters død)
- januar 1834: Kaptajns Karakter, 900 Rigsdaler i gage og gratis undervisning i Landmåling og Bygningsværn. Skulle desuden inden Afrejse gennemgå Infanteriets Eksercerskole.
- april 1834: Tilladelse til ægteskab med Jmfr. Emilie Sophie Julie Tamm
3. august 1834: Gageforskud til Hustruens udrejse
Efterår 1834: Afsejlede fra København med “Den danske Eeg”.
5. april 1835: Ankomst til Trankeba
22. februar 1835: Ansættelse i henhold til Kgl.Resolution som chef for Artillerikompagniet, og som Inspektør for offentlige Arbejder, Broer, Sluser og Fortifikationer, for Laboratoriet
og Rustkammeret. 1100 Sl. Rigsdaler aarligt og tillæg for Landmaalinger.
1. august 1835: Indsættes som Kompagni Chef. Gjorde tillige Tjeneste som Adjudant og Vagtmester med 100 Rigsdalers tillæg.
- september 1837: Hjempas (over den franske koloni i Pondichérry) og Kreditivbrev.
- november 1847: Afsked som Kaptejn
- december 1848: Karakter af Major
- juli 1851: Ridder af Dannebrog
Det er efterfølgende interessant at kunne konstatere, at ombord på “Den danske Eeg” også var andre prominente personer, der ankom til Trankebar. Det gælder således Johan Theodor Friderich van Teylingen samt Julie og Otto Rehling, søn af Guvernøren.
Van Teylingen blev af guvernøren, etatsråd Peder Hansen, spurgt om at blive i byen og det accepterede han, og han forblev i Trankebar til sin død den 3.august 1873. Sønnen Johan Vestermann van Teylingen må have videreført faderens opgave efter dennes død. Sønnen døde i 1909.
Blandt dem, der fik enkepension udbetalt af van Teylingen eller af dennes søn var Arabella Due. Omkring år 1890, da missionær Ihle besøgte Trankebar oplyser han, at der kun var 3 danske enker tilbage. Omkring år 1900 var alle danskere i Trankebar døde. Stedet var blevet historie, og fra nu af kunne ingen dansker besøge stedet uden at overvældes af nostalgi.
Friederich von Brockdorffs tjeneste i Tranquebar faldt i de sidste år under dansk besiddelse. Det var i 1838-39 blevet besluttet at sælge kolonien til England, og det skete ved en ceremoni den 22.februar 1845 i Calcutta. Som kompagnichef var Friederich den højeste militære chef for fortet.
På den tid, hvor Friederich var udsendt til Tranquebar, var den ”hvide”koloni på cirka 230 personer, flest danskere.
200 danske fastboende
Friederich var selvfølgelig selvskrevet medlem af det daglige råd, som bestod af alle cheferne. Den danske omgangskreds har sikkert været begrænset. Der har i bedste fald kun været 200-300 danskere fastboende i Trankebar og klimaet og varmen samt fugtigheden og den høje saltholdighed har sikkert været svært at vænne sig til. Van Brockdorffs tid i Trankebar var ganske kort, 2 år, henset til at nogle af guvernørerne “sad” i ganske lang tid. Tag Peter Anker (1786-1807) eller Eskild Andersen (1655-1672). Hovedparten “sad” 6-8 år.
Guvernøren på Friederichs tid hed Conrad Emil Mourier (1831-38) og hans efterfølger Johannes van Rehling sad i 1838-41. Den sidste danske guvernør var Peter Hansen 1841-45.
På vores forfaders tid (1834) var over 50 % af Trankebars europæiske indbyggere pensionister eller rentiers. Halvdelen var enker.
Den sidste danske guvernør Peter Hansen skrev i 1828 hjem efter 15 måneder på posten, at “han mindst 15 millioner gange havde fortrudt at han var taget til Trankebar. Livet havde et skær af absurditet over sig og de stadige reduktioner af den danske embedsmands stab gjorde livet endnu mere kedeligt for de tilbageværende”.
Friederichs mange titler var måske det bedste bevis for at Trankebar var i forfald. Han var adjudant, vagtmester, inspektør for offentlige arbejder, broer etc. Staten “sparede” ved at udnævne én person i flere stillinger.
Friederich og hans kone havde med sig til Tranquebar 2 skibskister af mahogni med messingbeslag, samt messinghåndtag på siderne. Den ene findes hos Preben Rehn (Kurt Eberts fætter) og den anden hos Kurt Ebert. Friederichs originale bestallingsbrev som chef for Kompagniet i Tranquebar findes ligeledes hos Preben Rehn. Kopi hos Kurt Ebert. Friederichs bestallingsbrev er i stort format udstillet i museet i Trankebar.
Om forfatteren
Som medlem af foreningen Trankebar har jeg Kurt Ebert på deres hjemmeside (december 2011) kunnet konstatere på listen over skibe der anløb Trankebars red i 1835 rent faktisk også var det dansk skib med navnet “Den danske Eeg”, som anløb dette år. Det var en stor dag for mig.
Det interessante er at jeg ved studier af skibslisterne over anløb af skibe fra Danmark har kunnet konstatere at skibskisterne havde de foreskrevne mål: Længde (max.)141.2 cm.,bredde 52,3 cm.,dybde 52.3 cm. Disse mål var meget vigtige, for ellers kunne kisterne ikke stables og stå fast uden at rokke eller vælte.
Ellers fik skibskisterne en nok så hård medfart ved i landsætningen. Der var heller ikke på den tid nogen lossefaciliteter så i landsætningen skete ved af kisterne blev firet ned i særlige både af typen “selling” som nu kun findes på det af den danske Trankebarforening etablerede lokale skibsmuseum i Trankebar i Dronningensgade. En selling var en båd, der var lavet/syet sammen af tynde planker som blev manøvreret gennem brændingen ind til land af en besætning på vel 8-10 mand med håndkraft. Da jeg selv (Kurt Ebert RIN2) har prøvet at bade i vandet i den Bengalske Havbugt (Januar 2012) og endda på en dag hvor bølgerne ikke var for store, kan datidens bedrift med at få skibskisterne sikkert i land kun beskrives som et lille “mirakel”. Men i land kom skibskisterne. De ben som kisterne har idag er sat på ved en senere lejlighed.
En sølvtesi (meget slidt) er i Kurt Eberts (RIN 2) eje. På bagsiden er indgraveret denne forfaders initialer: F.B. Den er arvet fra Kurt Eberts mor, Gerda Margrethe Rasmussen (RIN 5) der givetvis har arvet den fra sin mor, Ellen Marie Caspersen, der var datterdatter af Friedereich von Brockdorff (RIN 46).
Ruth og jeg har hjembragt nogle autentiske “souvenier” fra vores ophold i Trankebar i januar 2012. Det er kinesiske potteskår, små stykker af kridtpiber som i 1600-1700-tallet var meget populære prestige betonede at ryge på. De kinesiske potteskår skyldes, at handlen også skete med Kina. De kinesiske fade/tallerkener var meget anvendte som ballast i datidens træskibe da dette materiale var tungt og ikke blev ødelagt af vand, men de kunne dog gå i stykker. Antallet af potteskår, som vi har kunnet finde, tyder på at brækageprocenten må have været meget høj. Et særligt stort porcelænsskår har et flot kinesisk motiv.
Sankar, der fører opsyn med foreningens hus Flora, og selv bor lige ved siden af, har en stor hobby, der går ud på at samle på mønter. Jeg, Kurt Ebert, har købt to mønter af ham fra Kong Frederik VI’s tid (1808-1839) Tidsrummet omfatter de år hvor vor forfader gjorde tjeneste i Trankebar. Sankar har også givet mig en mønt fra den indiske herskers egen tid (985-1013). Endelig har jeg købt to kobbermønter med et øje fra samme tid som skal bruges som gave til vores to yngste kvindelige børnebørn nemlig Sigrid og Sophie. Jeg synes det må være sjovt for der to små piger med denne lille souvenir fra deres forfaders tid! Disse mønter var gangbare i de år hvor vor forfader var udsendt til Trankebar. På (i) mønterne kan man med forstørrelsesglas tydeligt se den danske konges navnetræk (FVI).
Ifølge historieforsker Inger Højbjerg var befolkningen i Trankebar nede på 1.979 indbyggere i 1835. Det maximale antal var på 3.730 i år 1730. Der var på den tid ca. 90 danskere tilknyttet FORTET, heraf 4 officerer og 7 artilleribetjente samt menige soldater (indere/sepoyer)
Omkring år 1800 havde man brug for mindst 70 mand til at hale det anløbne skibs store ankre, der hver vejede mere end 2 tons, op. Besætningens størrelse lå på mellem 60-80 og 120-140 personer pr. skib efter år 1750.
Franske Pondicherry
Friederich og Emilies hjemrejse skete via den franske enklave PONDICHERRY, ca. 15 kilometer syd for Trankebar. På den tid var der i denne lille by både en fransk og en dansk honorær konsul og der er sikkert takket været et godt samarbejde mellem de to konsuler at vores forfader fik sit kreditivbrev som muliggjode, at ægteparret så at sige kom hjem på “konsulatets” regning. Byen hedder nu KARAIKAL
Friederich og hans kone boede ellers standsmæssig under opholdet i Trankebar. Ved Paradepladsen lige ved siden af den i januar 2012 istandsatte guvernørbolig, som har fået sin status tilbage som pladsens flotteste bolig,efter af have været “degraderet” til saltlager af englænderne efter deres køb af kolonien i 1845. Jeg Kurt Ebert har besigtiget guvernørboligen udefra.
Friederich og hans kones bolig lå lige ved siden af. Huset ejes nu af en Luthers tamilsk organisation TELC.
Hvornår Friederich og hans kone kom tilbage til København vides ikke nøjagtigt. Antagelig engang i løbet af 1838. Det var oplyst at hjemrejsen skete via Pondichérry. Det var på den tid en fransk koloni i det nuværende Indien, som endda var så betydningsfuld, at der også var udnævnt en dansk konsul i denne koloni i midten af 1840’erne. Og selvfølgelig også en fransk honorær konsul.
Forhandlingerne om salget af Trankebar blev indledt allerede i 1841 og i 1845 var aftalen færdigforhandlet. Danmark afstod for 1,1 millioner rigsdaler Trankebar og Serampore.
Den 7.november 1845 fandt overdragelsen sted og 225 års dansk herredømme var dermed bragt til ophør.
PS
Ved folketællingen den 1.februar 1840 boede von Brockdorff -familien i Store Kongensgade 260, på 3.sal.
Friederich døde som 64-årig fra adressen Nyhavn 2 i København. Dødsårsagen var angivet som “betændelse”. Det var anført at han var “afskediget Major” og at han var gift. Han blev begravet på Garnisons Assistens Kirkegård. Altså en aflastningskirkegård, og ikke den der lå/ligger lige omkring Kirken.
Han var min, Kurt Eberts, tiptipoldefar på mødrende side. At jeg nu i januar måned år 2012 har haft mulighed for at aflægge et besøg i Trankebar kan næsten få hårene til at rejse sig på mit hoved. I øvrigt er Ruth og jeg Trankebar Foreningens nuværende forkvinde Karin Knudsen og hendes mand Viggo dybt taknemmelig for vidende introduktion til Trankebar under vort delvise samtidige ophold i byen i januar 2012, samt hyggeligt samvær i de par uger vi boede i “FLORA” og de i deres hvide hus tæt på.
Kilder : Tranquebar-arkivet på Rigsarkivet, København
Fktl 1840 for København
Garnisons Kirkebog, KB nr.19/72, nr. 96, side 995 (Kontraministerialbog,X-kopi)
Hans Gregersen: Trankebar, side 150-51. Wormianum 1987
Kjølsen og Sjøqvist: Dansk Udenrigstjeneste 1770-1970, side 298 (Pondichéry).
Husnumre i København før 1860 var matrikelnumre, ikke nutidens gadenumre
Kurt Eberts iagtagelser under opholdet i Trankebar 8.januar til 2.februar 2012.