Generalforsamling 

26. april 2025 på Vestfyns Efterskole

 Dagsorden

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Formandens beretning, herunder orientering fra arbejdsgrupper
  3. Forelæggelse af regnskab og budget
  4. Fastsættelse af kontingent
  5. Indkomne forslag
  6. Valg af bestyrelseValg af 2 suppleanter
  7. Valg af revisor og revisorsuppleant
  8. Eventuelt

På valg til bestyrelsen: Knud Helles,  Sven Erik Holm og Vagn Olsen, som alle modtager genvalg

1. Valg af dirigent og referent

Vagn Olsen blev valgt som dirigent. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

Knud Helles blev valgt som referent

2. Formandens beretning

Poul Petersen indledte indledte sin beretning med fremvisning af en kort video fra Sankar om den aktuelle tilstand i Guvernørboligen ved siden af vort museum og kulturcenter.

Restaureringsarbejdet på den ikoniske bygning har nu med svingende intensitet stået på gennem flere år og vil forhåbentligt snart kunne afsluttes.

Han fortsatte derefter sin beretning med at fastslå, at Foreningen Trankebar uden tvivl levede op til sit formål. Foreningen er efterhånden blevet en alment accepteret institution i byen og han udtrykte glæde over den stigende interesse for vore aktiviteter. Men hvor længe, foreningen kan fortsætte i Kommandantens Hus er usikkert, idet vores lejekontrakt på komplekset udløber i april 2026, dog med mulighed for forlængelse af lejemålet derefter. Men selvom det endnu ikke har været muligt for os at få løfte om en sådan forlængelse, mener vi, at det med den stilling, vi har opnået i byen, vil være særdeles problematisk for kirkerådet, som ejer bygningerne, at smide os på porten. Så vi tror, de forestående forhandlinger først og fremmest kommer til at handle om betalingen af lejemålet.

Poul udtrykte sin glæde over at kunne føle sig som borger/deltager i Trankebar og understregede betydningen af, at vi samarbejdede med alle grupper i byen.

Også vort højskoleprojekt, som jo har til formål at udbrede kendskabet til Trankebar og få flere til at interessere sig for byen og dens dansk-indiske kulturarv spiller en rolle i denne sammenhæng.

I årets løb har vi atter forsøgt at få gennemført en undervandsundersøgelse af havbunden ud for Dansborg. Gert Norman Andersen foretog en foreløbig kortlægning af havbunden i 2006, der viste, hvor der synes at ligge noget af interesse. Ved en fornyet kontakt vedrørende projektet, oplyste Gert, at han ikke kunne påtage sig opgaven. Men han rådede til at undersøge området med en såkaldt multibeam-scanner. Derefter havde Poul henvendt sig til både et firma i Odense og indiske firmaer. Resultatet var, at en sådan undersøgelse ville blive særdeles omkostningstung: o. kr. 10.000/dag. Derefter havde han kontaktet Vikingemuseet i Roskilde og Nationalmuseet, hvor der fra en nyoprettet afdeling for marinarkæologi blev givet udtryk for stor interesse i projektet, men som ikke i øjeblikket var i stand til at deltage.

I Trankebar er der i årets løb blevet foretaget en omfattende istandsættelse af Flora, og i kulturcentret er der fortløbende foretaget oprydning i haven og fuldendelse af havehuset. Men med henvisning til Sankars video udtrykte han vores ærgrelse over restaureringsarbejdet på Guvernørboligen, hvor der stadig blev meldt nye tidsfrister for færdiggørelsen, som han håbede ville ske om et halvt årstid.

Karin kunne berette, at den ny sikring foran fortet allerede er delvist ødelagt.

Poul berettede derefter om Karins arbejde med at opsætte historisk materiale op på væggen i havehuset og at Knud laver engelske tekster til billederne. Den oprindelige ide om at anlægge en historisk have med en sti, der skulle føre de besøgende frem til forskellige historiske markeringer har vi måttet opgive på grund af risikoen for nedfald af kokosnødder.

Derefter berettede Karin om arbejdet for at få især indiske besøgende til at gå op til udsigten udsigten fra Kommandanthusets tagterrasse. Ideen går ud på, at opsætte en bænk med figurer af Gandhi og Grundtvig deroppe. Karin har udarbejdet skitseforslag og ifølge hende kendte Sankar en, der kunne fremstille figurerne. Ideen blev meget positivt modtaget og førte til forslag om at opsætte en figur af H.C.Andersen.

Vagn orienterede om arbejdet med at fremstille en ny hjemmeside, der var indrettet på at oplyse om Foreningen Trankebar, på at give oplysninger om Trankebar til dem, der gene vil vide mere og ikke mindst for at stimulere interessen.

Derefter vendte Poul tilbage til spørgsmålet om vores lejekontrakt og dens tilblivelse. Det første forsøg lykkedes ikke. Da Karin mødte op i kirkerådet for at få en aftale, blev hun mødt med et krav om et stort beløb ”under bordet” til rådets medlemmer. Det kunne Karin naturligvis ikke acceptere, og hun forlod mødet. Det følgende år (2015) lykkedes det imidlertid ved et nyt møde, hvor Poul og Knud deltog, at opnå en lejeaftale for 10 år fra 2016 med ret til at restaurere og mulighed for forlængelse efter udløb i 2026.  Men en ny lov kræver, at leje herefter kun kan ske for et år ad gangen. Men Poul udtrykte forhåbning om, at vi kan få forlænget aftalen, når vi kommer til Trankebar i august.

På Sven-Eriks spørgsmål, om hvor dybt under havoverfladen de formodet interessante genstande ligger, svarede Poul, at de ikke ligger over 10m nede, men problemet er, at vandet er uklart. Ved en undersøgelse med skib sidste år konstateredes stigende uklarhed efter 3m dybde. Han henviste i øvrigt til sin beretning vedr. den foreløbige opgivelse af projektet p.gr.a. usikkerhed og pris. Men han gentog sin forhåbning om, at Marincenter (Njord) på Nationalmuseet vil engagere sig, og Bente Wolff mente, at der var stor interesse der for projektet.

Poul omtalte derefter vort tilbud om fri bolig i Kommandantens Hus for studerende mv., som blev benyttet af Uwe Skoda fra Århus Universitet. Han opholdt sig et par i marts i huset og gav meget positive tilbagemeldinger om opholdet og sit udbytte deraf.

Formandens beretning blev herefter godkendt.

3. Forelæggelse af regnskab og budget

Hans-Jørgen Lauersen fremlagde foreningens regnskab. Efter kontakt med revisorsuppleanten, Niels Tandrup, var de blevet enige om at opstille regnskabet på en ny måde, men med samme resultat. Han påpegede, at der var problemer med overførsel af penge fra konto til konto, men at det endelige resultat var o.k.

Desuden pegede han på problemer med overførelse af penge fra foreningens konto til Flora. Men ifølge Sankars fremsendte regnskab er det o.k. Regnskabet er o.k. men der mangler angivelse af, hvad de enkelte poster er brugt på. Hans-Jørgen afsluttede sin gennemgang således: ”ikke noget kriminelt, men….”

På et spørgsmål om, hvorfor højskolen ikke fremgik af regnskabet opstod en diskussion om, hvorvidt højskolen var en del af foreningen eller ej. Poul svarede hertil , at indtil videre var højskolen ikke en del af foreningen. Jens Søgaard mente afgjort, at højskolen burde indgå som en del af Foreningen Trankebars regnskab, som det aktiv for foreningen den var.

Regnskabet blev derefter enstemmigt godkendt.

 4. Fastsættelse af kontingent

Fortsat uændret kontingent vedtaget:

(Kr. 175 årligt pr. person, kr. 250 årligt for en husstand,1800 for 5 år og kr. 500 årligt f. skoler, foreninger og virksomheder)

5. Indkomne forslag

Revisoren (Hans-Jørgen) påpegede, at det var forkert i forhold til vedtægterne, at Foreningen Trankebar betaler til vedligehold mv., da det er Tranquebar Development Trust, der står som ejer af huset og ved evt. salg også får indtægterne. Han stillede derfor forslag om, at der blev indgået en lejeaftale mellem Foreningen Trankebar og Tranquebar Development Trust med dette indhold:

Lejeaftale mellem Foreningen Trankebar og Tranquebar Development Trust

Foreningen Trankebar lejer Flora af Tranquebar Development Trust til foreningens aktiviteter mod almindelig vedligeholdelse for 1, evt. 5 år ad gangen.

På Lene Sørensens spørgsmål om, hvorvidt det var dem i det originale købsdokument, der fortsat bestemmer om anvendelse af indtægter ved eventuelt salg, svarede formanden, at det er de nuværende medlemmer af trusten, der har bestemmelsesretten. Marga Krenzen ønskede oplysninger om medlemmerne af trusten oplyst og ført til protokol.

Formanden kunne dertil svare, at trusten består af følgende medlemmer:

Poul Petersen, Sankar, Merinals moder, Krishnamoorthi, Knud Helles

Forslaget blev derefter vedtaget.

6. Valg af bestyrelse

Knud Helles, Sven-Erik Holm og Vagn Olsen blev alle genvalgt for 2år

Lene Sørensen blev valgt for 2år

 7. Valg af suppleanter (1år)

Marga Krenzen blev valgt som 1. suppleant

Sten Aastrup blev vagt som 2. suppleant

 8. Valg af revisor og revisorsuppleant

 Hans – Jørgen Laursen blev genvalgt som revisor og Niels Tandrup som revisorsuppleant

 9. Evt.

 Intet under dette punkt

 

 

Konstituering:

Formand:        Poul Petersen (på valg 2026)

Næstformand

og kasserer:     Knud Helles       (på valg 2027)

Sekretær:        Vagn Olsen         (på valg 2026)

Medlem:          Karin Knudsen   (på valg 2026)

Medlem:          Jan Skaarup        (på valg 2026)

Medlem:          Lene Sørensen    (på valg 2027)

Medlem:          Sven-Erik Holm (på valg 2027)

 

Suppleanter: 1. Marga Krenzen, 2. Sten Aastrup

 Revisor:           Hans – Jørgen Laursen

Suppleant:        Niels Tandrup

referent Knud Helles