GENERALFORSAMLING 2026, 18. APRIL 2026.

Dagsorden ifølge vedtægter

  1. Valg af dirigent og referent

Hans Jørgen Laursen blev valgt som dirigent. Han takkede for valget og konstaterede, at indkaldelse er sendt ud til foreningens medlemmer den 16. februar, og dermed i overensstemmelse med vedtægternes krav om en måneds varsel. Generalforsamlingen er derfor lovligt indkaldt.

Vagn Olsen blev valgt som referent

  1. Formandens beretning

Poul Petersen tog udgangspunkt i vedtægternes §3, som definerer, at formålet er at bevare danske bygningsværker i Trankebar samt at skabe et dansk-indisk mødested.

Hvad har vi så nået?

Vi er nået langt med at bevare danske bygningsværker, men ikke mindst: Vi er lykkedes med at skabe et dansk-indisk mødested.

Det er effektivt, hvad der er sket med kulturcentret i det nyrenoverede Kommandantens Hus. Vi er blevet en institution, man regner med lokalt. Vi har fået opbygget et særligt forhold til indbyggerne i Trankebar, og det gør, at vi lærer nyt, hver gang i opholder os i byen. Vi er stolte af kulturcentret, og det er vigtigt, at vi holder gang i dette kultursamarbejde.

I tidens løb har vi udgivet bøger og hæfter på dansk, engelsk og tamilsk.

Seneste eksempel er professor Maria Lazars bog, som Knud Helles har redigeret i en ny version. Den sendes ud til foreningens medlemmer netop i disse uger.

Vi har i øjeblikket 171 medlemmer.

Museet har haft mere end 20.000 besøgende i 2025. Især indiske besøgende.

Til referatet tilføjes, at foreningen har afholdt et medlemsmøde i efteråret i samarbejde med Nationalmuseet. Omkring 30 deltagere hørte om Foreningen og om det kommende dykkerprojekt ud for Trankebar.

Hvad kunne drømmene for fremtiden være for Foreningen Trankebar?

Poul Petersen tænkte højt:

a/ Kulturcentret kommer på finansloven. I øjeblikket lejer vi lokalerne af TELC, Den Tamilske, Evangelisk-Lutherske Kirke i Sydindien. Aftalen med TELC er netop udløbet, og vi forhandler om en ny aftale – som vi håber bliver rimelig. Kulturcentret holder til i Kommandantens Hus, som er totalrenoveret for penge, Foreningen Trankebar har skaffet – eller rettere takket være en arv efter medlemmet Henning Tousted.

b/ En dansk-indisk aftenskole, drevet efter danske højskole-traditioner. Det kunne for eksempel være med danske lærere, som er sendt til Trankebar for 1 måned af gangen.

c/ Udvekslinger mellem Trankebar og Danmark, så ung – eller voksne – fra Indien oplever dansk demokrati og måde at organisere sig på.

d/ En spillefilm om Trankebar.

Til sidst takkede Poul bestyrelse og medlemmer for interessen for Trankebar.

Beretningen blev enstemmigt godkendt.

  1. Regnskab og budget

Kasserer Knud Helles gennemgik regnskabet, som dækker 1.1.2025 – 31.12.2025.

Indtægter i alt:                                      61.379,68 kr.

Udgifter DK:        36.658,72 kr.

Udgifter Indien: 34.863,50 kr.

Udgifter i alt:                                          71.522,22 kr.

Driftsunderskud:                                 10.142,54 kr.

Balancen viser en egenkapital på 31.12.2026 på 1.670.861,01 kr.

Det bemærkes, at efter beslutning på generalforsamling i 2025 er udgifter/indtægter for huset Flora nu lagt ind i foreningens regnskab.

Ligeledes bemærkes, at fordi vi er en ”trust”, eller på dansk at vi har almennyttigt formål, er der et indisk lovkrav om, vi trusten skal dele penge ud hvert år. Det er i 2025 sket via posten på 11.000 DKK. Til renovering af en medarbejders bolig i Trankebar. Boligen var i en meget ussel forfatning.

Kontingent foreslås videreført på nuværende niveau.

Det vil sige:  Enkeltmedlem 175 kr. årligt, husstand 250 kr. årligt, skoler, foreninger og virksomheder 500 kr. årligt, samt 5 års medlemskab 800 kr.

Regnskab er revideret af Hans Jørgen Laursen.

Regnskab og kontingent enstemmigt vedtaget.

  1. Forslag

Ingen indkomne forslag

  1. Valg til bestyrelsen

Poul Petersen, Karin Knudsen og Jan Skaarup var på valg.

Poul og Karin modtog genvalg. Jan ønskede at udtræde, men vil gerne stille op som suppleant. I stedet for Jan Skaarup blev Marga Krenzen valgt.

Herefter består bestyrelsen af: Poul Petersen (på valg 2028), Karin Knudsen (på valg 2028), Marga Krenzen (på valg 2028), Knud Helles (på valg 2027), Lene Sørensen (på valg 2027), Sven Erik Holm (på valg 2027) og Vagn Olsen (på valg 2027)

  1. Valg af 2 suppleanter

Jens Dahl (1.) og Jan Skaarup (2.) blev valgt som suppleanter.

  1. Valg af revisor og revisorsuppleant.

Hans Jørgen Laursen blev valgt som revisor, og Niels Tandrup som suppleant.

  1. Eventuelt

Dagens dirigent Hans Jørgen Laursen kunne erklære generalforsamlingen afsluttet, eftersom der ingen indlæg var til eventuelt.

KONSTITUERING:

Umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig således:

Formand: Poul Petersen

Næstformand og kasserer: Knud Helles

Sekretær: Marga Krenzen