Hans Diderik Brinck-Seidelin 

Guvernør 7. marts 1825 – 26. marts 1829

Født 20. november 1779 i Odense. Død 4. november 1857 i København 

Han var søn af sognepræst ved Vor Frue Kirke i Odense Christian Davidsen Seidelin (1740-1799) og Hedevig Sabine Høyer (1756-1826).

Brinck-Seidelin startede tidligt som søkadet og blev sekondløjtnant i 1799. I 1803 var han stedfortrædende charge d’affaires i Berlin, derefter overstyrmand på fregatten KRONPRINS FREDERIK på skibets næstsidste rejse 1805-06, hvor man bl.a. på vej til Batavia skulle anløbe Trankebar, men på grund af en orkan måtte sætte passagerer og gods af længere oppe ad kysten.

Efter hjemkomsten blev Brinck-Seidelin udnævnt til premierløjtnant og udstationeret i Kristiansand, som under Napoleon-krigene var centrum for den norske kaperflådes angreb på svenske, russiske og engelske fartøjer i nordlige Kattegat og Nordsøen. I 1811 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog, forfremmedes til kaptajnløjtnant i 1813 og kaptajn i 1820.

I Kristiansand blev Brinck-Seidelin 1810 gift med Lovise Cecilie Swartz (1781-1812) med hvem han fik to piger, den første døde snart efter fødslen, den anden druknede sammen med moderen ved en tragisk ulykke nær Langesund i februar 1812. Tabet af kone og børn kom han aldrig over, og han forblev enkemand resten af livet.

Det betød dog ikke, at han forsagede kvinder, for da han i marts 1825 ankom til Trankebar for at indtræde som stedfortrædende guvernør, medbragte han en husholderske, som blandt koloniens lokale europæiske Trankebar-borgere kom til at gå under navnet ”hans madamme”. De fleste lokale var overbevist om, at hun var hans elskerinde.

En rappenskralde

Hun var åbenbart en smuk, men uopdragen rappenskralde, der styrede store som små sager i guvernørens liv og gjorde sig selv til førstedame ved hver torsdag i to år at indføre lange og kedsommelige middage i guvernørboligen for byens honoratiores. Fra Danmark indforskrev hun bl.a. store forgyldte spejle og pragtfulde lysekroner, som desværre først kom frem til Trankebar med det skib, der medbragte Brinck-Seidelins afløser. Det må have været et kosteligt syn at se de små lokale katamaraner bringe disse genstande ind igennem brændingen. Det uægteskabelige samliv med ”madammen” har vakt forargelse og nok skaffet Brinck-Seidelin en del fjender og klager i en bornert tid.

Guvernøren var brovten, galsindet og uligevægtig, men hans arbejde var der ikke meget at sætte fingeren på. Han vil bl.a. blive husket for sin uforbeholdne støtte til pastor David Rosens forslag om at kolonisere de nikobarske øer.

Efter hjemkomsten boede han på Frederiksberg Alle i København og fortsatte med forskellige hverv til lands, bl.a. som leder af matroskorpset og Søværnets drengeskole. Han døde som Kommandør af Dannebrog og med titel af viceadmiral – og blev begravet i november 1857 fra Holmens Kirke.