Hvad gemmer havbunden ud for Fort Dansborg?

Af Poul Petersen 

I år 2006 fik vi overtalt Gert Normann, den kendte dykker og marinearkæolog fra Holstebro, til at komme til Trankebar for at undersøge havbunden ud for Fort Dansborg.

Mine elever fra Vestfyns Efterskole slæbte udstyr med sig i flyveren. Vi lejede et dykkerfartøj fra et firma tæt på Trankebar og Gerts ven Kim Schmidt dykkede på 9 meter vand, men kunne konstatere at vandet tæt på bunden var for uklart til at finde noget. Den næste uge gik med, at Gert og Kim sejlede op langs kysten og slæbte et protonmagnetometer under en fiskerbåd. Et udslag på jern og metal genstande kunne aflæses på flere GPS-positioner. Det gav en ide om, at der ligger noget – enten på havbunden eller begravet i sandet. Vi fik nu et kort med flere GPS-positioner, som kunne danne baggrund for nærmere dykkerundersøgelser.

Året efter fik jeg en dykkerkompressor fra Gert samt et par nye flasker, så alt kunne være parat til en ny marinarkæologisk undersøgelse. Årene gik og flaskerne samt kompressoren har nu stået under vores køkkenbord i vores Hvide Hus i Trankebar i 20 år.

Jeg havde håbet, at Gert kom igen eller sendte et dykkerhold. Gert har haft rigeligt at gøre med sit dykkerfirma og har samtidig oprettet 2 fantastiske maritime museer i Jylland. Hver gang jeg kontaktede Gert, fortalte han, at vi skal have scannet havbunden foran fortet med en multibeam scanner. Det store problem er, at kun få firmaer råder over en sådan scanner og Gerts firma kan ikke undvære deres skanner. Indiske firmaer, som har det dyre udstyr, vil have minimum 100.000 kr. for en uges undersøgelse.

Hjælp fra Nationalmuseet

Sidste år fik jeg kontakt til ansatte ved Nationalmuseets nye marinarkæologiske center, som godt vil lave en undersøgelse af havbunden på Coromandelkysten. Men de vil godt kunne henvise til et muligt vrag af et dansk skib, før de starter. Så vi har en opgave med at finde historier blandt de lokale fiskere, som måske ved, hvor der ligger noget, fordi de der er stødt på noget, som har gjort det svært at få deres garn trukket ind.

Af registrerede vrag på Coromandelkysten har vi kun Jagten ”Øresund”.

Historien fortæller, at da den danske flåde i 1620 var kommet til Ceylon, hvor den lovede traktat og handelsstation desværre viste sig ikke at kunne realiseres, var et af skibene, den danske jagt ”Øresund”, sejlet op til Coromandelkysten, hvor den var kommet i slagsmål med portugiserne ud for fiskerlejet Karaikal.

Resutatet blev, at ”Øresund” blev stukket i brand og sank. En stor del af besætningen blev taget til fange af de lokale og nogle hængt som sørøvere. Lederen Roland Crappe slap væk med 13 mand og begav sig til Tanjavur, hvor han fik en aftale med naiken, den stedlige fyrste, om at danskerne kunne leje et stykke land ved fiskerlejet Tharangambadi med ret til at drive handel, opkræve skatter og bygge en borg. Da Ove Gedde kort tid efter kastede anker ud for Tharangambadi med sit admiralskib Elephanten, kunne han drage til Tanjavur og bekræfte den indgåede aftale mellem naiken og den danske konge.

Jagten ”Øresund” var sunket ud for Karaikal. Der er ingen beretninger om, at den er blevet hævet. Altså må resterne af den ligge nede i sandet. Skibet er en let jagt med ca. 1,5 meters dybgang. De må ligge på lavt vand. Det havde højst sandsynlig en ballast af jernskrot eller sten.

Finder Nationalmuseets Marinarkæologiske Center “Øresund”?

Vi håber at Nationalmuseets Marinarkæologiske Center i snarlig fremtid går i gang med at lede efter ”Øresund”. Det er jo en spændende historie, som kan blive fortalt på en kommende udstilling på Fort Dansborg, i Guvernørhuset eller i vores nye Kommandanthus. Forhåbentlig i et fremtidigt samarbejde mellem Danmark og Indien.

Christian den 4. involverede sig ikke blot i ekspeditionen mod Asien, der resulterede i, at Danmark fik sin første handelsstation Trankebar.

I maj 1619 gav han Jens Munk kongelig bevilling til at lede to skibe, fregatten ”Enhjørningen” og ”Lamprenen” (en jagt ligesom ”Øresund”). Med 64 mand ombord skulle de sejle mod Hudsonbugten for at finde Nordvestpassagen. Ved Churchillflodens munding blev skibene fanget af is. Mandskabet var underudrustet, og 61 mænd døde af skørbug og kulde. Kun Munk og to andre overlevede og fik sejlet jagten hjem til Europa. De ankom til Norge i september samme år og Munk kom senere til København.

Nationalmuseet er, ligesom med ”Øresund” ved Karaikal, også på sporet af vraget af ”Enhjørningen”. Der er tidligere fundet enkelte metaldele og kanonkugler, men selve skibet er ikke lokaliseret.

Vi har altså 2 vrag. Begge med forbindelse til Christian den 4, og begge skibe forliste omkring 1620.

2 spændende historier.