Af Poul Petersen, medstifter.
Jeg kom første gang til Indien i 1989 for at besøge en efterskole, som med Danidastøtte var blevet oprettet i byen Kappalur nær Tiruvanamalai i den nordlige del af Tamil Nadu.
Under mit første besøg i Indien skulle jeg, som man sig bør som dansker i Sydindien, besøge Trankebar, byen jeg stort set kun kendte fra min skoletid. Efter en nats kørsel ad dårlige veje ankom jeg – sammen med skoleleder Johnson fra efterskolen – til Landporten foran Trankebar. Klokken var 7 om morgenen. Vi gik ned gennem Kongensgade, forbi Jerusalemskirken, Zionskirken, og efter kort tid stod vi foran Fort Dansborg, bygget for 400 år siden.
Det var ganske mageløst. Her stod jeg i en gammel, dansk by med lige gader. Det kunne være Bogense eller Ærøskøbing. Men hvor var det dog trist, at ingen gjorde noget for at vedligeholde disse bygninger.
Jeg gik ind på det lille museum i fortets hovedbygning. Et gammelt, mølædt Dannebrogsflag, et par rustne kanoner og nogle montrer med falmede papirer. I gæstebogen stod, at børnene sælger mønter til de besøgende. Gamle, danske mønter, som de har fisket op i strandkanten.
Jeg forlod museet og blev straks kontaktet af de første børn med mønter, som jeg købte for en slik. Her stod jeg nu med danske mønter fra Christian 4.´s tid.
Igen: Det var ganske mageløst. Og på hjemvejen havde jeg fornemmelsen af at have oplevet noget fantastisk: En gammel, dansk by midt i Indien.
Det første besøg i Trankebar blev til flere. Gode venner fulgte med: Forstanderparret Karin og Viggo Knudsen fra Humble på Langeland, og murermester Bent Christensen fra Vissenbjerg.
På et tidspunkt gik Bent Christensen og jeg på ringmuren om fortet. Det var aften. Stjerneklart. Bølgerne brusede i det fjerne. Vi følte os virkelig som soldaterne, der for 400 år siden gik og holdt vagt over borgen. Samtidigt følte vi på de tykke mure, og det var nok her, ideen opstod om at få gjort noget ved Dansborg.
Næste morgen, før vi forlod Trankebar, hørte vi ude i byen, at snakken gik om vores ophold på borgen. ”Danskerne er kommet tilbage”. Vi følte os lidt beærede.
Det blev til flere besøg, og hver gang, når vi forlod den gamle koloni, sagde vi til os selv – og hinanden: ”Vi må gøre noget”.
I 2002 fik vi pludselig tilladelse til at gøre noget. Efter at have løbet indiske myndigheder på dørene i en periode stod vi pludselig med en tilladelse til at renovere Fort Dansborg. Og så mente Viggo Knudsen, at vi hellere måtte få lavet en forening. Hidtil havde vi jo kun være 4 mennesker som arbejdede sammen om en idé.
Vi indkaldte til stiftende generalforsamling lørdag den 21. maj på Vestfyns Efterskole i Tommerup. Til vores store glæde kom der nok omkring 40 mennesker fra hele landet – dog mest fynboer, som havde rejst til Indien sammen siden 1992, hvor vi hvert år besøgte den lille efterskole SMK nær Tiruvannamalai. Ved de årlige skolebesøg aflagde vi altid et besøg i Trankebar.
Murermester Bent Christensen fra Vissenbjerg blev valgt som foreningens første formand. En af deltagerne var Ove Gedde – efterkommer af admiral Ove Gedde, som landede på Coromandelkysten i år 1620. Det var ganske mageløst. Nu havde v i en forening, der på et tidspunkt fik næsten 300 medlemmer.
Foreningens formål er at bevare de danske bygningsværker i Trankebar og formidle kendskabet til Trankebars betydning for Danmark, men også at skabe et dansk–indisk møde- og kursussted. Det arbejder vi ufortrødent på – og vil du gerne støtte os, så er vi meget glade for nye medlemmer.
Et års kontingent er kun 175 kr.
Læs hele Poul Petersens beretning om tilblivelsen i årsskrifter 20,21 og 22. Klik her.
