Jens Brenholdt von Horstmann

Født på Asnæs 1. marts 1794

Søn af søkaptajn Friderich Julius Christian Horstmann

Bliver landkadet 1. januar 1812.

Ansættes som sekundløjnant ved de Ostindiske Tropper 28. januar 1818. Afsejler kort efter fra København med ”Nymphen” og kommer til Trankebar 28. august 1818.

Han havde ansøgt om at komme videre til Frederiksnagore i Bengalen, men kaptajnen sejlede om natten fra ham, vidende, at han helst var fri for ham i Frederiksnagore.

I stedet blev han ansat ved 2. sepojkompagni den 27. august med kvarter på Dansborg (sepoj er indiske eller portugisiske soldater).  Fik på ansøgning af 3. september 1818 et lån på 50 rigsdaler samt 18 rigsdaler i diætpenge for rejserne, men afslag om ekviperings penge, da han havde fået 100 rigsdaler ved afrejse. Allerede 10 september søgte han om 50 rigdaler tillåns mod en veksel fra sin svogers oberstløjtnant, overadjudant v. Lûtssen i København. Og fik det samme dag.

Til Frederiksnagore

Fik 1824 tilladelsen til at patricere for sit helbred skyld. Skønt helbredet da var ganske tilfredsstillende, fik han på gentagne ansøgning 13 august 1824 tilladelse bekræftet af guvernementet og afsejlede fra Trankebar 14 august med skibet ”Johanne Marie”, der fvrst skulle anløbe Frederiksnagore.  Der boede han fra 1. september 1824 en tid hos Værtshusholder King på Rådets regning og hjemgik med skibet 28.november.

Han nåede til København 28  maj 1825.

29.januar 1826 blev von Horstmann premierløjtnant med 900 rigsdaler årligt. Skulle tillige fungere som Rustmester. fik 2. juli 100 rigsdaler til hjælp til dækning af gæld (og var vel ellers næppe kommet afsted.)

Han skyldte dog endnu Vinhandleren. Hattemageren og mange andre.

Afsejler fra København 14. juli 1826 med ” Alexander.” På Mauritius må han forlade skibet, og 19. december afgik han derfor sammen med J.C.Boeck og Peter Hansen med en kystfarer og kom 30. januar 1827 til Madras. Drog over land i baldakin (bærestol) og nåede Trankebar 12. februar.

Fik vielsesbrev 19. juli 1827 og holdt hjemmebryllup i Trankebar 21. juli med frøken Elisabeth Henriette Lutter.

Beskyldt for voldtægt

En hæderlig samtidig kalder ham en ”NAR” og hans hustru en ”DONNA”. Hun var datter af major Leopold v. Lutter og. hans ”farvede” kone, men opdroges hos en fransk familie, der havde et meget slet ry på sig. Han skulle have stået i forhold til sin hustrus plejemoder, men forlovede sig omsider med Litty, en enfoldig, ret SKIKKELIG ung pige, der dog skal have kendt hans forhold til plejemoderen. Hornemann, der havde flere tusind dalers gæld, ville låne til udstyr af plejeforældrene, blev jaget på døren, kom igen – og blev omsider gift. Et halvt år efter giftemålet tog parret et 11 års barn ” Ane, datter af en sergent Holm til sig.

Næppe to måneder efter, 15. maj 1828 har han forsøgt – eller beskyldes alvorligt for at have forsøgt – voldtægt mod den lille pige, næste dag søgte hun ly hos sin fader, pigen var dog i en ynkelig forfatning og han gik straks til lægen med hende.

Horstmann ville nu tvinge faderen til at udlevere hende for at få sagen dysset hen, men sergent Holm (den rigtige fader) havde da allerede overleveret ”hende til sin Chefs families værge. Horstmann fik endda ordentlige grovheder af sin ” inferiør” og da han om aftnen ville forsøge at få sergenten til at makke ret, havde denne undgået ham ved at lade sig arrestere til næste morgen, guvernøren måtte da forordne en krigsret, men sagen blev holdt nede.

De danske embedsmænd blev dog oprørte derover, og der fremkom kort efter i det bengalske Blad.” The Hurkaru” et stærkt angreb på de danske autoriteter i denne sag.

Som forfatter heraf udlagtes Premierløjtnant P.S.Kierulff , sagen måtte da atter frem, men Horstmann tilbød sine venner at fralægge sig beskyldningen ved ed og skød skylden på sin tjener, der havde forladt hans hjem. Han udlovede 200 rigsdaler for tjenerens tilvejebringelse og var så snild at avertere derom i ”The Hurkaru”

”Horstmann stakkels kone, som er enfoldig og god, har med eder og besværgelser villet erklære ham uskyldig og hun har været svag nok til at gå omkring og fortælle om hendes mands uskyldighed, som noget han aldrig kunne gøre, såsom han elskede hende alt for højt. Krigsretten frifandt ham, men han fik pålæg om at betale de 200 rigsdaler inden 6 måneder.

Voldssagen dukkede gang på gang op på ny og den 6. maj 1831 ansøgte han om at få taget sagen op igen for at han enten kunne blive straffet eller blive ganske frikendt. Fra 1. januar 1831 havde han ligesom de øvrige officerer fået 20 % gagetillæg. Og han levede nu en roligere, ret arbejdsom liv.

15 december 1831 fik han 100 rigsdaler i Gratifikations for kopiering af 16 tegninger fra Nikobarerne

I marts 1832 afgik han med Guvernør Lauritz Christensen med ”Ceninbria” til Nankouvry kolonien på Nikobarerne, hvor han ankom 19. april, og begyndte nogle kort-tegninger og skitser. – Guvernør Christensen tillod resident  David Rosen, at Horstmann skulle afløse ham., men denne modtog ikke Horstmanns tilbud. På hjemrejsen blev Horstmann syg af nikobarfeberen, Guvernør Christensen døde, men Horstmann nåede til Trankebar 15. maj  og kom sig snart. Samme år udførte han et kort over Trankebars distrikt, ført med en smuk hånd.

Nikobarfeberen kom igen, og han måtte til Nagapatnam for at søge lægehjælp i 1832. I januar 1833 kom han tilbage til Trankebar, og overtog da adjudant- og vagtmestertjeneste, foruden at han fungerede som Rustmester og chef for labolatoriet.  Blev ved Kgl. Resolution af 10 februar 1833 kaptajn og chef for 1. infanterikompagni. Blev 1834 chef for garnisonen og fik 22. februar 1835 kgl.approle (1500 m.r. årligt). Indsættes som virkende garnisionskommandant samt chef for 1. kompagni  1. august 1835 og bliver major. Fik 3. januar 1836 pas til en rejse til Madras og tilbage.

3. marts 1837 fik han hjemrejse over Madras til London og kreditbrev, og hjemgik kort efter sammen med guvernør Hansen.

Kilder:

Tranquebar Kirkegård og gravminder: Karin Kryger og Lisbeth Gasparski

Kay Larsens kartotek på nettet.

Zionskirkens kirkebog.