Lars Bjørneboe

Lars Bjørneboe tog, sammen med sin kone Agnete Bjørneboe, på en fantastisk rejse i juli 1970. Den kom til at vare næsten et år, og gik gennem Tyrkiet, Iran, Afghanistan og Indien til Sri Lanka. På tilbagevejen fra Sri Lanka, i oktober 1970, besøgte ægteparret Trankebar en uges tid.

Lars er historiker og har altid været meget interesseret i de danske tropekolonier. De boede i fortet (der på det tidspunkt fungerede som bungalow for rejsende embedsmænd) og fik mad bragt fra byen. Der var ingen møbler, ud over et bord og to stole, men elektrisk lys og dejlig køligt under hvælvingerne, fortæller Lars.

Agnete blev syg med influenza og derfor blev opholdet i Trankebar af lidt længere varighed. Men takket være hjælp fra den svenske præst kom hun til lægen i Nagapatinam – og kom sig. I mellemtiden tog Lars billeder og lavede fine tegninger af dét Trankebar, han gik rundt i.

Efter Trankebar fortsatte de til Calcutta og derfra videre til Australien. I marts 1971 rejste de fra Australien til Taiwan, Japan og USSR  og fortsatte hjem til Danmark i juni 1971. Lars skrev en tekst om Trankebar, som han uden held forsøgte at afsætte til Samvirke. Til gengæld har han stillet billeder og tegninger til rådighed for os – og tak for det!

Lars er uddannet cand.mag. i historie og kristendomskundskab, og har været historielærer og rektor på Horsens Statsskole 1979-2007, og  PhD i historie 2002. Agnete er billedkunstner.