Marcellus de Boschouwer
Kilde: Google
En hollandsk prælat, Phillipus Baldæus, udgav i 1672 en uforkortet og komplet historie om Ceylon. Det var ca. 50 år efter
begivenhederne som beskrives i denne beretning. I dette værk bliver Marcellus de Boschouwer nævnt første gang på side 47.
I et brev, skrevet af den hollandske præsident Joan von Wezik, dateret Gravenhage, 5 oktober 1609 adresseret til “hæderkronede og højvelbårne kejser af Ceylon, konge af Candia, Trinquenemale, Jafnapatam… etc. hedder det, at en Marcellos de Boschouwer,
handelsassistent, skal begive sig til Ceylon med skibet Zwarte Leeuw under generalguvernør Peter Boths flag.
Hollænderne tilbød deres hjælp mod portugiserne, men havde overhovedet ikke til hensigt at anvende våben. De var egentlig kun interesseret i handel.
Den 8. marts 1612 fik Boschouwer foretræde for kejseren af Candy. Denne var særdeles tilfreds og gik straks i gang med at forfatte en traktat, som vel ikke var meget anderledes end alle de andre europæiske traktater med de ostindiske nationer. Der er dog en paragraf man skal hæfte sig ved. Det er §8, der stipulerer, at to hollændere skal sidde med i det kejserlige krigsråd.
Efter at have forhandlet traktaten færdig, bad Boschouwer om tilladelse til at forlade hoffet og begive sig til sine overordnede på Coromandelkysten. Hollænderne må således have været der. Det forklarer måske, hvorfor de var så interesserede i denne kyst senere i 1620. Boschouwer blev nægtet at forlade landet med henvisning til den paragraf i traktaten, der bestemmer, at
to hollændere skal være medlem af det øverste krigsråd. Udgiverne af Baldæus bog har i en fodnote rettet datoen for Boschouwers ankomst til hoffet til den 11. marts og ikke – som påstået af Baldæus – den 8. marts 1612.
Traktaten var på 45 punkter, men det er kun en detalje. Det er vigtigere for os, at der en senere side står, at Boschouwer blev ved hoffet og kejseren tildelte ham adskillige titler:
Prins af Migomme, Kockele, Corle, Ananagepore, Miwitigael,
Herre af den Gyldne sols orden,
præsident for det øverste krigsråd,
anden pladsen i hans majestæts hemmelige råd og
Lord High Admiral
Spind af intriger
I løbet af ganske kort tid havde Boschouwer opnået de højeste æresbeviser og poster i landet. Således blev en hollandsk handelsassistent hvirvel ind i et spind af intriger, der har sat sit præg på Ceylons historie. Siden oldtiden har der været ført større eller mindre krige mellem tamilerne i nord og singhaleserne på resten af øen, med skiftende held til begge parter. Boschouwer må have gjort det godt i dette spind af intriger – nu også mellem portugisere og hollændere.
Da kejseren søn dør, er det Boschouwer, der tænder ligbålet. Dette er en stor hædersbevisning. Da kejseren ligger for døden, bliver han af kronprinsen sammen med prins Ove valgt til at være rådgiver og vejleder for den unge prins.
Da den unge prins og tronfølger bliver til kejser Senerat Adassin, kommer riget til at “stande i våde”. Portugiserne trænger kejseren hårdt, og de får hjælp ag kejserens rivaler og fjender. Man skal holde tungen lige i munden for at holde rede på alle intrigerne for og imod Senerat.
Ifølge Baldæus anmoder Boschouwer om at drage til Mazulipatam for at få hjælp mod portugiserne. Han får fuldmagt og besked på at forhandle med enhver konge, prins eller potentat og republik på at slutte overenskomster eller alliancer, der kan fremme hans kejserlige majestæts interesser og velfærd i kampen mod de svigefulde portugisere. Dette er for denne beretning en vigtig oplysning. Han fik også breve og akkreditiver med som gesandt for kejseren. Denne lovede til gengæld også at ratificere og holde alt det, som Boschouwer forhandlede sig til.
Så det var helt legitimt, at Boschouwer forhandlede på kejseren vegne.
Til Europa
Han forlod Ceylon den 9. maj 1615. Dermed begyndte en lang og sej tiggergang, der endte heldigt i København. I Mazulipatam mødte han den hollandske Hans de Hase, visitateur for Indien, der sendte ham videre til Bantam, Java til general Reynst. Denne var lige afdød, og “Kompagniet” var for tiden hårdt trængt med deres krig på Molukkerne, så de så sig ikke i stand til at hjælpe.
Men da Boschouwer trængte på, gav man ham tilladelse til at rejse hjem til Europa for eventuelt at få hjælp fra den kant. Hjemme i Nederlandene gjorde han et dårligt indtryk på Kompagniets bestyrelse og direktører, som fandt, at han havde pustet sig op på utilbørlig vis, skriver Baldæus. Han forlangte større opmærksomhed end selve direktørerne.
Der må man tænke på, at han rejste ud som handelsassistent, og nu fremførte sig som kejserlig ambassadør, prins, ridder af den gyldne sol, rigsadmiral, øverste i krigsrådet osv. Man kan forstille sig en samling mørkklædte, alvorlige mænd, sandsynligvis
meget velhavende og velanskrevne i det hollandske samfund. De sidder i et stort rum med mørke paneler og gobeliner ved et stort mørkt egetræsbord, og så kommer denne “spradebasse” af en handelsassistent og vil forhandle med dem – på lige fod.
Desuden var det meget inopportunt lige på dette tidspunkt. Hollænderne havde faktisk droppet Ceylon og var i gang med at grundlægge deres ostindiske imperium med Java og Sumatra. Derpå blev, stadig ifølge Baldæus, den gode Boschouwer så fortørnet, at han glemte alt om sin ed og pligter over for det hollandske selskab og rejstetil Denemarken, hvor han gik i land i København den 16. juni 1617.
Spraglet optog
Her vakte hans ankomst opsigt. Det var et spraglet optog, der drog fra hans logi til slottet. Han havde sin indfødte, kristne og gravide kone med. Hun var i øvrigt også fra det bedre selskab på Ceylon. En for københavnerne frygtindgydende figur i dette optog var en mørk, langhåret og langskægget mand iklædt det mærkeligste tøj. Der var noget at kigge på for folket.
Det lykkedes Boschouwer at få Christian IV med på ideen, og kongen stod fadder til Boschouwers søn. Boschouwer må også have mødt hovedmændene i det nystiftede danske ostindiske kompagni. Nogle af dem var måske kolleger fra Boschouwers tid som handelsassistent i Holland.
I november 1618 afsejlede så en dansk eskadre til Ceylon. Den førtes af Ove Giedde om bord på orlogsskibet Elefanten. Boshouwer var om bord på David. Undervejs blev forholdet mellem Ove Giedde og Boshouwer dog alt andet end godt; stadige rivninger fulgte på hinanden, og de nederlandske skibsfolk holdt sig mere til deres landsmand end til den danske øverstbefalende.
Endelig i august 1619 skilte skibet David sig ved Afrikas sydkyst fra den øvrige del af eskadren, men få måneder efter døde Boshouwer, da hans skib havde anløbet Steven van der Hagens bugt.
De forhåbninger, man havde gjort sig om den betydelige pengesum, kejseren af Ceylon skulle betale i henhold til Boshouwers løfte, viste sig ugrundede, da Ove Giedde i maj 1620 nåede øen. Kejseren nægtede at anerkende de af Boshouwer overtagne forpligtelser og påstod, at den af ham foreviste fuldmagt var falsk.
Giedde lod derfor Boshouwer begrave uden ceremonier som en bedrager.