Peter Anker

Guvernør 17. maj 1788 – 7. februar 1806
 
Født 31. juli 1744 i Frederikshald, Norge. Død 17. april 1832 på Øraker.
 
Peter Anker tilhørte en velstående og indflydelsesrig stand i Christiania (Oslo).
Forældre: Jernværksejer Erik A. på Mosø(1709–85) og Anna Catharina Tank (1723–61).

Sammen med sin broder Karsten foretog Peter i begyndelsen af 1760’erne en udenlandsrejse til England, Frankrig og Tyskland. I Paris studerede han arkitektur. I Freiburg i Tyskland studerede han mineralogi. I alt brugte han 5 år på at studere.

I 1773 blev han konsul i Hull, i 1777 i London og i 1783 generalkonsul i Storbritannien med rang af oberst. Han arbejdede med dygtighed for Danmarks-Norges handel under den nordamerikanske uafhængighedskrig, ligesom han sendte oplysninger om nye landvindinger inden for industri og teknik, bl.a. om dampmaskinen, hjem til fædrelandet.

I 1786 udnævntes Peter Anker, der aldrig tidligere havde været uden for Europa, til guvernør over de danske besiddelser i Ostindien. For den ny guvernør, som i løbet af sin embedsperiode fik rang af generalmajor, gav denne ny post anledning til mange besværligheder.

Da han kom til Tranquebar i maj 1788 var byen præget af uroligheder. Det hang sammen med, at den indfødte dubash (tolk) Supramania Setty i samarbejde med nogle af de danske embedsmænd rent ud sagt udsugede den indfødte befolkning. Peter Anker vovede at sætte sig op mod denne klike, og det lykkedes for ham at få Supramania dømt – om end dommen efter Peter Ankers mening blev alt for mild.

Stridigheder

Mere truende for hans stilling blev en langvarig konflikt med næstkommanderende Franz von Lichtenstein. Under denne strid kom en inder ved navn Sennapa Naik til København og klagede over guvernøren, hvilket førte til nedsættelse af en kommission.

Kommercekollegiet fandt imidlertid ikke klagerne begrundede, Sennapa blev senere dømt æreløs, og det kom frem, at Lichtenstein havde solgt danske søpas til franskmændene. Peter Anker, som en overgang syntes at have mistet både kommercekollegiets og kronprinsens tillid, gik styrket ud af disse stridigheder.

I hele sin guvernørtid stod han på særdeles god fod med de engelske kolonimyndigheder. Med disses billigelse lånte han i 1788 rajaen af Tanjore et større beløb – mod pant i en række landsbyer, der grænsede op til Tranquebar. Da englænderne år 1800 havde afsat rajahen, blev lånet indfriet og landsbyerne tilbageleveret.

Under kampene mellem England og Frankrig om koloniherredømmet over Indien førte Peter Anker en engelskvenlig neutralitetspolitik. Da de danske besiddelser efter den kortvarige engelske besættelse 1801–02 blev leveret tilbage, lykkedes det ham at spare den danske statskasse for et betydeligt beløb gennem dygtige forhandlinger med englænderne På grund af den reformpolitik, Peter Anker førte indadtil, og den holdning, han tog over for embedsmændenes bestikkelighed samt ikke mindst på grund af den kloge politik, han førte udadtil over for de andre kolonimagter, er han blevet karakteriseret som “Danmarks bedste guvernør i Ostindien” (Aage Rasch).

Derimod spandt han ikke guld på sit ophold i Indien, snarere tværtimod. Hans engagement i nogle anglo-indiske ekspeditioner bragte ham nemlig i en så penibel økonomisk situation, at han måtte bede broderen, der var kommitteret i kommerce-kollegiet, om på hans vegne at fri til et par af monarkiets velhavende damer.

Han fik imidlertid nej!

Træt af livet i det fjerne Indien og de vanskeligheder, det gav ham, fik han 1805 tilladelse til at rejse til Danmark. 1806 forlod han Indien, og 1807 blev han bevilget afsked med fuld gage i pension. Fra 1808 tog han ophold på gården Øraker ved Oslo. 1814 rejste han efter Christian Frederiks opfordring sammen med sin broder til England for at opnå engelsk anerkendelse af Norges uafhængighed.

Peter Anker var ikke blot en dygtig embedsmand, men også et kunstnerisk begavet menneske. Oslo universitets etnografiske museum ejer således i dag hans samling af malerier og tegninger med motiver fra Indien hvoraf han personligt har malet en del under opholdet derude. Disse billeder, der tåler sammenligning med samtidig anglo-indisk malerkunst, afspejler europæernes begyndende interesse for fremmede kulturer og specielt Peter Ankers respekt for hinduisk arkitektur og interesse for Indiens natur.

Af stor værdi er også den samling af hinduiske bronzefigurer, som blev fundet i Tranquebar 1799, og som i dag findes på Nationalmuseet. I 1806 udgav Peter Anker et lille hæfte om denne samling (Titel: ”En Samling af Mythologiske Antiquer bragte fra Hindustan”).

Historien om en kvinde

Bankier P.B. Anker, som er efterkommer af broderen Karsten, fortæller denne historie:

Peter Anker mødte en kvinde i London, hun var enke. Hendes navn var mrs. Mollard. De rejste sammen til Indien. Nogen siger, at hun af arvehensyn ikke var gift med ham. Andre siger, han var hemmelig gift med hende.  I mine familieoptegnelser står der, at hun var af høj, fornem byrd. Hun var røget uklar med sin familie, fordi hun havde begået en sådan skam over familien ved at gifte sig under sin stand med en ”Mr. Something”.

Hendes familie satte sig også op imod hende, at hun ville gifte sig med general Anker, som bare var, mente de, en nybagt adelsmand. I 1791 drog hun til Trankebar, hvor hun indgik hemmeligt ægteskab med Peter Anker. Men det sørgelige er, at hun dør et år efter sin ankomst. Hendes mand lod opføre et monument til hende i guvernørboligens have.
Han skrev de mest fortvivlede breve til sin bror Karsten, at nu havde han mistet alt af værdi i livet.

Hvem var Mrs. Mollard?  Som nævnt står der i mine familieoptegnelser, at hun var af høj, fornem byrd. En historiker fortalte mig, at hendes pigenavn er Lady Mary Seymour, datter af hertugen af Somerset.

Nu hænder der et mærkelig træf: For nogle år siden havde jeg en gæst her på Snarøen en sommer. En ung pige på 22 år af Seymour slægten. Hun introducerede mig til sin familie. Jeg skrev til hertugen af Somerset og forklarede mit ærinde. Han skrev tilbage, at det godt kunne passe, at det var Lady Mary Seymour, datter af den 8. hertug af Somerset. Hun forsvandt nemlig, og familien hørte aldrig fra hende mere.

På Nationalgalleriet i Oslo, hænger et maleri af Mrs. Mollard, som er malet i 1791, det år hun tager med Peter Anker til Indien.