Trankebar-møde på Nationalmuseet
Vi er glade for at kunne invitere til et oplysende møde om Foreningen Trankebars mere end 20 års arbejde i vores gamle danske handelsstation på Coromandelkysten i Sydindien.
Sted: Guldbergsalen på Nationalmuseet. Vi mødes i museets forhal og går samlet til Guldbergsalen.
Tidspunkt: Onsdag 26. november 2025 kl. 14:00. Vi forventer at slutte cirka kl. 16:00
Foreningen Trankebar har siden år 2002 arbejdet med istandsættelse af de gamle danske bygningsværker og med oprettelsen af Dansk-Indisk Kulturcenter og Tranquebar Maritime Museum sat Trankebar på landkortet og udbredt kendskabet til vores fælles dansk-indiske historie.
Foreningens formand Poul Petersen og næstformand Knud Helles vil tage deltagerne med på en rejse gennem Foreningens mere end 20 år i Trankebar.
Efter en kort pause vil seniorforsker og historiker Benjamin Asmussen samt museumsinspektør og marinarkæolog Andreas Kallmeyer Bloch fortælle om et kommende projekt i farvandet omkring Trankebar med en marinarkæologisk undersøgelse. Håbet er at finde det danske skib ”Øresund”, som Roland Crappé forliste med ud for nabobyen Karaikal efter en kamp med portugiserne i år 1620.
Benjamin Asmussen vil endvidere fortælle om et kommende samarbejde med de indiske museumfolk omkring en ny historisk udstilling på Fort Dansborg.
Alle er velkomne.
Mere om Trankebar kan læses på: www.foreningentrankebar.dk